Den allerførste gang var der en mand fra Aarhus, der udgav ’Hundrede historier’.

Det var små øjebliksbilleder og livsforløb for sådan noget som skinsyge sild og forelskede rugbrød. Det er 20 år siden nu. Forfatteren er Louis Jensen.

De var meget korte og placeret æstetisk (Louis Jensen er også arkitekt) i sidens gyldne snit som små firkanter. Billedsiden blev varetaget af Lilian Brøgger, der højst ukonventionelt illustrerede historierne på forhånd, idet hun tegnede ti opslag med elementer fra de kommende ti små historier.

LÆS OGSÅPrisbelønnet børnebogsforfatter rammer atter plet

Og sådan er det fortsat. I et stadig tættere samarbejde med tegneren. De er nærmest vokset sammen.

Og dertil i et klarøjet livtag med selve eventyret – og sig selv.

Her er det rene snit i det gyldne snit. Nu er vi nået til bind syv, tallene 7-800. Forfatter og forlag har optimismen i behold, viser den glade titel: ’Halli! Hallo! Så er der nye firkantede historier’. Nu mangler kun tre bind i at nå det magiske 1001-tal. De to med hver hundrede og så en enkelt med kun en historie i. Forfatteren har skrevet den.

Hjerte-snapshots
Det er vidunderlig læsning.

Man bliver høj og bred og dyb og frit svævende ved at stifte bekendtskab med disse hjerte-snapshots, der selv undrer sig undervejs og aldrig bliver indladende.

Det er alvor.

Også selv om det er sært. For »En syv hundrede og fireogtresindstyvende gang og stadigvæk sidder der en fugl inden i hvert menneskes øjne. Den hedder Øje-Fugl«.

Så er det på plads.

Louis Jensen kan godt lide orden i fantasien. Så vi kan gå videre til: »En syv hundrede og femogtresindstyvende gang for Dronningen vild på havet«.

Det bliver spændende.


Skrevet til alle
De hundredvis af historier er skrevet til mennesker, som kan lide sådan noget. De kan være mellem nul og hundrede år. Historierne færdes mest i naturen blandt store fisk, træer og vimse fugle. De er livsvisdom i hverdagstøj.

For det meste priser de livet og lykken, men der er også plads til tungsind og den rå virkelighed, som har indledt de seneste samlinger. Her går det sådan til i firkanten:

»En syv hundrede og første gang bad min kæreste om et bevis på min kærlighed. Hug din kats hale af! Hun lagde øksen på dynen foran mig. Det gjorde jeg. Så lo hun og gik sin vej. Jeg græd, men katten omfavnede mig. Katten tilgav mig. Månen og den grønne skov så det. Jeg er ham, der ingenting ved«.

Det er klart, at de hundrede historier har udviklet sig hen over tyve år – hvem gør ikke det! – men der er en forbløffende konsistens over den barnlige undren og det rene hjerte, som måske var lidt mere viltert og rugbrødsforelsket i gamle dage.

LÆS OGSÅ Øldronningen tager sin sidste slurk

Historierne er ikke blevet dybere eller mere voksne, men nok alvorligere i tonen. Og Gud er med i mere end hver tiende. Det er en Gud, der stråler og smiler. Han skal bare være der i Louis Jensens univers. Ellers hænger det ikke sammen.

Hvordan finder man på at fortælle om sin tid som »tapet-afriver«? Det var »et herligt arbejde«. Eller berette om den store drage fra Bjerringbro. Hvordan fanger man røvere med et ’Her vogter jeg’-skilt? Det ved Louis Jensen i nummer 728.

Arbejde hos døden
I nummer 799 ved han også, hvordan man taler til et vissent blad:

»Kære visne blad! Lær mig, ligesom du gjorde, at falde stille og tilfreds og med et smil, når jeg dør«. I samlingens sidste historie (nummer 800) får forfatteren arbejde hos døden. I en bonushistorie møder Louis Jensen sin sjæleven Hans Christian fra Odense. De har meget at snakke om. Så det gør de ikke. Læs selv!

De hundrede historier er lastet med billeder og associationer. Så det har været tegner Brøggers udfordring at afmontere ordene og følge hensigten. Hun skaber de stemninger, som historierne skal læses i, med en forunderlig klarhed og forståelse.

Hun er katten. Han er hunden.

Gennem de foreløbig otte bind har Lilian Brøgger udviklet et billedsprog, der er helt Jensen’sk og helt fri for pedanteri. Bøgerne er smukke både udenpå og indeni.