Czeslaw Milosz, den polsk-litauiske forfatter, der fik Nobelprisen i litteratur i 1980 og sidste sommer ville være fyldt 100 år, tilhører den generation af europæiske eksilintellektuelle, der havde et liv før Anden Verdenskrig.

Krigsårene tilbragte han i det hærgede Warszawa med at digte videre og samtidig deltage i undergrundsarbejdet mod den tyske besættelsesmagt. Under den kolde Krig, da han var ved at blive et kendt navn i sit hjemland, hoppede han af.

Han husker en begivenhed, der var med til at bestyrke hans beslutning. Som yngre, allerede verdensvant diplomat havde han i Warszawa deltaget i en stor og munter nattefest i »de bedste kredse«.

Det var i 1949. Klokken var fire om morgenen, da han gik hjem ad de øde og mørke gader. Her blev han vidne til en fangetransport i åben vogn. Soldater i rulamsfrakker bevogtede de rystende fanger i deres tynde jakker med opslåede kraver.

Kommunismens fængsel
Miloszs farvel til kommunismen faldt i 1951. Fra det ene øjeblik til det andet forlod han den polske ambassade i Paris, hvor han havde arbejdet som førstesekretær, og meldte sig hos det franske politi.

Skønt partimedlem som alle andre havde han ideologisk ikke tjent kommunismen, men han havde betjent systemet og kendte det og fik siden år og bøger til at gå med at analysere dets væsen.

Ikke mindst i et af sine hovedværker, der desværre aldrig nåede at komme på dansk. Det hedder ’The Captive Mind’ på engelsk og er fra 1953. Vi kunne ellers godt have brugt det dengang - da forfatteren Peter P. Rohde som en enlig svale, der absolut ingen sommer gjorde, forlod DKP.

’The Captive Mind’ er i sin art en klassiker på linje med Koestlers og Orwells o. lign. Den handler om den sindets indespærring, som var selve det kommunistiske systems bærende konstruktion, opnået af lige dele privilegier og trusler.

En verden uden mening
I 1958 fulgte Milosz den op med en ikke mindre vigtig bog, der først opnåede dansk udgave over tre årtier senere, nemlig i 1991: 'En Østeuropæers Historie'. Bedre sent end aldrig. Milosz er virkelig kommet dumpende. Så meget mere velkommen er den lille bog fra hans hånd, der nu ser lyset. 'En hund ved vejen' er en af Miloszs sidste.

Han døde som den østeuropæiske emigrantlitteraturs ubestridte grand old man (med streg under litteratur). Selv bekymrede han sig som olding over så lidt, han havde fået sagt.

Det er ikke digte, men en samling aforismer, sentenser, observationer o. lign. om mangt og meget, også om at digte.

Navnlig handler de små stykker om magt og afmagt, forbrydelse og retfærdighed, om barndommens land og ikke mindst i det hele taget alt det, der har undret forfatteren gennem et langt liv som menneske - i universet, historien, samfundet, blandt medmennesker og i sproget. Ja, selv en hund på vejen.

Også fremtiden udfordrer ham. Han er spændt på at se verdens indvendige betræk, hvor al mening jo må findes. Men – hvad hvis verden ikke har noget fór? Hvor skal vores spørgsmål så rettes hen? Typisk Milosz! Svaret fik han måske, men tog det med sig i graven i 2006.

Forelsket i Miss Piggy
Det lille nye forlag Rod & Co, som udsender 'En hund ved vejen', er også en gevinst. Et nyt kvalitetsforlag er til enhver tid en fordel for litteraturen, især nu da de store skæver mere og mere til det lønsomme.

Og Milosz er værd at holde liv i. Han var en særlig brobygger mellem Østeuropa og Vesteuropa, og der er stadig brug for, at forbindelsen holdes ved lige.

I modsætning til en anden stor og nogenlunde jævnaldrende emigrantforfatter østfra, den ærkerussiske Aleksandr Solsjenitsyn, der forskansede sig i Vermont, installerede Milosz sig tværtimod i Vesten med sine egne kritiske forbehold.

Han tilgav så lidt som sin næsegrus beundrer, den russiske digter Joseph Brodsky, Europa, at det accepterede myrderierne i Sarajevo. Dér viste den europæiske idé, de med deres baggrund havde hyldet om nogen, sig som en illusion!

Og i modsætning til en anden stor emigrantforfatter, tjekken Milan Kundera, der med vold og magt blev fransk forfatter, forblev Milosz sin slaviske baggrund i smeltediglen af ukrainere, hviderussere, jøder, tyskere, litauere og polakker tro. Vilnius, hans barndoms og ungdoms by, er et hjerte, som dunker gennem alt, hvad han har skrevet.

Han rejste hjem - efter mere end en snes år som professor i slaviske sprog på Berkeley i Californien - og slog sig ned i Krakow i sine sidste år. Med sig havde han, meget karakteristisk, en lille porcelænsfigur af Miss Piggy fra The Muppet Show. Hende havde han forelsket sig i. Det kunne Solsjenitsyn nok ikke lige have fundet på.

16 år i Gulag-lejr
Heinrich Böll, der i sin tid i sin egenskab af international PEN-præsident tog imod den statsmandsagtige Solsjenitsyn, dengang han blev ekspatrieret, var først og fremmest Miloszs mand. Brændstoffet i Miloszs værk var ikke, som Böll understregede, belastet af den frafaldnes propaganda.

Netop derfor rummede det så skræmmende, uforglemmelige indsigter. De svæver også over temaerne og spørgsmålene i de kloge småstykker i 'En hund ved vejen'.

Sommetider med en ironi så fin, at den muligvis ikke er det – en uvished, som også kan være en pointe. Pris dig lykkelig, siger han indtrængende, hvis du ligner dine naboer og hverken de udstødte under broerne eller de rebelske på barrikaderne. De endte i henholdsvis ensomhed og martyrium. Dem kan du ikke forveksles med. Nej, du reddede skindet ... Ironi?

Ikke spor ironisk er derimod stykket om en klassekammerat, der kom til at tilbringe 16 år i Vorkuta, en lejr i det sibiriske Gulag. Det kunne lige så godt have været Milosz selv.

Derfor bar Milosz - han taler om sig selv i 3. person - »altid nag til det såkaldte Vesten. Han kunne ikke tilgive Vestens intellektuelle deres beundring for snart sagt et hvilket som helst ideologisk diktatur, så længe det lå fjernt fra deres eget land«.

Men hvordan skulle han blive hørt? Ingen ville jo høre sandheden. Den blev mødt med et overbærende smil: Hør fanatikeren! Han fandt på en list: I årevis spillede han rollen som et progressivt og fordomsfrit menneske, mens han i stilhed bar omkring på sin viden.

En godejerindes spøgelse
Hans bøger blev læst og fortolket, men de færreste anede, at der bag de filosofiske meditationer skjulte sig et skrig til himlen om hævn.

»Hvis man glemmer fangerne i Vorkuta, kan man ikke skelne mellem godt og ondt«. At huske dem er farligere for den grusomme stat end et hvilket som helst militær, slutter stykket. Det er overhovedet et hovedtema hos Milosz, at bevidstheden om ondt og godt kun kan hævdes gennem erindringen om de kollektive forbrydelser.

Det er netop den eksileredes uomgængelige opgave: at minde om de rædsler, der så nemt bliver glemt på historiens solside.

For at antyde, at Milosz som digter rummede et stort spektrum ud over det politiske, så lad mig nævne det spøgelse med en rød parasol, han engang har set. Meget gamle mennesker er det nu og da forundt at se fortiden, som de alligevel er ved at blive en del af, og dens væsener.

Spøgelset, han så ved højlys dag, var en ung litauisk godsejerinde, der ledte efter godsets park, men kun fandt krat, murbrokker og buskadser, intet lysthus, træerne fældet, bygningerne brændt, og sin elskede møder hun heller ikke. Og så følger det tøvende spøgelsesspørgsmål: Er det, fordi hun aldrig har elsket ham? Det er hun bange for.

Det er en gribende, komprimeret vignet om den store historie og den lille. Og deres sammenvævethed. En fordrømt mininovelle - som så meget andet i 'En hund ved vejen' smukt oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Czeslaw Milosz er ikke noget spøgelse, når nogen kan finde på at udgive sådan en bog som 'En hund ved vejen'. Den store digter og essayist, der var europæer med en glød, som kun den eksilerede var det, er flovt nok i nogen grad en forpasset skikkelse i dansk sammenhæng.

Godt nogen råder bod på det. Godt at blive mindet om ham igen - og se ham så nærværende og levende.

FACEBOOKBliv ven med Politiken