Da jeg for at finde nogle citater bladrede i de to sidste bind på henholdsvis 700 og 1.100 sider af norske Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ’Min kamp’, faldt jeg i staver og begyndte at læse igen – uagtet det var mindre end et døgn siden, jeg med en blanding af lettelse og lurende nostalgi lagde den sidste fra mig efter endt læsning.

Om ikke andet bør dette være en anbefaling af denne uhørt ambitiøse selvbiografiske roman, der har sat nye standarder for, hvordan man kan skrive om hvad, og hvilken litteratur der kan komme ud af det.

Autofiktion er den litteraturteoretiske betegnelse for tekster, hvor forfatteren både er selvbiografisk hovedperson, med deraf følgende moralske forpligtelser over for sandhed og sagesløse bipersoner, og samtidig den skønlitterære skrønefortæller, der kan springe op og falde ned på, hvad der skete i ’virkeligheden’ – som vi i den verden ikke kan nævne uden anførselstegn.

Suzanne Brøgger er en af dem, der i Danmark har fået kærligheden at føle. Karl Ove Knausgård giver – med al respekt – alle baghjul.

I dag udkommer den danske oversættelse af femte bind af ’Min kamp’, en oversættelse, der hele vejen igennem har været i gode hænder hos Sara Koch. Til efteråret får vi så sjette og sidste bind på dansk, men her kan vi ikke nære os og tager det allerede nu med på norsk.

'Grine' bliver til 'græde'
Mange danske læsere har allerede opdaget, at det med et minimum af fantasi er uproblematisk at læse Knausgård på originalsproget: Man skal bare være opmærksom på at ’grine’ på norsk betyder ’græde’ på dansk.

Og grædt bliver der også i både bind fem og seks, især af hovedpersonen, som har let til selvmedlidenhed og offermentalitet. Sikkert irriterende i virkeligheden, men ikke uden charme og humor i Knausgårds gengivelse. For eksempel da han har været utro og martres af næsten komisk skyldfølelse.

Humoren er en komponent, man let kan glemme, når man snakker om ’Min kamp’, men den er der.

Ofte i barok og selvudleverende form, som da forfatteren, fuld og grædende, puttes på en vens sofa. Iklædt det supermandskostume, han iførte sig, mens branderten endnu var overstadig.

Eller da han skal tømme lortespande i det fejlindkøbte kolonihavehus (!), der ender med at være et mareridt.

Men næsten uanset hvor ufølsomt, ugennemtænkt, fuldemandsvoldeligt og uærligt han har opført sig, ender han – i hvert fald i egen optik – på en eller anden måde med at være medynkvækkende. Når selvhadet og skammen da ikke flår i ham.

Dannelsesromanen
Skal man holde sig til en af de traditionelle genrebeskrivelser, ’Min kamp’ opfylder og overskrider, er den naturligvis en dannelsesroman om, hvordan en lille dreng, kujoneret af sin frustrerede, lunefulde far, bliver mand, forfatter – og far.

I dannelsen af den identitet, der først til allersidst i ’Min kamp’ ikke længere er vaklende, spiller storebror Yngve en stor og positiv rolle.

I mange år er Karl Ove ikke andet end Yngves lillebror – han lægger sig på alle måder i slipstrømmen, kølvandet og læet af hans helt anderledes soliditet og fodfæste.

Og hans betydelige bekymringer for, hvordan han opfattes – han måler sig uafladelig – går i nogen grad på ikke at blamere broren.

Bipolar kone
Hvad det har betydet for storebrorens egen identitetsdannelse at skulle være sin følsomme og socialt problematiske lillebrors bolværk, får vi ikke noget at vide om i ’Min kamp’. Det er Karl Ove, der har ordet – og en sjælden gang de kvinder, der lever med ham. Således hans første kone, Tonje. På den næstsidste side i bind fem, der handler om årene i Bergen fra 1988 til 2002, siger hun:

»Du har været nedtrykt i fire år, helt siden det efterår din far døde og du debuterede, og det har været så tungt, så lidt glæde. Jeg har forsøgt, jeg har prøvet alting. Og så begynder du pludselig at skrive, og så er du glad igen! Det var så enormt provokerende. Det føles som om jeg ikke har noget med dit liv at gøre. Det føles som om jeg står helt udenfor«.

LÆS ANMELDELSEKnausgård fortsætter sit triumftog

Følelsen af at stå uden for det, der virkelig gælder for ham, må hans nuværende kone og mor til tre børn, den psykisk skrøbelige Linda, også leve med. Hendes bipolare lidelse beskrives hudløst af manden, der tager over som familiefar, da hun indlægges, og udsætter skrivningen af det selv samme bind 6, som det beskrives i.

Samtidig skræmmes han af sin egen mangelfulde empati med den indimellem handlingslammede partner. Hans livsvalgs omkostninger for familien mere end antydes – og diskuteres kort med svigermor.

Onkel i anførselstegn
Jeg sætter ikke anførselstegn om navnet på romanens Karl Ove Knausgård, men fortælleren har naturligvis en exceptionel hukommelse for de mest dagligdags detaljer og dialoger, og kun en meget enfoldig læser vil tro, at forfatteren ikke har opdigtet, strøget, ændret, kondenseret og ommøbleret suverænt undervejs.

Det er ikke noget problem for læseren, værket eller litteraturen, men kan være et problem for de faktisk berørte.

En stor del af bind seks handler – meget underholdende – om problemerne med og kvababbelserne over en rasende og sagsøgende farbror, som mener, at Knausgård junior er styret af sin mor.

Han, onkel ’Gunnar’, kommer til gengæld i anførselstegn, for hans navn må være ændret.

Hans aggressive vrede over sin døde brors eftermæle slider på nevøen Karl Oves nerver og ægteskab – man mærker presset fra forlag, familie og advokater og angsten for at miste andres accept og kærlighed, så meget desto mere som ’Gunnar’ var den nye faderfigur i den voksne Knausgårds liv efter faderens død.

Men onklen gør forfatteren Knausgård en tjeneste ved at foranledige overvejelser over sønnens og kunstnerens ret i forhold til nøjagtigheden og moralen, om navnets betydning, det individuelle og det sociale og så videre:

» – når det er slik, at alt enten er fiksjon eller blir sett på som fiksjon, kan det ikke lenger være en romanforfatters oppgave at skrive flere fiksjoner«.

Der er andre standarder post-Knausgård
Forfatteren føler, at projektet står og falder med hans efterrettelighed og pålidelighed – ellers er det jo bare en almindelig roman, han har skrevet.

LÆS OGSÅKnausgård står fast ved litterært selvmord

Det viser sig i øvrigt senere, at Knausgård har belæg for den omstridte tidsangivelse. Forlagets udgifter til advokater opvejes nok af reklameværdien af onklens vrede – og her i 2012 ved vi, at det ikke gik så galt.

At postyret om krænkede slægtninge synes fjernt og uvedkommende nu, er også et tegn på, hvor meget ’Min kamp’ har flyttet. Der er andre standarder post-Knausgård.

Ringen sluttes
Bind seks dækker tiden, da de første bind af ’Min kamp’ kom ud, reaktionerne på dem og skrivningen af de næste. Sidste punktum – hvormed han lover aldrig at gøre sådan noget mod sin familie igen – sættes tidligt om morgenen 2. september 2011.

Også anmeldt

Karl Ove Knausgård: Min kamp. Roman. Bind 6 (norsk). Forlaget Oktober. 1.120 sider, 399 kroner.

Umiddelbart efter drager forfatteren sammen med sin også bogaktuelle kone og nu kollega til Litteraturfestival på Louisiana i Danmark. Han har således indhentet sig selv, og ringen sluttes.

Det sidste bind er over dobbelt så tykt som de foregående og ved at sprække af et 400 sider langt essay ’Navnet og tallet’ om især den unge Hitler, der også havde en problematisk far.

Ideologier er ikke Knausgårds kop kaffe (en drik, der indtages uophørligt, ofte lunken og med smøger til), men han har den intellektuelles skarpe blik for, hvad der adskiller og forener marxismen og nazismen.

Dertil kommer – iblandet biografiske situationer med forlag, børn og journalister – inspirerede og indsigtsfulde diskurser om litteratur, kunst, mytologi, jeget og duet, ’vi’ og ’de’.

Der er – især romanens titel taget i betragtning – god grund til at indlemme Hitler og alt hans væsen, og hvad det medfører af personlige paralleller og overvejelser.

Men essayet slår den næsten suspense-drevne (og drevent etablerede!) læsning i stykker og trækker store veksler på den læser, der har nydt at baske rundt i det konkrete, i situationernes patos og spænding og dialogernes autenticitet og varme.

Hårgelé og Hitler
Det adskiller sig imidlertid kun i størrelsen fra de mange andre fine essays, der er strøet rundt i de seks bind.

LÆS OGSÅNorsk anmelderdrøm begår endnu et mesterværk

Og igen: Dette er både en dialogisk og en dialektisk roman, med Proust og plastikposer, engangsbleer og fadermord, hårgelé og Hitler, børnehave og kulturkritik, steder og tanker, kassedamer og Kain og Abel, med andre ord det konkretes og det abstraktes integration i en litterær organisme – eller et bygningsværk, om man vil – overlegent komponeret og snedigt kamufleret som en skandinavisk mands selvbiografi.

Jeg tror, den unge (og midaldrende) Knausgårds lidelser vil blive lige så litterært og mentalt betydningsfulde for mennesker i 2010’erne som den unge Werthers ditto blev det i 1770’erne.

Tegning:  Anne-Marie Steen Petersen

FACEBOOKBliv ven med Politiken