Laksefiskeri i Yemen’ er en feelgood film af svenske Lasse Hallström, som bygger på en feelgood roman af britiske Paul Torday.

Paul Torday, der er årgang 1946, fik med denne sene debut, hvad man vel med den gamle kliché kan kalde et brag, da den blev filmatiseret af og med stjerner, og han selv er nomineret som Englands bedste nye forfatter.

Hvis han er det, står det sløjt til i engelsk litteratur, for trods betydelig charme, humor og herlig satire over især spindoktorer – det er bogens mest vellykkede del – så hæver ’Laksefiskeri i Yemen’ sig, i hvert fald i oversættelsen, ikke over det filmmanuskript, den så også endte som.

Mindre poleret end filmen
Ikke desto mindre har jeg ladet mig fortælle, at filmen, der havde dansk premiere i forsommeren, har ændret den eneste sørgelige, men realistiske detalje, der er i bogen, til en happy ending.

LÆS OGSÅSød romantisk komedie krydrer kærlighed med fluefiskeri

Og jeg kan på bogens omslag se, at hovedpersonen i Ewan McGregors skikkelse er betydeligt flottere end den midaldrende fiskeekspert Alfred Jones, hvis dagbøger – sammen med diverse korrespondance – udgør en del af romanen.

Politikere, spindoktorer og arabiske fundamentalister
Historien sættes i gang af, at en excentrisk og stenrig sheik får den idé, at han i Allahs og fredens navn vil sørge for at man/han kan fiske laks i Yemen. Det er et umuligt projekt, men i amerikanske film er drømme jo meget vigtige at realisere.

Den europæiske, mere præcist den britiske vinkel er så at gøre nar ad de kyniske politikere og de endnu mere kyniske, opblæste og naragtige spindoktorer, der vil slå politisk plat på det. På den anden side sikrer voldelige arabiske fundamentalister en vis spænding, som dog tenderer det operetteagtige.

Vores fiskeekspert, der er gift med en til det sexistisk fornærmende parodi på en karrierekvinde – hun er faktisk koldere end de fisk, han beskæftiger sig med – ryster først på hovedet ad projektet, som han tvinges ind i af sin eftersnakkerchef, der gerne vil sikre sit instituts bevillinger.

LÆS OGSÅBestemt skuespillerinde: Giv mig nogle gode roller

Men da han i forbindelse med arbejdet møder en yngre karrierekvinde, der meget belejligt ikke er en parodi, og også fascineres, dels af den karismatiske og trods sin 1.001-nats rigdom yderst taktfulde excentriske sheik, dels af projektet, kaster han sig ud i de ubegrænsede resurser. Og lægger afstand til sin kolde kone.

Langt fra realistisk
Sandsynligheden må man kigge langt efter; det er vel desværre betingelsen for feelgood produkter.

Men det havde ikke været nødvendigt at gøre Alfred Jones til missionerende ateist i bogens begyndelse.

Hensigten var nok at gøre hans omvendelse til en slags troende (på den ameri ... nå nej, sheikens drøm) så meget desto mere mærkbar; men det får hovedpersonen til hænge endnu mindre sammen. Og man ville næppe referere sårbare kærlighedsscener under en afhøring ...

Momentvis Monty Pythonsk humor
Når jeg nu har gjort mig lystig over ’Laksefiskeri i Yemen’, skal det retfærdigvis siges, at der er vittige, satiriske, tragikomiske og stedvis skarpe øjeblikke, for eksempel da den unge karrierekvinde traumatiseret søger hjælp og oplysning om sin officer-forlovedes død.

Hendes mailhenvendelse til forsvaret kan ikke besvares grundet nedskæringer; opgaven er udliciteret til Hyderabad, Indien:

»Ring venligst til os på 0800 40 400 8000, hvor du vil blive betjent af en af vores højtuddannede ansatte, som alle har taget UK NVQ eller tilsvarende i samtaleterapi. Denne service er først for nylig blevet overført til Indien, så du vil muligvis opleve lettere sproglige problemer (...) Vær venligst tålmodig, de gør deres bedste«. Her anes Monty Pythons landsmand.

Paul Torday skulle have holdt sig i den boldgade; hans spindoktorportræt – desværre knap nok karikeret – er som sagt det bedste ved denne roman.