Den mexicanske storby Ciudad Jurarez tæt ved den amerikanske grænse er berygtet for sine dystre dødstal.

Det er i Ciudad Juarez narkokartellerne slagter hinanden og uskyldige forbipasserende i et så svimlende tempo, at synet af stakkevis af halshuggede lig ikke længere får de lokale til at løfte mere end et øjenbryn.

Sidste år blev 3.000 mennesker myrdet i byen syd for Rio Grande! Og det er i Ciudad Juarez, man siden 1993 har oplevet en skræmmende epidemi af brutale kvindemord.

Omkring 700 unge kvinder, de fleste af dem mørklødede, er blevet brutalt voldtaget og myrdet i det Ciudad Juarez, der fremstår som en oplagt kandidat til helvedes forgård.

I sin bogstavelig talt mageløse roman '2666' har den chilenske forfatter Roberto Bolaño omdøbt Ciudad Juarez til Santa Teresa, men byen, der bliver beskrevet som »en krydsning mellem en glemt kirkegård og en losseplads«, er ikke til at tage fejl af.

Det er dødens by. Om byens universitet hedder det, at det »lignede en kirkegård, der pludselig forgæves havde givet sig til at tænke. Det lignede også et tomt diskotek«. Flere slags mørke skjuler sig under titlen '2666', der kan fortolkes som 2.0-versionen af Djævelens hjemmenummer, 666.

Der er kvindemordenes, narkoens og snuff-filmenes Santa Teresa. Der er ofrene, som typisk enten er prostituerede eller unge fabriksarbejdersker, ofte med indiansk blod, der råt er blevet brugt og smidt væk i ørkenen som affald.

Det er machokapitalismen i sin rene, rå form, men samtidig har mordene et ekko af den gamle mexicanske tradition for aztekiske menneskeofringer.

Ondskab
»En mørk, aztekisk, svagt bekendt sø« glitrer i romanens afkroge sammen med synet af tavse indianere, som måske afventer at den møre hvide civilisation skal bukke under for sine atavistiske instinkter.

LÆS OGSÅ Portræt af forfatteren bag den vigtigste roman siden årtusindskiftet

Santa Teresa er det afløb, hvor blodet efter en gammel forbrydelse løber ud, men »tegnene eller beviserne på ondskaben ryster os ikke mere, de virker intetsigende, uforståelige på os«.

Sådan skrev Bolaño for små ti år siden. I dag ser vi billeder af indbyggerne i Ciudad Juarez upåvirkede gå rundt og spise isvafler mellem de halshuggede narcos.

Fem romaner i romanen
Som Bolaños andet hovedværk 'De vilde detektiver' er også '2666' en slags korværk. Den består af fem romaner i romanen, som kun har spinkle indbyrdes relationer, men alle har Santa Teresa tilfælles.

I den første bog er en kvartet af kritikere på sporet af den gådefulde tyske forfatter Benno von Archimboldi, der som en anden Thomas Pynchon ikke fremstår med billede og til og med optræder under pseudonym.

I anden bog følger man den 50-årige filosofilærer Oscar Amalfitano, der er flyttet fra Spanien til Santa Teresa for at undervise, men med god grund er nok så bekymret for sin smukke datter Rosa i den farlige by.

Tredje bog fortæller om den sorte journalist Oscar Fate, der kommer til Santa Teresa for at dække en boksekamp, men bliver suget ind af historien om kvindemordene. Fjerde del er 'Forbrydelsernes del'. 320 siders pertentlig gennemgang af endeløse, grufulde kvindemord.

De moderne kriminalromaners kyniske jagt på stadig mere udspekulerede og perverse mord bliver her vendt på vrangen, så man stadig mere udmattet med opspilede øjne må læse med fascineret kvalme.

Og endelig fortæller sidste del så historien om, hvordan drengen Hans Reiter, der som barn var opslugt af bogen 'Et udvalg af dyr og planter langs de europæiske kyster', via sin tid som soldat i Hitlers hær blev til den berømte forfatter Archimboldi – med kurs mod Santa Teresa.

I bogen begræder Oscar Amalfitano nutidens fravær af »de store, uperfekte, vildt strømmende værker, dem, der baner vejen i det ukendte (...) hvor de store mestre kæmper mod det egentlige, det, der skræmmer os alle, det, som kyser og konfronterer, og hvor der er blod og dødelige sår og stank«.

En slægtning til 'Moby Dick'
Det er Bolaños slet skjulte hensigtserklæring, og med '2666' leverede han så selv det efterlyste vilde værk. Det giver mening at se '2666' som en slægtning til 'Moby Dick'.

En ordentlig 'Mobydreng', der stirrer ned i menneskets og verdens mørkeste afgrunde, når den ikke som Melville begiver sig ud i vanvittigt detaljerede udredninger om sit udvalgte fænomen.

Lige så amatørvidenskabeligt som Melville redegjorde for hvalfangstens historie og fænomenologi, lige så nøgternt og detaljeret gør 'retsmedicineren' Bolaño, der gerne ville have været kriminaldetektiv, rede for mord efter mord med en grundighed, der gør én svimmel.

Malstrøm af mord
Sammenlignet med Bolaños andet hovedværk 'De vilde detektiver' er '2666' meget lettere at læse, men samtidig er der også meget desto mere at grave sig ned i.

I denne malstrøm af mord løber nazismens forbrydelser, conquistadorernes indianerudryddelser og aztekernes menneskeofringer sammen med nutidens narko- og pornofabrikker i et billede, hvor begrebet race spiller en foruroligende rolle som repræsentant for de atavistiske kræfter i mennesket.

LÆS ANMELDELSEVittig og absurd roman beskriver poesien som passion

Men det er ikke uhygge alt sammen.

Fire af de fem bøger er faktisk bare fire rigtig gode, originale og velskrevne romaner, der tilsammen og sammen med det rystende dødskartotek bliver en sælsom blanding af skræmmende samtidsroman, profeti og metafor, gigakrimi og gådefuld postmoderne fortælling om jagten på en hemmelighedsfuld forfatter.

I løbet af de blot 10 år digteren Bolaño udgav romaner, blev '2666' den vældige kulmination, han ikke selv nåede at se udkomme.

At den udkommer nu på dansk i Iben Hasselbalchs letflydende oversættelse, er en begivenhed.

FACEBOOKBliv ven med Politiken