Hvor mange fjumreår skal kvinderne i dansk samtidslitteratur ha' lov at tage, før regeringen griber ind?

Mens virkelighedens statistikker bugner af flittige skolepiger, og trendforskningen spår os et land befolket af selvsikre karrierekvinder med maskuliniseret adfærd - blandt andet når det kommer til pardannelse (yngre, smukkere, dummere mænd), ser det anderledes trist ud i litteraturen.

Hul på det 'rigtige' liv
Såvel hos de garvede forfattere Kirsten Hammann, Helle Helle og Ida Jessen som hos de nyere på banen - Stine Pilgaard, Iben Mondrup, Kamilla Hega Holst, Henriette E. Møller med flere - har kvinderne svært ved at komme i gear og ligesom få taget hul på det dér 'rigtige' liv.

Det liv, der kan gøres op i lønsedler, børnefødsler og BMI og en gang for alle holde omverdenen i skak endsige en bekymret mor fra telefonen.

Også hos 29-årige Signe, hvis navn rimer på den debuterende forfatter Stine (Askov), er det op ad bakke med at tage sig en uddannelse, finde en kæreste eller få gjort noget ved den bunke papirer, der måske gemmer et romanmanuskript i sig.

LÆS OGSÅDetailstudie af nazismens vanvid er en mørk perle

Angsten 'skraber i hende med sit skarpe næb', og mod slut får vi den triste erkendelse: »Jeg kendte godt den angst. Det var mig, der ikke ville være mig selv. Der ville have et andet liv, der ville være noget andet, der ikke kunne finde ud af at forandre mig og alle dagene, der lå foran mig«.

Det er 'alle dagene der lå foran', som på den ene side rummer den uendelige tristesse, på den anden side indgyder læseren en smule håb på grund af datidsformen.

Politisk ukorrekt humor
Findes der for fortælleren Signe et lykkeligere 'nu' på næste side?

»Der er jo også altid Coloplast«, forsøger moderen ved romanens begyndelse, hvor arbejdsløse Signe er på et af de forvoksede teenagebesøg i sit barndomshjem med formaninger, snagen og en lunken middagsrest på vej ud ad døren som tak for besøget.

At Coloplast er en fabrik, der producerer stomiposer, er typisk for den politisk ukorrekte humor, siderne flyder over med, for der er jo ikke noget galt i at producere plastikposer til afføring, lige så lidt som der er noget odiøst i at sælge slankepiller og fodfile i Matas. Hvilket er det næste, Signe kaster sig over med mindreværdets arrogance og direkte ubehøvlede ekspeditioner til følge.

Skideskæg nedladenhed
Det er skideskægt. Og fordi materialisten med de store ører og hjertet på rette sted skildres så ømt, sluger man al den nedladenhed, hvormed hele butikken i øvrigt skildres.

Heriblandt også den indædt bejlende bibliotekar med cykelklemmer og et fjæs 'så fladt som en rødspætte'. For hvor ussel verden end ser ud gennem Signes optik, er hun dog selv den usleste: »Jeg trivedes dybest set kun med at være lagt for had«.

Tragikomisk chik-lit
Så da den smækre nabo slår dynen til side for en forvirret Signe 'i et par daggamle Sloggiy', er det svært at tro, at der for alvor er omslag i vejret, at den unge kvinde endelig har fået 'bid', som romanens titel ellers kunne antyde. Man under hende ellers fangsten.

En tragikomisk roman om ungdommens eksistentielle tilløb, en chick-lit-historie med alvorlig understrøm? Stine Askovs debut bæres i hvert fald sikkert igennem af en rapkæftet sarkasme, der heldigvis ser ud til at kende sin egen begrænsning.

LÆS OGSÅMaise Njors debut er en klumme forklædt som roman

Da den fesne bibliotekar har været med på lummert hjemmebesøg i Kokkedal og insisterer på at analysere det syge ophav, svarer hovedpersonen kvikt igen: »Der er ikke noget at analysere. Lad som om, du har set en film af Erik Clausen«.

Det gør vi så. Og håber, at både Signe og Stine er færdige med deres fjumreår.

Men her må regeringen i øvrigt også gerne snart gribe forebyggende ind.

FACEBOOKBliv ven med Politiken