På grund af den danske smags anhang til angelsaksisk krimilitteratur går vi desværre ofte glip af den sydeuropæiske ditto, som på mange måder går sine egne veje end de gængse med politibiler, barske blondiner og britisk flegma.

Men takket være visse små og store forlag får vi da franskmændene Vargas og Grangé, Izzo og Férey ud på dansk.

Og et andet forlag har heldigvis budt os på den multo charmerende Gianrico Carofiglios flanerende og velskrevne krimier fra Syditalien. Thi den italienske tradition for krimilitteratur går langt tilbage.

Alligatoren
Den moderne grundlægger og alle italienske krimiers gudfader er sicilianeren Leonardo Sciascia, som årtier før svenskerne Sjöwall og Wahlöö drejede genren i en bevidst og bevidstgørende politisk retning i venstre side af vejen.

Nemlig at blotlægge mafiaens inhumane blækspruttearme ind i landets konservative partier og regeringer.Foto:  Bogens omslag.

Med applaus tager Forlaget Hovedland en chance med Massimo Carlotta, som er et stort navn i sit hjemland med sin pacifistiske privatdetektiv Alligatoren, Marco Buratti, forhenværende bluessanger og nuværende privatdetektiv.

Spændende og velskreven
Vi er oppe i Veneto i nærheden af Padova, forfatterens egen fødeby, og som romanens in medias res-begyndelse antyder det, er vi tæt på Filippo del Marlowe via Raymond Chandlers jegfortællende elegiske impressionisme med kvinders farlige kurver, labyrintiske intriger og mænds fatale fortid.

’Sandheden om Alligatoren’ er da så sandelig tilpas spændende og velskreven, men kan trods alt ikke skjule sin årgang, vintage 1995. Imidlertid artikulerer den aktuelt og klart sit lands korrupte arena med baggrund af forfatterens egen skæbne, at blive dømt for mord i 1976 og pure frifundet i 1993 af præsidenten.

I en løst sammensat nation hvor alting flyder, moralsk såvel som politisk. Alt ser således såre sort ud. Dog, det italienske ord for noir, nero, er trods alt lidt lysere end heroppe i Norden.