Der er særligt et af scenerierne fra Pia Juuls nye novellesamling, der har bidt sig fast i mig.

En jegfortæller er trængt ind i soveværelset hos sin tidligere mand eller elsker, som hun har forladt, og står og betragter ham sove tungt med armen om en nøgen kvinde.

LÆS OGSÅ Sprogfornyers samlede værker er uimodståelige

I stuen ved siden af er der et kaos af væltede møbler og ting og glasskår:

»Har de kneppet hinanden i alle kroge og på alle møbler, eller har de været oppe at slås? Vil jeg vide det? Jeg vil intet vide, men slå dem ihjel, det vil jeg«.

Og så giver jeget sig til at rydde op. Fjerner tomme flasker, tømmer askebægre, skyller af, vrider karklud, fejer glasskår. Indtil hun til sidst smider en kniv fra sig, kravler op i sengen bag manden og drømmer om et blodhav, der spejler et tidligere i teksten forekommende hav af valmuer:

»Det er en rolig og dunkende drøm, alle er rolige, alle myrder, alle myrdes, alle er døde, alle lever«.

Voyeureagtig fortæller
Teksten er selv som en drøm, på én gang klar og gådefuld, logisk og paradoksal, smertefuld og komisk. Den rummer to figurer, som er karakteristiske for novellerne: voyeuren og paradokset.

Voyeur er jeget, og måske endda en slags voyeur til sit eget liv; i sekvensens drømmeagtighed kan kvinden i sengen også anskues som en fordobling af hende selv.

At være observatør i sit eget liv bliver det udtalte tema i erindringsnovellen ’Sidste skoledag’, der mangedobler forholdet mellem liv og litteratur i et spejlkabinet, hvor novellen skal spejle et liv, der i sig selv imiterer en novelle.

Og en virkelig finurlig voyeurfordobling finder vi i ’Være med’, hvor en jegfortæller pludselig dukker frem bag ryggen på en voyeur og minder os om, at i en fortælling er der altid nogen, der betragter; at der er noget voyeuragtigt ved selve det at være fortæller.

Fyldt med paradokser
Paradokset er den anden samlende figur for de 55 korte (den længste er ti sider, den korteste tre linjer) noveller og episoder i bogen.

Et jeg er parat til at begå jalousidrab på den mand, hun selv har forladt.

Et andet jeg tager til Paris og venter kun på, at ’han’ skal ringe, men da telefonen endelig ringer, tager hun den ikke.

Et tredje jeg bliver på en poesiturné i Østeuropa overdænget med så mange fødselsdagsblomster, at hotelværelset kommer til at ligne et gravsted.

Et fjerde jeg har glædet sig i dagevis til den store årlige reception, men skynder sig at gå, fordi hun ved, at efter lykkerusen ved det første vinglas skal vid blive til grød.

LÆS OGSÅ Pia Juul: Mange opfatter ikke Dickens som helt fin i kanten

Helt ned i enkeltformuleringer finder vi paradokset: »Alle er døde, alle lever«. »Jeg var ikke med. Jeg var med«. »Det er et smukt ord egentlig, men hvor er det grimt«. »Alt dette er ligegyldigt, men det er ikke ligegyldigt«. »Det er sikkert løgn, for jeg husker det så tydeligt«.

Et helt tekststykke med titlen ’Historie’ lyder i sin fulde udstrækning:

»Det er bare en historie for jer, men for mig er det virkelighed. For mig er det bare en historie, men for jer er det virkelighed«.

Modsætningernes sammenspil
Pia Juul kan få ord som ’først’ og ’sidst’, ’levende’ og ’kirkegård’ til at stå og gnide sig op og ned ad hinanden på en på én gang sørgelig og komisk måde.

Selve titlens enkle sammenstilling, ’Af sted, til stede’, er på én gang kæk og dyb (men sådan er det vel med gode ordspil, de er både pjank og dybsindighed).

Den rummer opbrud og nærvær, afgang og ankomst, oprindelse og nu og muligheden for, at disse modsætninger kan kaste sig i hinandens favn hen over kommaets grænse. At man kan være nærværende i afgangen, fraværende i nærværet, andetsteds i nuet.

I enkelte af bogens tekststykker er det hele så sammensat, at det nærmer sig småsort snak, og jeg savner en skarpere tilskåren pointe. Eller måske rettere: pointerethed.

Vi er her nok lige på grænsen af, hvad der burde forblive i en skitsebog. Men på den anden side vil jeg til hver en tid gerne kigge med i så særlig en forfatters skitsebog.

Enkel kompleksitet
Med paradoksets figur kan Pia Juul med stor enkelhed udtrykke stor kompleksitet.

Som i det ganske korte (13 linjer) tekststykke ’Intet’ om et par i forhandlingssituation:

»De forhandler. Vejer deres fortid sammen. Hvad var den. Ingenting. Alt for hende. Intet for ham. Alt for ham. Intet for hende«.

LÆS OGSÅPia Juul vinder stor litteraturpris

Man er ikke i tvivl om, at begge dele er sandt.

Og det er dét, Juuls noveller kan, på en lige så hjerteskærende som trøsterig, lige så tungsindig som charmerende, lige så humoristisk som alvorlig måde: lade sproget rumme den paradoksalitet, den utidighed, de blandede følelser, som er sandheden om livet, selv om den strider mod logikkens begreb om sandhed.