Dovenskab tolereres ikke. Åbenhed er et must. Til gengæld er der forfriskninger og kolde omslag undervejs. Det er konditionerne, når man først har sneget sig ind i den amerikanske forfatter Siri Hustvedts tværvidenskabelige auditorium, hvor teorierne svirrer og sproget skiftevis spalter og samler det hele for øjnene af en.

I langt de fleste af de 32 essays i ’At leve / At tænke / At se’ giver Hustvedt os, hvad vi har brug for af teoretisk førstehjælp for at prøve og efterprøve hendes ideer, som, når alt kommer til alt, netop ikke er et skolepensum, men vital skrivekunst, bedrevet af en kvinde, der uafladeligt fylder sine bogreoler, sit migræneplagede hoved og sine læsere med nye vinkler og værker.

LÆS OGSÅ Hustvedt skaber moderne komedie ud af ægteskabskrise

Provokationer, der kan aktivere den ældgamle dyst mellem humaniora og naturvidenskab, mellem skidt og kanel, når vi som små sisyfosser moser videre i forsøget på at fatte, hvad det vil sige at være til, at have - eller snarere blive - et selv.

Bredt spektrum
Siri Hustvedts kæphest er tværfaglig dialog mellem især kunstteori, neurovidenskab og psykoanalyse, selv om hun erkender, at resultatet ofte ikke er »noget kønt syn«, da det er »et rodsammen af termer og begreber«.

Men som sagt, så gjort, op på kæphesten og ud over de vilde forskningsfelter.

I essayet ’Ekskursioner til øerne med de lykkelige få’ beretter Hustvedt med stor humor om sin insisteren på at bygge denne bro via studiegrupper, selvstudier og forelæsninger, et arbejde, der bl.a. kræver, at hun køber en gummihjerne for at hitte rundt i, hvad beboerne på ’den fremmede ø’ så rent faktisk taler om.

Og animeret bliver litteraten, der oprindeligt skrev afhandling om ’sprog og identitet i Charles Dickens’ romaner’:

»Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg have brugt neurobiologien til at gøre rede for Dickens’ uendeligt fascinerende verden«, ivrer Hustvedt. I et senere essay, hvor forelskelsen måske er kølnet lidt, kan man til gengæld næsten høre humanisten stampe i gulvet, da følgende delkonklusion serveres:

»Men jeg tror ikke på, at den menneskelige subjektivitets og intersubjektivitets raffinerede karakter kan reduceres til neuroner«. Altså - videre, fru Sisyfos.

Flydende grænser
Hustvedt går sjældent heller den lette vej, når hun skriver sine bredspektrede romaner, men også her læner man sig trygt tilbage i forvisning om, at nok er der tab, sorg og savn og skrækkelige sygejournaler forude, men samtidig en nænsom forfatterautoritet, der afbøder slagene og sørger for, at de tragedier, vi læsere må leve med, i det mindste har eller med tiden får deres egen form for logik.

Den tidslige skelnen (har, får) er central i hele Siri Hustvedts tilgang til det at erfare, skrive og læse. Eller ’at leve, at tænke, at se’, som essaysamlingen hedder, hvilket jo dybest set er det samme. »Hukommelsen er flydende«, fastslår Hustvedt og arbejder igen og igen med, hvordan drøm, erindring og fantasi krydser spor. Og altså skaber os som mennesker - for øjnene af hinanden.

LÆS OGSÅStjerne-forfatterinde: »Erotiske eventyr er ikke mord«

I ’Tre historier om følelser’ vender hun eksempelvis tilbage til sit diktum, ’At skrive fiktion er ligesom at huske noget, der aldrig er sket’, fra sit fem år ældre essay ’Hinsides’ for at tage endnu en rundtur i det tema eller mysterium, der handler om, hvordan tiden skyder sig ind mellem en konkret oplevelse og en senere erindring herom, hvorfor ’oplevelsen’ aldrig vil stå rent eller uforanderlig hen.

Hvilket altså igen betyder, at det at huske og det at forestille sig noget, som fiktionsforfatteren jo gør, kan ses som del af samme mentale proces.

Hustvedt trækker her på utallige kulinariske eksempler fra sit eget private fadebur, men rækker også bredere ud, når hun eksempelvis problematiserer amerikanernes aktuelle forkærlighed for autenticitet og selvbiografiske ’sande historier’ på bekostning af den ’usande’ roman.

Kolde omslag
Det decideret politiske essay er ikke hendes stærkeste side - kritikken af den kollektive fortrængning og forvrængning, der var en del af Bush-retorikken, forekommer eksempelvis sært udvendig.

Men når det gælder hjertesager som vores lemfældige omgang med søvn (’Sove / ikke sove’), uddeles der med fader Freuds velsignelse og Shakespeare som backup effektivt og overbevisende små klaps. Eksempelvis til de af tidens forældre, der hyrer en søvncoach og tror, at ’søvntræning’ er til børnenes og ikke de udmattede forældres bedste.

For hvis vi som Freud oplever, at ’det menneskelige sind er afklædt i søvnen’, og giver Shakespeare ret i, at ’søvnen er den falske død’, hvorfor så i himlens navn insistere på at lade sit barn græde sig ensomt i søvn?, lyner Hustvedt.

Det var de kolde omslag. Og forfriskningerne?

Lækre billedanalyser lige til at klippe ud og hænge op af bl.a. Louise Bourgeois, Goya og Gerhard Richter, en flirtende leg med begrebet selvbillede og Hustvedts barnlige, men vedholdende fascination af filmdivaernes garderober foruden endnu en poetisk karruseltur i ’migrænikerens’ sygejournal.

Men især - og som altid - vil Hustvedt-kendere sige - forholdet til faderen. Den distancerede, nu afdøde professorfar, partielt og symbolsk fastholdt på fotografiet, men flydende i erindringens lumske fremkaldervæske.

Dybt flow
Hustvedt forener forskerens stædighed, analytikerens skarphed og kunstnerens sans for skønhed i sine essays. Man hengiver sig hellere end gerne til det flow af dyb personlig indsigt og erfaring, som hun gavmildt baserer sin frie forskning på.

LÆS OGSÅ Det hun elskede

Og man behøver som sagt ikke at være nyfreudianer eller kunne sin neurobiologi på fingrene for at følge pointerne, men i de mest fagspecifikke essays kunne man godt få lyst til at have en psykoanalytiker i den ene hånd og en hjerneprofessor i den anden for - om ikke andet - at være i stand til at stille klassens frækkeste spørgsmål.

Det spørgsmål, der kunne slå den misundelsesværdigt elegante forelæser ud af kurs.

Bare et lille, forstyrrende øjeblik, før vi forlader auditoriet.