Børn finder på sådan noget. At skrive en liste over ’det, mor siger’ og hænge den op i garagen, der er ved at blive indrettet som ’klublokale’. Quintanas liste over mors replikker lyder: »Børst dine tænder, børst dit hår, tys, jeg arbejder«.

Uskyldigt, tilfældigt, ja, tilmed morsomt kan man mene. Alligevel husker Quintanas mor listen mange år senere, da hun er ved at gøre en slags regnskab over sin relation til den datter, der døde som bare 39-årig.

LÆS OGSÅ Sorgens mirakler

Moderen er Joan Didion (f. 1934), herhjemme kendt for erindringsværket ’Et år med magisk tænkning’, der har modtaget priser og er blevet dramatiseret med selveste Vanessa Redgrave på scenen.

Hvis man som jeg under læsningen af ’Et år ...’ konstant lod sig distrahere af den grotesk tragiske omstændighed, at Didions datter lå dødssyg i tiden efter ægtemanden Johns død, men alligevel var underlig perifer i forhold til det sørgeår, Didion skrev sig igennem, vil ’Blå timer’ på mange måder komme som en forløsning.

Det lette først
Den første bog var dedikeret til John og Quintana, den anden kun Quintana.

Man kan sige, at begrebet ’den svære toer’ får sin helt egen betydning, idet Joan Didion øjensynlig har skrevet ’den lette’ erindringsbog først. Den problemfri kærlighedserklæring til et blæret, symbiotisk parforhold, som det nu udfoldede sig blandt USA’s kulturelle jetset gennem det meste af et halvt århundrede:

»Der var ikke noget, jeg ikke diskuterede med John. Eftersom vi begge var forfattere, og begge arbejdede hjemme, var vores dage fyldt med lyden af hinandens stemmer«, hedder det i ’Et år...’. Man ser – og hører – ægteparret for sig. Men datteren?

LÆS OGSÅ I sorgens storm

Som sagt: »Tys, mor arbejder«, lyder ekkoet fra den evigt uperfekte barndom i dette andet og, synes jeg, langt mere interessante kapitel om en kvindes følelsesliv, der, hvor det virkelig gør ondt og tør være grimt.


Diagnosen
For når historien om Quintana er svær at fortælle, skyldes det ikke kun den banale antagelse, at intet er værre end at miste sit barn, nej, historien om Quintana handler også om en langt mere kompliceret relation end den til ægtemanden. Og om et kompliceret barn.

Didion noterer nøgternt, at den diagnose, der til sidst syntes at matche datterens opførsel bedst, var borderline personlighedsforstyrrelse. Og at hun som mor så alle symptomerne, men derimod ikke erkendte »de voldsomme anstrengelser for ikke at blive forladt«.

Med til fortællingen hører, at Quintana var adopteret, så ud over de almindelige doser skyldfølelse, mødre påfører sig, supplerer Joan Didion med nogle ekstra. »... ’Bedring’ ligesom ’adoption’ er og bliver begreber, der lyder mere overbevisende, end de viser sig at være«, hedder det eftertænksomt fra en kvinde, der undlader at skåne sig selv og fortidens naive håb her i tilværelsens blå time.

Tilbageblik
For ja, der er stadig lidt frankofile sværmerier for l’heure bleue, denne tid på dagen, året og den kølige forvisning om efterår og altings ende, hvis man er til det, men generelt forekommer det mig, at ’Blå timer’ er mindre arrangeret end forgængeren.

Et sted skriver Didion ligefrem om den nye skrøbelige mere direkte måde at skrive på, der indtræffer sent i livet, og som måske har udviklet sig en tak mere her.

I hvert fald er der både karskhed i tidsbillederne og en registrering af eget forfald, der vidner om en gavmild ærlighed bag de kontrollerede informationer.

Som en pludselig undren over den sorgløse omgang med alkohol i Didions vennekreds tilbage i 1960’erne, hvor alle de cigaretrygende Chanel-dragter uafladeligt miksede drinks. Eller en stille erkendelse af, at de højhælede sandaler med de røde remme ikke længere sådan lader sig bestige.

Med sin analytisk essayistiske tilgang til sit tema, bliver ’Blå timer’ således på smukkeste vis en bredere, mere favnende bog om tilværelsens tab. De omstyrtende store og de daglige små.

FACEBOOKBliv ven med Politiken