Heldigvis lader det til, at Sara Blædels sidste krimi, ’Dødsenglen’, bare var en smutter.

LÆS OGSÅAnmelderne giver Sara Blædel-krimi én over nakken

Historien var nemlig ret ringe og langt fra forfatterens sædvanlige standard. Men nu, blot et år efter udgivelsen af ’Dødsenglen’, er Blædel tilbage med en stærk fortælling, der er drevet af og skrevet med både indignation og indføling.

Det er naturligvis Blædels faste opdager, Louise Rick, der er hovedperson i ’De glemte piger’, som er syvende bind i serien om kriminalassistenten.

Foto sætter gang i sagerne
Rick er netop blevet leder af en ny afdeling for forsvundne personer, og med sin nye makker – den let fordrukne, men dygtige politimand Eik – kaster hun sig over en sag om en udviklingshæmmet, midaldrende kvinde, der er fundet død i en skov ved Hvalsø.

Kvinden har tilsyneladende ikke været udsat for overgreb eller vold, men har haft sex, umiddelbart inden hun døde. Det særlige ved kvinden er dog, at hun ifølge en dødsattest døde af lungebetændelse mere end 30 år tidligere, og ingen aner, hvor hun har været i de mellemliggende år.

Da politiet beslutter sig for at offentliggøre et foto af kvinden, der har et opsigtsvækkende ar i ansigtet, kommer der skred i sagerne: En ældre plejer husker den døde som Lisemette, der boede på en af åndssvageforsorgens institutioner, da hun var barn.

Mens Rick og Eik søger i fortiden for finde forklaringen på, hvordan kvinden kan have været forsvundet fra jordens overflade i så mange år, dukker drab og voldtægter op i nutiden – i samme område ved Hvalsø, som kvinden blev fundet i.

Sovesale og ulækker mad
Naturligvis er det opklaringen af mord, voldtægter og forsvindinger, der dribler historien fremad, men under fiktionens effektive fremdrift ligger den virkelige beretning om dansk socialhistories mere grusomme sider: den umenneskelige behandling af udviklingshæmmede helt op til 1980.

Det er historien om uværdige liv for ensomme børn, der ikke havde kontakt til familien, fordi ’man’ mente, det var det bedste for børnene.

LÆS OGSÅAmerikansk tv har kig på dansk krimi-dronning

Som det lyder et sted i bogen:

»De rådede mig til at glemme pigerne og komme videre med mit liv. Sundhedsplejersken fik det til at lyde så let. Som om det var sådan, man gjorde, når man fik børn, der ikke var som de andre. Bare glem dem, og kom videre med dit liv«.

Og det er historien om overmedicinering, store sovesale, fastspænding med bælter og affodring med ulækker mad.

Suverænt plot
Sara Blædel har med ’De glemte piger’ ikke bare fundet på en rigtig god historie, hun har også skruet plottet suverænt sammen, så overraskelserne kommer dumpende på de helt rigtige tidspunkter, og uhyggen indfinder sig i stadig stigende grad.

Heldigvis holder hun også denne gang – i modsætning til eksempelvis flere af sine svenske krimikolleger – balancen mellem plot og privatliv, der doseres i mængder, som er til at holde ud. Selv om der altså både er bryllup for veninden Camilla, gamle traumer og nye problemer med plejesønnen, bliver det ikke for meget.

Blædels svaghed har altid været det lidt banale sprog, men denne gang dækker den stærke historie næsten over svagheden, og tilbage står en af hendes mest overbevisende bøger. Oprørende og rørende i beretningen om de udviklingshæmmedes mangel på liv.

FACEBOOKBliv ven med Politiken