Der er stærke skildringer af skyttegravskrigen i Christoph Poschenrieders roman, flimrende billeder og godt formidlede indtryk af den søvngængeragtige frontsoldat, paralyseret af rædslerne og sin egen angst.

Det kan ikke være helt let, når man selv er årgang 1964, født i Boston, i dag ganske vist bosat i München, men trods nationsfællesskabet med romanens hovedperson, den tysk-jødiske officer Ismar Manneberg, stadig på stor afstand af den virkelige krig.

LÆS OGSÅ Advarsel: Denne bog er farlig og stærkt vanedannende

Skildringen, den fremsuggererede skræk, kommer det imidlertid ikke så meget an på hos Poschenrieder; den tjener et højere pædagogisk formål. Som man også kan synes er et både lavere og efterhånden også fortænkt formål.

Det går sådan for sig: Manneberg kaster sig ud i krigen, patriotisk og i det håb, at patriotismen på den anden side af krigen kan få den tyske antisemitisme til at lægge sig. (Som bekendt gik det anderledes, den historie lige akkurat antydes mod slutningen af romanen).

Højere pædagogiske formål
Ved fronten, mellem dyngerne af maltrakterede menneskekroppe, sætter angsten sine kløer i den unge officer – næsten bogstaveligt, en ’sort panter’ bliver en fast del af hans vågne mareridt.

Krigens sjælelige sønderlemmelse har andre billeder, først og fremmest titlens ’spejlkasse’, en opfindelse fra et nyligt årti, som Poschenrieder med kunstnerisk frihed transporterer tilbage til årene mellem 1914 og 1918.

Kassen kan med sin enkle spejleffekt fordoble den amputeredes ekstremiteter og ved så at sige at snyde hjernen desuden fjerne hans fantomsmerter. Stablet oven på krigsskildringernes sjælelige amputationer bliver spejlkassen på den måde et – lige lovlig fermt – billede på lindring og heling.

Men ikke nok med det. Manneberg skriver i et forfjamsket øjeblik et brev til sin ikkeeksisterende forlovede, et rørende forsøg på at skabe forbindelse til normalitet og menneskelighed, og får svar. Indbildningskraftens – fortællingens, fantasiens, spejlingens – helende virkning er stor.

Tilbage til nutiden
Og så én gang mere, ind i spejlkassen og ud igen: Oppe i nutiden sidder Mannebergs grandnevø i sin pizzabakkeensomhed, bøjet over onklens frontberetninger og med sit identiske behov for kærlig omsorg og en vej ud af sjæletrængslernes labyrint.

Også til ham er der en fantomveninde.

Der er kommet meget topping på Poschenrieders roman, efter min smag alt for meget.

LÆS OGSÅStor forfatter får fuldt hus

Mest for meget af den evindelige, udbasunerede forherligelse af fantasien og kærligheden, et af den selvforførte underholdningslitteraturs sikre kendetegn, for nu ikke at sige dens selvspejling.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad ville mon Poschenrieder og alle den litterære verdens poschenriedere i et nøgternt (eller værre: angstfyldt) øjeblik selv sige til det hele?

Lirekasse?