Det kan godt være, at Erwin Neutzsky-Wulff har studeret tusindvis af sider om Victoriatiden for at skrive sin nye bog, 'Jack the Ripper'.

Det kan også godt være, at han har baseret sin bog på historiske fakta og politirapporter om den legendariske, ukendte morder. Det kan såmænd også godt være, at han har forsøgt at få det til at ligne en kriminalroman. Men er det interessant? Er det spændende? Er det godt? Nej, nej og atter nej.

Først og fremmest er det ikke engang den »traditionelle kriminalroman med spor og mistænkte«, som bogen ellers lanceres som på forsiden, på bagsiden og på reklamepapiret fra forlaget.

Ingen saft og kraft
Den forsøges solgt som et skønlitterært bud på verdens mest berømte mordsag om Jack the Ripper, der i 1888 dræbte og skændede fem kvinder i Londons luderkvarter, men det er bogen såmænd dårligt nok.

Snarere er den 70 ikke særlig sammenhængende kapitler på hver 1-2-3 sider med Wulffs historieforelæsninger om bl.a. liberalisme, spiritualisme, feudalisme og galvanisme blandet med overfladiske og usanselige portrætter af myrdede prostituerede, diskussioner på lokale britiske pubber, en journalists overvejelser, utallige historier om ukendte såvel som kendte personer, hvis sammenhæng til morderen står hen i det uvisse.

'Jack  the Ripper'. Bogens omslag.Eftersom de mange små kapitler har meget dårlig forbindelse til hinanden, er der heller ingen egentlig fortløbende opbygning af historien, ingen spænding, der bliver bygget op, ingen personer, man lærer at kende, og slet ingen saft, kraft og sanselighed, som man ellers skulle tro, historien om Jack the Ripper kunne kaste af sig.

Afsluttende dagbog
Hvad Erwin Neutzsky-Wulff serverer, er en omgang overfladisk rod, et samlet portræt af kvinder på den tid som »uregerlige« og en række ord, der mere siger noget om Neutzsky-Wulff end om tiden eller morderen - for hvad i alverden skal ord som f.eks. 'illustriøs', 'benefice', 'initianden', 'homunculus' og 'inerte' i en kriminalroman om en vanvittig morder, der sprætter kvinder op til ukendelighed?

At Erwin Neutzsky-Wulff bruger de sidste 50 sider på en nogenlunde meningsfuld og sammenhængende dagbog, der til slut afslører morderen, er slet ikke nok til at indhente forsømmelserne på de foregående 170 siders rod, ordgejl og forelæsning.

Hans historie om Jack the Ripper er kort sagt hverken særlig interessant, spændende eller god.

FACEBOOKBliv ven med Politiken