'Gensyn med Brideshead’. ’Upstairs Downstairs’. ’Downton Abbey’... soap eller ej: Britisk samfundsmønster og selvforståelse gør den slags klasse- og sædeskildringer til noget uefterligneligt – alle ’Matadors’ kvaliteter ufortalt.

Så en moppedreng på et halvt tusind sider om de slægtled, der gennem et århundrede er knyttet til et provinsielt engelsk herresæde – det er da lige noget for mig!

Sådan tænkte jeg på forhånd om denne 58-årige engelske forfatters nu anden roman på dansk.

’I skønhedens tjeneste’ udkom herhjemme i 2005, året efter at den vandt prisen Man Booker. Denne krønike fra Thatcher-tidens London har jeg ikke læst endnu, men jeg har bestilt den – og ved samme lejlighed hans 1988-debut, ’The Swimming Pool Library’.

LÆS ANMELDELSEAlan Hollinghurst: 'I skønhedens tjeneste'

Jeg blev nemlig ikke skuffet – her er herregårdsliv nok til hele ugen, og Hollinghurst skriver som en engel eller rettere: stilsikkert som en nutidig Henry James.

Men jeg blev klogere, for romanen handler langt mere om noget helt andet: Bi- og homoseksualitet som en socialt delvis accepteret, men alligevel kun halvoffentlig hemmelighed. Og om den skiftevis hyklerisk fortiende og nærgående nyfigne britiske offentlighed om emnet gennem det 20. århundrede.

Forfattere med hver sin ret
Både litterært og journalistisk har biografien som genre jo en helt anden status i England end herhjemme – se bare siden med nekrologer i en engelsk avis med en helt anden grænse mellem personalhistorie og sladder.

Hele det felt gennemlyses i ’Den lange afsked’.

Denne danske titel har intet med Chandlers 1953-krimi ’The Long Goodbye’ at gøre, men sigter måske til, at det tager det meste af århundredet at nå ind til et sandfærdigt eftermæle efter romanens centrale figur – Cecil Valance, en nyadelig andenrangslyriker fremstillet som epigon af de unge døde-digtere, specielt Rupert Brooke.

Denne selvsikre hanekylling møder vi kun i live i det første af romanens fem hovedafsnit i sensommeren 1913 i færd med at lokke ikke alene sin borgerlige studiekammerat George med ud mellem buskene, men også Georges 15-årige søster, Daphne.

Hun er helt svag med det romantisk opstyltede digt, han skriver i hendes poesibog – men er det til hende eller til broderen?

LÆS INTERVIEWSkeletterne rasler i 80'ernes skabe

I de følgende fire afsnit, det sidste i 2008, kredser familien og andre om den efter døden ufortjent opreklamerede Cecil og om herresædet Corley Court, hvis kapel rummer hans katafalk – mens resten af det senvictorianske skrummel af et hus med tiden bliver kostskole. Både George, Daphne og fløsens yngre bror Dudley skriver bøger om den afdøde.

Peter, en senere ung lærer på skolen, tager også tilløb, men overhales af sin unge, socialt opadstræbende elsker, Paul, fra den lokale bank... Forfattere kalder de sig alle med større eller mindre ret.

Kostelig læsning
Selskabet er med andre ord knap så glitrende intellektuelt som Bloomsbury-kredsen, selv om Virginia Woolf anes i horisonten.

Men bøsser, bisser og enkelte endimensionale heterofile befolker disse personmyldrende snit gennem epokerne – ikke som sensation, men som en selvfølge. Især den ærgerrige Pauls jagt på den døde digters utrykte breve og digtudkast – herunder »en slags bøssemanifest i femfodskupletter« – fører os gennem firsernes universitets-, forlags- og tidsskriftsmiljøer, som Oxford-uddannede Hollinghurst kender ud og ind.

Denne nidkære jagt på efterladte breve og obskure interviewofre i en litterær offentlighed, hvor ingen skribler er for ubetydelig til at få sit liv beskrevet af en anden, der derved også selv opnår denne besynderligt eftertragtede titel af forfatter – det er kostelig læsning.

Bekvemme omskrivninger
Ubesværet og detaljeret (indtil det omstændelige, unægtelig) glider Hollinghurst ind mellem både ørerne og benene på sine personer og udleverer med de skiftende synsvinkler deres bekymringer såvel som bekvemme omskrivninger af mindre ædle motiver.

Det nærmeste, vi kommer en gennemsympatisk figur, er Daphne, i åbningskapitlet fuld af livsappetit og sværmeri – og med årene et portræt af en nok så nøgtern, let fordrukken enke.

Stensikker på sig selv og sine valg mellem tale eller tavshed om fortiden.

FACEBOOKBliv ven med Politiken