Journalisten Maise Njor har moret og imponeret mig med sin rapkæftede pen; jeg har klukket og af og til skraldgrinet ad hendes vittige, velskrevne klummer.

Men de sidste par år er en anden Maise Njor dukket frem, en trist og bitter én, forladt af sin mand og såret for livet. Hun har skrevet moraliserende indlæg, der uden spor af humor fordømmer folk, der forlader deres ægtefæller.

Hun har vist sit forgrædte, blege ansigt i tv-programmet ’Sex, kaos og bekendelser’, hvor man også har kunnet opleve hende foretage rituel afbrænding på grillen af det lækre blondeundertøj, hun engang har fået af sin eksmand.

Nu har hun skrevet sin første roman, og den tager også åbenlyst udgangspunkt i skilsmissen, dedikeret »til dig, der godt selv ved, hvem du er«.

Den er ikke forgrædt og humorforladt, men snarere et forsøg på at bearbejde situationen med humor og ønskefantasi, ja, tilsyneladende ligefrem en form for indlevelse i den anden parts perspektiv.

Forsmået reklamemand
Vi følger Carsten, der har sat sig ud i sin bil foran Hellerupvillaen, fordi hans kone, Christina, har fået hans gamle ildelugtende hund fra ungkarletiden aflivet. Carsten er træt af gustavianske møbler og blomstrede vattæpper og planlægning af børnefødselsdage, så nu vil han køre til Afrika og vælte sin Range Rover i mudderet.

Morgen-P3 følger ham over telefonen, og en række andre danske mænd, som er forfulgte eller forsmåede af deres kvinder eller af Danmark, slutter sig ned gennem Europa til ham i bedste Rubberduck-konvoj-stil.

Carsten er reklamemand – han drømmer i reklamer om natten (»Han drømte, at han var den lille bløde Golden Retriever-hvalp fra toiletpapirreklamen«), og han kan med det samme aflæse, hvilket segment et andet menneske tilhører.

Ud fra Bjarnes ’Bjørn Klein’-underbukser, kan han således gætte (og får bekræftet), at Bjarne gik i stonewashed Wranglers i 80’erne, at han har været kæreste med en Heidi og en Tanja, og at han aldrig har set en Lars von Trier-film, men mener, at man ikke skal støtte det lort.

Sjovt nok minder Carstens segmentanalytiske aflæsning af Bjarne meget om Christinas tankeaflæsning af Carsten, første gang de møder hinanden i de glade 90’ere på Krasnapolsky.

I et nostalgisk erindringsglimt mindes Carsten, hvordan Christina som ung cafédronning henvendte sig til ham til tonerne af Eurythmics og sagde den replik, han lige selv havde tænkt: »Totalt cool nummer. Et af den slags hits, som vil holde forever«.

Hvad der skal være et ømt og kærlighedsbekræftende moment i romanen, bekræfter således snarere det segmentanalytiske blik og bringer os i tvivl om, hvorvidt der er en forskel på reklamemanden og romanforfatterinden.

Ikke brølende, øredøvende sjovt
Der er ikke tale om skønlitteratur, men om humor. Og kriteriet for en vurdering må så være: Er det sjovt?

Det er det, men ikke brølende, øredøvende sjovt, måske fordi det aldrig kommer ud over stereotyperne, aldrig knalder ud i det helt gakkede eller eksploderer i kors for tanken, selv om der både er en Pat-Poul, som har fået indopereret implantater under konens bevæbnede tvang, og en Jesus-Jens, som tror, han kan gå på vandet.

Christinas stemme, som taler fra den dagbog, Carsten finder i bilen, bidrager betragteligt til at dæmpe humoren; den er ikke sjov og plat, men alvorlig og plat, med brillante selvindsigter som denne: »Jeg blev så optaget af indpakningen, at jeg glemte at se på indholdet«.

Svært at forstå, at Carsten, når han har læst i dagbogen, kan tænke: »Mon min kone er klogere end mig?«. Men det er måske bare en ekstra understregning af hans mangel på begavelse.

Letflydende underholdning
Njors kritik af kreativ overklasse forbliver relativ; når bare Carsten og Christina lærer at »leve indefra og ud« og vise hinanden deres følelser, skal det nok gå, og den vildeste drøm om et alternativt liv er stadig lige til Alt for Damerne: »Sælge huset og flytte til Sydsjælland og ikke lave en fis i to år, andet end at være sammen med min familie«.

Hvis man vil have letflydende underholdning og små træk på smilebåndet, er man godt tjent med Maise Njors roman. Hvis man vil have eksplosiv socialkritisk komedie eller høre noget klogt om køn og kærlighed, er man ikke.

FACEBOOKBliv ven med Politiken