Den 20-årige Cecilie Lind har de sidste par år via sine bidrag til blandt andet til tidsskriftet Hvedekorn markeret sig som et stort, om end særegent, litterært talent.

Det ry manifesterer hun nu med bogen ’Dughærget pupil accelererer tusmørke’.

LÆS OGSÅ Overraskende roman stiller modige spørgsmål til kunsten

Genrebetegnelsen er, ret passende, ’usagn’. For Lind fremskriver ganske vist et eventyrligt, nærmest barnligt univers beboet af fugle, feer og pirater, men samtidig fucker bogen systematisk med sagnets simple, allegoriske form.

Associationssituationer
De 35 korte tekster er snarere – med bogens eget udtryk – ’associationssituationer’: I titlen introduceres et motiv, som herefter moduleres via den ordstrøm, der på intet tidspunkt brydes. Her indledningen fra teksten ’Havfruens eskalerede moment’:

»Dette er en erotisk situation brøler havherren fornøjet men tøver og dernæst gruer ved og for erfaring med fiskehaleglansen som den unge vandfrøken i momentanglemsel villigt har fortrængt først og fremmest fordi hun håber på overgangsgevinst under samleje at glide fra uskyld til indsigt […]«.

Store dele af ’Dughærget pupil accelererer tusmørke’ kredser, som her, om overgangen fra pige til kvinde, fra uskyld til indsigt. Men hvor sagnet og myten forklarer og accepterer, så udtrykker Linds tekster en stædig trods mod forvandlingens forudbestemte positioner.

Vandfrøknen duller sig gerne op, men vil ikke ende som »søanemonematrone«.

Linds oprør mod sprogets grammatik bliver et oprør mod kulturens ditto. Og det skaber en samling intense og forvirrende tekster. På den ene side er de karakteriseret ved en rablende og medrivende sprogbegejstring.

Legesygt raserer Lind normalsproget og kan i disse momenter bedst beskrives som ’ravageretoriker’ – en af bogens utallige bogstavrimende neologismer. Men Lind skriver samtidig som ’sommerfuglefe’ og ’tristessekomtesse’.

Man finder også en søgende og sørgende tone i teksterne – oplevelsen af at befinde sig midtimellem og ingen steder. Som i det, der kandiderer til den bedste karakteristik af nytårsaftens-blues nogensinde: »Året er atter ikke begyndt og atter ikke afviklet«.

Sprogligt gakket overmod
Teksternes kvalitet og særkende er først og fremmest deres sproglige gakkede overmod.

Men midt i det ekstatiske oprør fornemmes en snigende frustration. Frustrationen over ikke at kunne udpege oprørets retning, fordi de eksisterende valgmuligheder synes utilstrækkelige. Og som bogens mere eksplicit politiske tekster viser, stikker det ubehag – og dets genkendelighed – dybere end den blotte teen-spleen.

På den måde placerer ’Dughærget pupil accelererer tusmørke’ sig i forlængelse af eksempelvis Olga Ravn og Bjørn Rasmussens litterære undersøgelser af identitet og magt. Men Cecilie Lind besidder samtidig sin helt egen stemme og stil, hvis udvikling bliver vanvittigt interessant at følge.

LÆS OGSÅAidt romandebuterer med smågenial undersøgelse af livet

Bogen skal her ikke udråbes til en drømmedebut. For Cecilie Lind udgav allerede i 2010 digtsamlingen ’Ulven åd min eyeliner’ på mikroforlaget Organiseret Vold Begået Imod Den Daglige Tale.

Men hvis forlaget Samleren tænker, at debutantetiketten kan generere lidt ekstra opmærksomhed, så fred med det, og helt fint.

For debut eller ej, ’Dughærget pupil accelererer tusmørke’ er en lille vilter drøm af en bog.