I Jens Christian Grøndahls lille roman 'Røde hænder' mødes en mand uden egenskaber med en kvinde, der har endnu færre.

Hun føler »lede, både ved sig selv og resten af verden«, og har intet at bidrage med, hverken til verden eller denne bog.

De røde hænder i titlen refererer ikke til kulde eller arbejde med vand og rengøringsmidler, men til blod og Rote Armee Fraktion.

Det er den navnløse mand, der er fortælleren. Han tager udgangspunkt i den sommerdag i 1977, da han passede sit studenterjob i værelsesanvisningen på Hovedbanegården i København og den kønne Sonja med det spidse ansigt, netop ankommet fra Hamburg, bad ham passe på nøglen til en bagageboks.

Grænsende til det parodiske
Siden kan han ikke helt få hende ud af hovedet, og da de mødes 15 år efter, tager han den tabte tråd op. Det fører dem til Tyskland og en konfrontation med Sonjas fortid, som vor fortæller oplever på sidelinjen.

Sonja er nemlig ikke den, der lader nogen komme ind på livet af sig. Her ligner hun Grøndahls andre tavse, blinde eller på anden måde amputerede og flygtige, fatale kvinder (eller mænd). Men nu skal jeg passe på ikke at afsløre for meget.

Romanen er nemlig ikke for spændende i forvejen - den er faktisk temmelig kedelig og sine steder på grænsen til det parodiske med nogle overvejelser, der virker både usofistikerede og uaktuelle, men som alligevel beskrives temmelig omstændeligt.

»At skyde og dræbe. En indvielse til den nye virkelighed, hvor det er lige meget, hvad man føler, og hvem man er. Hvor en enkelt død politimand ikke opvejer alle de døde vietnamesere. Hvor han forsvinder i det store perspektiv, som er det eneste virkelige, fordi historien er den eneste virkelighed«. Jeg håber, Grøndahls faste læsere er med - jeg forstår ikke meningen.

Betydelig litterær eksportvare
Men Grøndahl holder sin stil, og nogle vil måske komme i en slags meditativ tilstand af den. Jeg kan bedst lide hans præcise detaljer, såsom at føle sig som en dødvægt på passagersædet i en bil, eller at se sin ungdommeligheds »ophovnede selvfølelse, der som en bullen finger gør én så let at støde«.

Der er også en god beskrivelse af et par replikskifter. Derimod kan jeg ikke stille noget op med passager som: »Stilheden var den samme inde og ude, ligesom mørket, hvor skæret fra petroleumslampen dannede en skrøbelig puppe af ensomt nærvær«.

Men det kan være et spørgsmål om smag, og vi skal ikke glemme, at Grøndahl er en betydelig litterær eksportvare.