Titlen ’Snefald’ læser man med en anden indstilling denne vinter, hvor man er på større poetisk afstand af fænomenet, end sidste år, hvor det var en daglig udfordring – i hvert fald for denne anmelder – at forcere Københavns snedriver på ladcyklen.

Det er det, den hedder, Anne Nielsens debutroman, ’Snefald’, og den begynder der, hvor James Joyces udødelige novelle ’The Dead’ slutter – med sneen, der falder på kirkegården, på både levende og døde.

Rundt om det livløse legeme
I Anne Nielsens roman falder sneen på en anonym kvinde, som netop har forladt livet og ligger tilbage på kirkegården, med tatoveret tekst på sin krop.

Hvem var hun, og hvorfor og hvordan døde hun under netop de omstændigheder? Sådanne spørgsmål ville en roman med et opklaringsorienteret plot hurtigt fokusere på.

Men i ’Snefald’ fungerer det livløse legeme som anledning til at fortælle om en gruppe af personer, som får noget med det at gøre – en dreng, der tilfældigvis fotograferer liget, retsmedicineren, der skal udrede omstændighederne omkring dødsfaldet, en mand, der frygter, at den døde er hans sindslidende kone.

De har alle deres tab og tunge erfaringer at bære på, og det er i høj grad dem, som brudstykkerne samler op på. Fortiden har et fast tag på de fleste af personerne.

Skriften på kroppen
Det har den også i selve romanen. Der er meget om skrift på kroppen, som i 1980’erne og 90’erne, og ’skrift’ er i romanen i det hele taget en omsiggribende metafor, som den var dengang.

Det er dog ikke den erotiske eller gejle krop, der er i centrum, som det var i postmodernismens storhedstid (hvor man aldrig, som den engelske kritiker Terry Eagleton bemærkede, interesserede sig synderlig for den sultne eller syge krop).

Det er snarere sjæl/legeme-relationen, med tilhørende religiøse fortolkninger.

Litteraturteoretisk ballast
Helt klar på en krop/skrift-reprise – og til genudsendelser af Peter Greenaway – er jeg nok ikke endnu.

Men ’Snefald’ har heldigvis andre kvaliteter i kraft af de indlevede portrætter af det sammensatte følelsesliv hos enkeltskæbnerne, som kommer i kontakt med det mystiske kvindelig på kirkegården. Det skildrer Anne Nielsen glimrende, ligesom hun blander prosa og poesi med talent i romanen.

Der er helt sikkert noget at gå videre med, men muligvis også noget at lade tilbage – for eksempel den bedagede litteraturteoretiske ballast, der giver tunghed snarere end tyngde.

FACEBOOKBliv ven med Politiken