Når Ross McDonalds privatdetektiv Lew Archer var på sagen i 1950’ernes Californien, viste det sig næsten altid at handle om råddenskab i familien. Siden Archer gik på pension midt i 1970’erne har familien kun mere sporadisk udgjort rammen om amerikanske krimier.

Til gengæld handler det kun om familien i Thomas H. Cooks ’Rødt efterår’. En krimi fra 2005, som derudover ikke har noget tilfælles med Ross McDonald og Chandler-traditionen, men i stedet er en moderne, realistisk psykologisk spændingsfortælling med rødder i Edgar Allan Poes fokus på dramaets subjektive nervøsitet.

Spænding i mellemgulvet
Det spændende ved ’Rødt efterår’ af den rutinerede Cook, der har udgivet siden 1980, er ikke så meget plottet som fortællestrukturen.

Vi ved fra starten, at fortælleren Eric står foran at miste det gode liv. Den trygge tilværelse som fotohandler med den nydelige og elskede hustru Meredith og den godt nok noget indesluttede teenagesøn Keith vil få en brat ende.

Snart ved man, at det vil ske, i samme øjeblik den tiårige Amy Giordano forsvinder sporløst fra sit hjem. Sidste person til at se hende var nemlig Keith, der var hendes babysitter den famøse aften.

LÆS OGSÅKnaldhård krimiforfatter er i fin og blodig form

Hvem gjorde hvad? Selvfølgelig er det spændende, men når man læser ’Rødt efterår’ med en trykken af spænding i mellemgulvet, så er det pga. romanens skildring af normalitetens skrøbelighed og af mistankens destruktive kraft.

Mon ikke mange forældre til teenagere kender til de svære, modstridende krav om både at udvise tillid og demonstrere sund skepsis – og samtidig holde balancen mellem sund skepsis og usund mistro.

Mistænksomhedens anatomi
Eric får hurtigt overbevist sig selv om, at der er et eller andet galt med Keith eller hans forklaringer. Det ser ikke godt ud. Erics evne til at udvise total tillid er meget lettere at udfordre, end han havde forestillet sig. Måske er det hans egen evne til at føle det rigtige, den er gal med? Har han selv givet noget forkert i arv?

For lettere bliver det ikke af, at Erics egen opvækst ikke var en af de kønneste. Hvad skete der egentlig mellem faderen og moderen, der døde voldsomt? Var Erics bror Warren mere sær end bare hjælpeløs?

Mistro og mistanke breder sig som en ætsende syre i Erics system. Det er, som om hans mange år bag skyklapperne hævner sig på ham. Måske var der – dengang som nu – ikke bare noget skidt, men noget helt, helt galt stuvet af vejen under gulvtæppet og Erics bekvemme tro på, at alt er godt.

LÆS OGSÅHomoseksualiteten ligger på lur i sindsoprivende roman

Næsten som i Poes fortællinger om hjerter, der sladrer, og øjne, der kan drive til vanvid, oplever den normalt så urokkelige Eric et skred ind i en tilstand, hvor det normale ligner én stor, fed løgn og hvor selv den værste og mest frygtelige mistanke synes begrundet med uafviselig logik.

At Eric selv er fortælleren bag denne gradvise deroute fra hverdag til mareridt, er lidt af en fortælleteknisk bedrift. ’Rødt efterår’ er en beskrivelse af mistænksomhedens anatomi og et psykologisk studie af en moderne families skrøbelighed forklædt som krimi.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken