Der er noget med noveller, som får mange mennesker – undertegnede inklusive – til at mobilisere alle mulige forbehold allerede inden påbegyndt læsning.

For er sådanne korte tekster i virkeligheden ikke en slags litteraturens pindemadder, lækre nok og sikkert også tilberedt med stor omhu og kærlighed, men stadigvæk ikke rigtig mad?

Svaret er selvfølgelig et rungende og fuldtonet nej. Forudsat, naturligvis, at novellerne er skrevet af en rigtig god forfatter.

Noveller om Døden
Men er de det – tænk på Rifbjerg, Somerset Maugham, Raymond Chandler – kan noveller være fuldt så tilfredsstillende og mættende som bindstærke romanfortællinger. Man skal bare ikke forvente sig et omfattende, balzacsk persongalleri og et kniplingsvævet net af narrative tråde.

Ikke desto mindre blev denne anmelder til at begynde med en kende skuffet, da det viste sig, at ’Fra Doktor Klimkes Horisont’ bestod af en håndfuld kortere tekster med det fælles tema Døden.

LÆS ANMELDELSENesser slutter af med en fornem præstation

For jeg havde faktisk glædet mig til en ordentlig mofo a la den ekstremt vellykkede fjerde del af sagaen om kommissær Gunnar Barbarotti, den monstrøst lange ’De ensomme’ fra forrige år.

Mesterligt er det
Skuffelsen fortog sig imidlertid lige så hurtigt, som hovedpersonen i den første lange fortælling, ’En helt anden historie’, tjekker ind på et hotel i Venedig for at få ro til at skrive en roman.

For også i det strammere format nærmest lyser Nessers elegante, uanmassende prosa, og det klæder den faktisk at have et åbenlyst kort sigte. Og selv overraskelserne udebliver sandelig ikke, fordi de ikke har femhundrede sider at mobilisere forventning på.

Der er i alle fem noveller – eller rettere tre noveller og to romanetter, hvis vi skal være genresensitive – den særlige nesserske air, som ånder af alle de fortidens skeletter, som står i kø for at vælte ud af skabet.

Håkans tematik – som han godt nok ikke er ene om, men forvalter med ganske sublim fornemmelse – egner sig godt til det mindre format: at fortiden sætter sig igennem på uventet vis.

For fortællinger af den type ender ofte med et slag med halen, som karakteriserer den gode novelle: først til allersidst ses sammenhængen klart. Hvad enten det er i den lange, indledende, hvor historien sætter sig selv igennem i teksten med en næsten borgesk kant.

Eller i den skarpe ’Al information i sagen’, hvor en for længst afdød kvinde rører på sig, som det hedder i en helt anden sammenhæng. Mesterligt er det.

Mens vi venter på Barbarotti
Et par af teksterne har tidligere været offentliggjort, blandt andet i den underkendte publikation ICA kuriren, som er en svensk supermarkedskædes reklametryksag. (Hvorfor er der ikke litteratur i danske reklameblade?).

Men de tre er ganske nye, så en eventuel frygt for at have læst dem før bør ikke afholde nogen.

Og bogen kan varmt anbefales. Som selvstændig forekomst. Og så sandelig også som læsning, mens vi venter på femte og sidste bind om Barbarotti, som angiveligt skulle være på vej.

FACEBOOKBliv ven med Politiken