Bladrer man i sit indre bibliotek gennem de utallige kulturelle enquete-formater, denne og andre aviser i årenes løb har forlystet læserne med, og zoomer man ind på de eller det spørgsmål, der handler om kulturelle og litterære antipatier, vil en paria-genre træde frem og åbenbare sig som foretrukken prygelknabe.

Det er science fiction-taksonomien i al dens magt og vælde, som igen og igen - ofte uden den store forudgående refleksion - nedgøres på det groveste og frakendes enhver såvel kunstnerisk værdi som menneskelig relevans.

Nebulose fantasier og nørdet rumopera i en fjern, fjern galakse er den almene etikettering af et først litterært og siden også filmisk fænomen, som siden slutningen af 1800-tallet har taget livtag med, hvorledes videnskabens landvindinger påvirker menneskets udfoldelsesmuligheder og selvforståelse.

Spøjst er det imidlertid, at denne massive afstandtagen til science fiction stemmer uhyre dårligt overens med kulturel forbrugeradfærd og diverse kanoniseringsbestræbelser.

Thi folk af alle slags strømmer til biograferne, når eksempelvis Steven Spielberg versionerer 'Klodernes kamp' (så den kommer til at handle om den truede amerikanske familie, som er Spielbergs auteur-træk) eller serverer fremtidsmusik i '.A.I' og 'Minority Report', og da Matt Damon og Emily Blunt løb kærlighedsmæssigt forhindringsløb i 'The Adjustment Bureau' var der også kø foran billetlugerne.

LÆS OGSÅNy Philip K. Dick-filmatisering er flot men gammeldags

Demonstrerer en sublim forfatter
Så i virkeligheden elsker folk science fiction. De ved det bare ikke.

Og en af de personer, som er årsag til, at mange mennesker har et uerkendt kærlighedsforhold til genren, er den afdøde amerikanske forfatter Philip K. Dick, som i løbet af sit alt for korte 53-årige liv udfoldede en nærmest ufattelig flid, som helt konkret udmøntede sig i knap et halvt hundrede romaner samt mere end dobbelt så mange noveller.

LÆS OGSÅSci-fi-mester på speed skrev 11 bøger på to år

Ikke fordi ret mange har læst ham, men fordi hans historier og ideer danner grundlag for nogle af de mest succesrige - og vellykkede - biograffilm i de seneste tre årtier med Ridley Scotts 'Blade Runner' fra 1982 som det første og fremmeste eksempel.

For ikke så mange år siden udsendte det lille københavnske forlag Rosenkilde et bind med Dicks 'Filmatiserede noveller' for at gøre opmærksom på forfatteren bag de succesrige film.

Den er nu kommet i en udvidet udgave, der indeholder forlæggene til film som Spielbergs nævnte 'Minority Report', Paul Verhoevens 'Total Recall', John Woos 'Paycheck' samt nogle flere. Og lad det være sagt: Det er godt gjort.

For nu foreligger der en bog med en håndfuld tekster, som til fulde demonstrerer, hvor sublimt god en forfatter Philip K. Dick er - på idéplanet.

Køkkenvasksurrealisme
Danske læsere kan nu gyse over overvågningssamfundet gestaltet på en langt mere skræmmende måde end hos Orwell, mærke efter hukommelsens stoflighed og lamentere tidens paradokser. For Philip K. Dick er aldrig nørdet space opera, hvor minutiøse skildringer af teknologiske detaljer fylder meget.

Dicks store kvalitet er hans evne til at bygge bro fra abstraktion til konkret fortælling på en begavet og underholdende måde.

Hans tekster er på en gang filosofiske traktater skrevet i en hårdkogt og effektiv minimalprosa uden de store dikkedarer, om det menneskeliges principper, og samtidig er de også fabler om magtbalancen og mentaliteten i den kolde krigs USA, hvor den unge Dick boostede sin egen paranoia ved at slå sig på sprut og amfetamin.

For måske indeholder Philip K. Dicks noveller rent teknisk ikke voldsomt mange metaforer; til gengæld er de med deres universer i sig selv metaforer på den moderne verden og de spørgsmål, de teknologiske fremskridt stiller os over for.

Mest radikalt selvfølgelig: Hvad konstituerer et menneske, som er selve substansen i 'Blade Runner', der i udvalget er repræsenteret ved novellen 'Den lille sorte kasse', der kom fire år før selve romanforlægget 'Drømmer androider om elektriske får'?

Teksterne har deres egne kvaliteter, fordi de er sære, spøjse og sært jordnære på en 'køkkenvasksurrealistisk' måde. Desværre lades de i stikken på flere niveauer.

Mere og mere vedkommende
Oversættelsen formår ikke at fange Dicks speed-drevne, Hemingway- og Chandler-påvirkede sprog. Og det fine overbliksskabende forord ved Bo Tao Michaëlis, som ledsagede teksterne i det første udvalg fra 2004, er udeladt.

Så læseren er på herrens mark med hensyn til forfatterskabets baggrund og forløb. Man bliver alene lapidarisk informeret om de film, historierne har dannet grundlag for, i manchetform. Og man savner noget så banalt som en indholdsfortegnelse i slutningen eller begyndelsen af bogen.

Nogle finder Philip K. Dick bedaget i såvel stil som sprog og tematik. Undertegnede kan ikke erklære sig enig. Han er stadig aktuel og fremdeles en af de mest interessante skildrere og fortolkere af humaniteten som fænomen i en moderne, stedse mere teknologisk verden.

Ja, han bliver mere og mere vedkommende for hver dag, der går. Fordi han først og fremmest er eksistentialist og etiker, som spørger: Hvem er vi, og hvad skal vi tillade, man gør ved os?

Nye læsere kan meget passende begynde her.

FACEBOOKBliv ven med Politiken