Lars Frost blev tiljublet i 2004 for knaldromanen 'Smukke biler efter krigen', og skam få den, der tænker ilde derom, også selv om aktierne nok blev sat lovlig højt i kampens læsehede.

Nu smider han indstuderet henkastet bagatellen 'Et par dage' på bordet, en grafisk ualmindelig smuk sag (og allerede præmieret herfor), der former sig som otte små prosadigt-snakkende snit ned gennem et par dages ophold på Skagen, i Californien, New York, Boston, Berlin, København, Stockholm og Paris anno nu om dage, på gule sider og hver gang med tilhørende bykort, og trykt på langs.

Teksternes udsiger er en yngre, unavngiven mand i første person ental, som regel i selskab med en anonym yngre kvinde, og som hovedregel på museumsbesøg, hvor han - der selverklæret ikke har forstand på malerier - beskriver og udser sig billeder, han bliver forelsket i eller fascineret af.

Æstetisk kedsomhed
Teksterne er næsten alle udgivet tidligere, og nu nødtørftigt flikket sammen i en spinkelt flanerende helhed. Frost er notorisk en god prosaist - men her træder hans indolent selvforelskede side alt for kraftigt frem, det hele fremstår tyndt ved siden af f.eks. Johannes V. Jensens muskelsvulmende og påtrængende stærke prosa, der et sted uheldigvis henvises til.

Selv om han næppe er nogen Johs. V, har Frost talent, og det forpligter - forpligter til betydeligt mere end denne splejsede omgang.

Jeget udbryder i Berlin, at han ikke kan fordrage byen, den savner etisk karakter, den er hjemsøgt af æstetisk tvetydighed. Men selv om og netop hvis man antager denne gymnasialt enøjede skelnen mellem etik og æstetik, rammer dommen som en boomerang brat 'Et par dage' i den spinkle, om end grafisk skønne nakke.

Man savner etisk karakter og keder sig over den smule æstetisk tvetydighed, der flimrer påtaget adspredt ned gennem de kønne sider.