I 1997 udsendte Gyldendal Dorrit Willumsens kattebog, 'De kattens feriedage', og nu har familien åbenbart også prøvet at holde hund - en grand danois med øjenvipper som en orientalsk prinsesse, lakskinnende snude og hvælvet brystkasse.

Hun gør sin entré i familien ved at bortføre tæppet af mohair, købt i Illums Bolighus, og hun gennemgnaver ejerindens støvler, fabrikat Charles Jourdan. Hun spiser pølser, tre ristede med sennep og ketchup, en burger og seks brød - dog ingen cacaomælk.

Hun nægter at være renlig og gør i stedet på forlaget Vindroses kokostæppe. Hun løber så voldsomt, at Dorrit Willumsen flyver over kørebanen og slår tænderne til blods; hendes vægt er ligesom Dorrit Willumsens, men det skyldes måske også, at hun får hjemmebagte boller med rosiner og smør, Brugsens bedste tyggeben og fin mørk spisechokolade.

Når familien kommer i tvivl, om de foretrækker Jess Ørnsbo eller hunden - den hedder Tøs - vælger de efter mindre end et sekunds tøven hunden. Det ville jeg måske også gøre. Absolut!

---

Denne anmelder har ingen hund, slet ingen grand danois, og jeg er ikke familiært bekendt med den lyriske dyrkelse, en hund kan medføre - jeg ville aldrig sætte mig og skrive om et dyr, tror jeg, fordi jeg dybest set ikke forstår det og frygter det uforståelige.

Alene dyrs forfærdende tandgab! Nogle hundeejere siger, at de forstår dem - jeg tror dem ikke. De digter. Jeg ville meget hellere fortolke et spædbarn end en hund.

Men det er alt sammen aldeles ligegyldigt, for forfatteren har det altså på en anden måde, og hun har det glimrende på sin måde. Hun siger 'hun' om hunden - jeg kommer altid til at krænke hundeejere ved at kalde dyret for 'den'.

Et dyr har selvfølgelig et køn, og det kan føle smerte og savn og lyst og glæde. Man skal passe dem ordentligt. Det vender sig ganske vist i mig, når jeg hører hvordan den æder chokolade, men formentlig har den større glæde af det end jeg.

Bogen er morsom for hundeejere. Den er fuld af kærlighed og ironi og næsten uden sentimentalitet, da Tøs til sidst falder ned ad trappen og flækker madskålen og dør. Familien har ikke fået en ny hund.

»Tøs fyldte så meget«.

Nu har den fået en grav i haven - og en bog.