Nok siger man, at i kunst og fiktion kan form og indhold ikke adskilles, men der gives jo alligevel romaner, hvis sprog er større end den historie, der fortælles.

Og omvendt: En historie kan være så stærk, at den griber og bevæger, skønt sproget ikke løfter sig over gennemsnittet.

En roman af den sidste slags er Khaled Hosseinis ’Drageløberen’ i mine øjne, og mærkeligt nok ser det ud til, at niveauforskellen mellem form og indhold smitter på tværs af mediegrænser: Også Mark Forsters 2007-filmatisering havde svagere skuespil, end historien fortjener.

LÆS FILMANMELDELSE'Drageløberen' er vellykket og smuk

Og her kommer den grumme og gribende historie så som graphic novel, i en tegnestil, der truer alvorligt med at banalisere den.

Genialt dobbeltgreb
Men beretningen om den rige pashtun-dreng Amir, og hazaratjenerens søn Hassans fælles opvækst og venskab i Kabul før den kommunistiske magtovertagelse i 1978 og deres senere skæbner, adskilt af den halve jordklodes afstand og dog stadig så tæt forbundne – dén historie lader sig ikke sådan banalisere.

Her forenes storpolitikkens indgreb i den enkeltes liv med både jordklodens og lokaltraditionens stamme- og klassemodsætninger, alt destilleret ned i en nutidig og dog urgammel konflikt om små drenges nederlag over for stores, om savnet af en moder, sorgen over ikke altid at være sin fars stolthed og skammen over ikke at være sin broders vogter.

LÆS BOGANMELDELSEEn stemme fra Afghanistan

Amir emigrerer (ligesom forfatteren) med sin far til USA, mens Hassan er bundet til hjemstavnens skiftende vilkårligheder, først russernes, siden talebanernes – indtil Amir omsider tager sit ansvar op og konfronterer Kabuls plageånder, også ham fra barndommens gader.

Det geniale ved dobbeltgrebet er ikke mindst, at det iscenesætter den emigrerede rigmandssøns dårlige samvittighed som et spejlbillede af stormagternes (med!-)ansvar for den enkelte afghaners lidelser.

Svigt gøres godt igen
Tegneserieudgaven følger loyalt romanens forløb og med en virkningsfuld dynamik i serierudernes komposition, vinkler og beskæringer.

Men tegnestilen formår ikke at frigøre streg og farveføring fra den mest sentimentale italienske billedbogstraditions skabelonrutiner og bolsjekulører.

Bedst forenes stil og handling i sidste del af fortællingen med den voksne Amirs hemmelige tilbagevenden til Kabul i sommeren 2001 for at gøre sit svigt godt igen over for Hassan og især hans søn.

Nu er det gyldenvarme skær over barndomsafsnittets Kabul, med dragernes flugt på en evig blå himmel, erstattet af bomberuinernes køligere kulører, og de trivielt ’kønne’ barneansigter med glycerintårer på kind viger for voksne profiler med mere individuelt udtryk.

Exit 2014
Hosseini udgav sin debutroman i 2003, endnu i ’efterskælvet’ efter 11. september 2001 og Nato-invasionen umiddelbart efter.

Fortællingens mange ubesvarede politiske spørgsmål vil stå i et nyt lys, når nu forfatterens nye hjemland, USA, også trækker sig ud af hans hærgede fødeland.

Men det ændrer ikke ved, at drageløberen Hassan og hans lille overklasseven Amir sammen overvinder alt: jævnt sprog, andenrangs skuespil og sentimentaliseret billedsprog.

FACEBOOKBliv ven med Politiken