Per Aage Brandts nye poesibog består af korte tekster, adskilt af asterisker. Og den næstsidste af dem er slet og ret det lille ord 'og'. Dermed får hele bogen karakter af en opremsning, en række elementer i nødtørftigt geled uden nogen udspekuleret komposition.

Der står så mange af dem på hver side, som der nu kan - hvis de havde haft en side hver, som lyrikere ellers ynder det, havde bogen været en diger sag på langt over hundrede sider. Titlen er heller ikke selvhøjtidelig: 'Om noget - og hvad deraf følger'.

Men nonchalancen hos Brandt er et stilmiddel, en positur, om man vil. Teksterne fremstår som fragmenter af en stadigt kværnende tankeproces, hvor bevidstheden bevæger sig gennem hverdagen og nok så meget gennem sproget, og hvis der stedvis er klassisk-modernistisk-smukke metaforer på færde (»søvnen blæser gennem mørkets rør«), skal man snarere se det intertekstuelle maskineri som afsender end et gammeldags erkendende digterjeg.

En lille tekst som denne: »her er dit leben / set gennem nat / und ulden nebel / så black og blue« indeholder den motor, at det tyske ord 'Leben' (liv) bliver til 'Nebel' (tåge) stavet bagfra, hvilket trækker udtrykket 'Nacht und Nebel' (om noget der foregår i hemmelighed) med sig, og den sorte nat og den blå tåge kalder på 'black and blue', hvilket på engelsk er noget man er, når man har fået sig nogle knubs.

Et udsagn om tilværelsen og de skjulte tæv, den giver? Måske ... men i hvert fald et eksempel på sprogets egenvillige rodsammen af vits og visdom.

---

Det 'noget', som bogen siger, den handler om, er nemlig ikke bare noget hvadsomhelst, men den grundlæggende filosofiske undren over, at der er Noget og ikke bare Intet til.

Det ligner næsten et grimasserende selvportræt, når Brandt skriver om en mand, der sidder i parken »på den yderste bænk« og »skyder hvide pinde efter alt, som bevæger sig«: tiden, håbet, kærligheden ... Han lider nemlig af allergi over for den slags - ups, nej, det står der jo ikke, der står at han lider af 'allegori'.

Bogen er veloplagt, men også vel meget lagt op i allerøverste hjernevinding. For selv om den skriftlærde Brandt får både kønnet og lysten og drømmen og livet og døden og det hele i kikkerten, når han ser sig om, så ligger det umiddelbare ham umiddelbart fjernt.