Det er forunderligt at kunne køre fast forward gennem 25 års digtning, der aldrig har haft travlt, men dvælet og gentaget og grebet tilbage.

Pia Juuls digte er ikke hurtige og henkastede, men langsomme og håndkastede, eller rettere sagt er de litterær kunst på den der måde, hvor det grundige og besindige sprogarbejde serveres med en vis skødesløs og uimodståeligt charmerende elegance.

I anledning af digterindens 50-års dag udgives hendes samlede digte under den netop lige så skødesløse som gennemtænkte, lige så dybsindige som charmerende titel: ’Indtil videre’.

Eventyrets univers
Debutsamlingen, ’levende og lukket’ (1985), aftegner et univers, som skal blive ved med at gøre sig gældende i forfatterskabet.

Det er eventyrets og folkevisens middelalderlige eller arkaiske univers. Det lyriske jeg er elverpige, heks, prinsesse, vandringskvinde og kvæder med arkaisk tunge: »mursten i øre/ trold i skød«, »durk i mit kindhul går hans lyd«.

LÆS ANMELDELSEPia Juul får det til at koge i ørerne

Men det arkaiske væves ind i mere samtidige stemninger (»den søde frygt når/ københavn lugter af paris«) og den drilske ordleg, som siden skal blive karakteristisk for Juuls tone: »ridder rønnebær/ på den grå ganger afsted«, »altid askepotter vi to/ kostbare som krystalglassene«.

Det er elverpigen der taler, med sit »hulmønster« på ryggen, sin tilknytning til sagnets, eventyrets, naturens, barndommens og seksualitetens univers, sit drilske nærvær-fravær, der er lige så flyvsk som Juuls lyriske jeg.

At være to og så alligevel én
Mange af digtene har karakter af billedbeskrivelser, som om der lå malerier til forlæg.

Der skrives med små bogstaver og uden tegn, bortset fra isprængte punktummer i første og sidste digt.

Vers og strofer er korte med billedkoncentrerede sætningsemner og indslag af folkevisens eller eventyrets sætningsrytme, men ordene kan være lange og sammensatte: øsdrivvåd, glemselssløret, materieboblen, vandspejlet, glashimmel, snirklerum, insektsvalerne, zigzagslangetungespids.

Det at være to og så alligevel én er fra starten et tema hos Juul. Den ene kan være spaltet i to, to kan smelte sammen til én – og så alligevel aldrig helt.

»Aldrig har du været så alene/ Det kalder de samleje«, står der i ’Forgjort’ (1989), hvor digteren er begyndt at skrive med store begyndelsesbogstaver og sætte sparsomme tegn, såsom citationstegn, der markerer, at en anden stemme taler.

Forholdet mellem ’jeg’ og ’du’ kan læses som en beskrivelse af seksualiteten, der aldrig idylliseres hos Juul: »spid du mig, så drukner jeg dig«, hedder det antiromantisk, men bestemt ikke uerotisk i en alternativ udfoldelse af mande- og kvindekønnets metaforiske potentialer (’i brand måske’, 1987).

I debutsamlingens titeldigt er seksualiteten lige så meget at åbne sig som at lukke sig for den anden: »ind kan du ikke komme. her/ er levende og lukket. her bor kun/ jeg og sæden fra din fortid«.

Det store gennembrud
Forbeholdet for den fuldkomne sammensmeltning gælder ikke bare de elskendes sammensmeltning, men også jegets sammensmeltning med sig selv, navnets med tingen, kroppens med sproget, digterens med sin tekst.

At strø om sig i et digt med ord, hvis reference man egentlig kun kan forstå, hvis det talende jeg er kropsligt til stede, er en koket og lyrisk-filosofisk sport, som Pia Juul brillerer i fra og med ’Forgjort’, men som når ekvilibristiske højder med ’sagde jeg, siger jeg’, der nok kan betragtes som digterindens store gennembrud:

»Min onkel Hector sagde (…) Han sagde/ nej han sagde (…) det som/ Knud engang havde sagt på en anden måde«.

Og så er det vi aldrig får at vide, hvad onkel Hector sagde, men digtet slutter med en håndbevægelse: »Desuden gjorde han altid/ sådan med hånden/ Sådan«.

Suveræn titte-bøh-leg
Brillant koketteri eller suveræn titte-bøh-leg kunne man måske kalde den Juul’ske stemme.

Digterjeget er til stede med sit jeg og sine barndomsminder, og det vil gerne være dér i digtet, men det vil alligevel ikke, lidt ligesom sommerfuglen: »Sommerfuglen vil ud/ men den vil ikke ud/ men den vil gerne/ men den vil ikke ud«.

Vægelsind ophøjet til eksistensfilosofisk ironi, koketteri ophøjet til skødesløs dybsindighed.

I ’Radioteatret’ (2010), Juuls seneste lyriske udgivelse, som velfortjent indbragte hende Montanas Litteraturpris, taler stemmer fra en traumatisk, tysk fortid i munden på poetiske muser, erindringer om krigstraumer væves sammen med erindringer om den første forelskelse.

Førstestemmen ’Eliza C’ changerer mellem at være barn, ung, moden og ældre kvinde.

Det handler om tid, erindring, historie – om at længes efter den fortid, hvor man længtes efter fremtiden. Tiden er gået, så snart den er inde – og det er også en slags titte-bøh-leg.

Stemmerne kommer og går, som når man skruer på en gammeldags langbølgeradio, og radioens flere frekvenser bliver en konkret metafor for de flere stemmer, der bølger i Pia Juuls lyrik.

Jegets nærværende fravær
Indtil videre står den modne Juuls flerstrengede stemmerigdom smukt indrammet af den unge Juuls koncentrerede billedrigdom; vi har tentativt bevæget os fra billedkunsten til lydkunsten, men aldrig var billedet uden lyd eller lyden uden billede.

Med sin citeren, travesti og montage af flere stemmer har Juul indført en ny tone i dansk lyrik, som mange af hendes yngre kollegaer ligger i slipstrømmen af.

Det bliver aldrig ren sampling, der er altid en umiskendelig Juul’sk grundtone i hendes sprog. Ironien i denne tone udstråler fra jegets pendlen mellem at være og ikke være til stede, i sproget, i kroppen, i naturen, i favntaget, i tiden.

Jegets nærværende fravær eller fraværende nærvær som grundvilkår for skriften, men også for eksistensen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken