Rejser man ud, tager man ofte også et lille skridt ind i fiktionens verden.

Man risikerer at blive taget for en anden end den, man forestiller sig at være. Man taber identitet, og måske også ansigt, ved at være fremmed og tale andre sprog, men får hyppigt også noget til gengæld. Netop den erfaring kredser Michael Lose om i sine ’noveller om rejsende’, som undertitlen på hans seneste værk, ’Mændenes by’, lyder.

LÆS OGSÅ Drengen med isøjnene

Novellerne følger en række nutidsmennesker på deres færd rundt om i verden og den virkelighedsforrykkelse, som mødet med det fremmede fører med sig.

Meget sigende for eksempel i åbningsnovellen om den nyudnævnte lektor fra Københavns Universitet, Sebastian Iversen, der i embeds medfør er taget til Lissabon på en rejse, hvis højere euro-bureaukratiske formål fortaber sig. Men pynte på cv’et ville turen muligvis.

En ny uvirkelighed
Undervejs mister Sebastian Iversen imidlertid sin kuffert, og da han når frem, er både årsfesten og workshoppen, han skulle have deltaget i, allerede afholdt. Programændringen var aldrig nået frem til ham. Han kom for sent.

Næsten alle de neuroser, man kan have i den givne rejsesituation, bliver til virkelighed – og til en ny uvirkelighed, som den usikre lektor må forsøge at finde sig til rette i. På må og få. Foto:  bogens omslag.

I en anden novelle er det en dansk bygningsingeniør, der i 2010 skal til Damaskus på forretningsrejse. Der bliver han stillet kontant til regnskab for Muhammedtegningerne og dermed påduttet en identitet som medansvarlig dansker, men han involverer sig også i udfordrende salonagtige samtaler om religion og politik og ender med at finde et roligt midtpunkt i oplevelsen af en hvirvlende sufi-danser.

»Noget kunne eksplodere«, fornemmer ingeniøren, som en kvalificeret forudanelse om den syriske borgerkrig, der i øjeblikket er blodig alvor uden for fiktionens verden.

Labyrinter
’Mændenes by’ hedder samlingen – ikke ’mændenes hjem’, som jo er noget helt andet.

Og fælles for mændene, vi møder i Michael Loses noveller, er netop også, at de ikke finder hjem, men snarere oplever små meditative sprækker af stilhed og pludselig afklaring undervejs – en slags midlertidige ophævelser af rastløsheden.

Det kan man også være heldig at opleve, når man læser Loses korte historier, som er skrevet med et sikkert – om end lidt skematisk – fortælletalent. Man rejser med en befaren ledsager, både i den ydre og den indre verdens labyrinter.