I min ungdom i de fjerne 80’ere og 90’ere, kunne man støde på en sætning i stil med denne: »80 milliarder fluer kan ikke tage fejl - spis lort«.

Man skulle tro, at bagmanden bag denne lyriske opfordring havde læst brasilianske Paulo Coelho (f. 1947).

Når nu så mange milliarder henførte læsere over hele verden elsker Coelho, han har sågar 5 millioner, der følger ham på Twitter, må der så ikke være noget om snakken? Er det ikke bare de sædvanlige hovskisnovski, klogeågeanmeldere, der nedgør Coelho for selv at føle sig desto klogere? Kan millioner af læsere på 71 forskellige sprog tage fejl?

LÆS OGSÅ Coelhos nye er klæg, klam og kedelig

Svaret er ganske enkelt: Ja. Det kan de, og det gør de i en grad, så man føler sig bekræftet i, at det af både politiske og litterære årsager er vigtigere end nogensinde at uddanne og træne gode læsere.

Litterært selvmord
Paulo Coelho har med den selvbiografiske roman 'Alef' begået et mærkværdigt, næsten masochistisk litterært selvmord; for med titlen 'Alef', og med et citat herfra som indgangsbøn, hilser han på det argentinske geni Borges' novelle 'Alef'.

Borges' 'Alef' er et kort, komprimeret mesterværk - frivilligt og med åbne øjne at udsætte sin egen tekst for udtrykkeligt at blive sammenholdt med Borges', intensiverer både følelsen, lugten og synet af hestepære, når man som læser piller ved Coelhos såkaldte roman. Hvorfor nedgør Coelho sig selv så eftertrykkeligt? Det vender vi tilbage til.

Hvad er så 'Alef'? 'Alef' er en roman om en 59-årig, verdensberømt brasiliansk og succesrig flødebolleforfatter, der har en smuk yngre kone og en sen midtlivskrise.

BANAL.  Paulo Coelho skriver ikke godt. Nu må læserne da snart indse det. Arkivfoto: Jens Dresling Ak, pludselig er han ikke længere glad og tilfreds, og lad mig citere fra rædslen: »Mon det blot er en midlertidig krise? Er det ikke nok blot at bede bønnerne som sædvanlig og respektere naturen som Guds stemme og nyde skønheden omkring mig? Hvorfor dog ønske at ville længere, hvis jeg nu er overbevidst om, at jeg har nået grænsen? HVORFOR ER JEG IKKE SOM MINE VENNER?«.

Stavefejlen i »overbevidst« er oversætterens, og dem er der en del af, men citatet giver et godt indtryk af Coelhos stil, hvis man kan kalde den det: svulstige, tanketomme floskler, parret med en infantil narcissisme, der lader sig aflæse i den sidste sætnings versaler, der er som taget ud af en forvirret lille 11-årig piges dagbog (hvor den burde være forblevet).

Åh ja, hvorfor er jeg dog ikke blot som alle mine venner, og hvorfor ikke bede et par bønner, se skønheden i alt og respektere Guds stemme? Jeg ironiserer tykt, men der er et lidt alvorligt, politisk bagtæppe bag Coelhos kitsch.

Ucharmerende subtekst
Det, nemlig, at Coelho, der kommer ud af et land med stor forskel på rig og fattig, et sted prædiker: »Du kan bruge hele livet på at give verden skylden, men dine succeser eller nederlag er helt dit eget ansvar«.

Skraber vi banalitetsfernissen væk, og medgiver vi, at man selvfølgelig skal styre uden om selvmedlidenhed og ansvarsforflygtigelse, så er det immervæk en ubehagelig besked at sende videre til alle undertrykte og udstødte mennesker i verden: Det er ikke Assad eller Putin, der er problemet, næh, du skal bare tage ansvar for din egen ånd, bede bønner og nyde naturen, så løser alt sig skam nok.

Og hvem besøger Coelhos alter ego dybt beæret i slutningen af 'Alef', hvem kommer han mon i audiens hos? Vladimir Putin. Her er der grund til at være anfægtet. Coelho, eller Coelho Inc., som man burde kalde ham, producerer litterært lort i spandevis, ikke mindst på sin blog og på Twitter.

Og fred da være med, at gyllen hældes ud over denne verdens mangfoldige, analfabetiske fluelæsere. Men når hans gylle samtidig rummer en politisk slibrig bakterie, er der grund til at råbe vagt i gevær og hidkalde de litterære fødevaremyndigheder.

'Banalometeret' skriger
Kort om det knirkende stativ: Forfatteren i krise slår sig for sit spirituelle bryst, beslutter at rejse med den transsibiriske jernbane, opsøges der af en ung kvindelig tyrkiskrussisk violinist, der vil ham noget. I et tidligere liv har forfatteren været et dumt svin og under inkvisitionen svigtet og fået sendt otte uskyldige kvinder på bålet.

I rad og række har han i dette liv været gift med fire inkarnationer af dem, og violinisten Hilal er nu den femte. Hun skal tilgive forfatteren, så han igen kan blive glad og selvfed. Præmissen er, at verden er udrustet med nogle små lommer af 'alef', magiske zoner, vi kan gå ind i og ud af.

LÆS OGSÅ Paulo Coelho er underlødig og kvalm

Vel derinde, skal forfatterjeget skabe lyscirkler, der kører op og ned ad hans eget og violinistens legeme, så rejser de i tid etc. Etc.

Selv ikke det bizarre og latterlige ved hele dette obskure cirkus redder læserens 'banalometer' (apparat til registrering af banaliteter, red.) fra at slå voldsomt ud undervejs, f.eks. med gnistrende indsigter som: »Kærligheden er altid stærkest«, eller »Livet er én lang rejse fra fødsel til død«. Dybt, ikke sandt?

Vigtigt eksempel
Men hvorfor var det nu, Coelho selvpinerisk ville måle sig med Borges? Jeg mistænker, at svaret skal findes i det faktum, at Coelho har fået en masse anerkendelse - af politikere, læsere og salgsagenter, men ikke af Nobelkomiteen f.eks.

LÆS OGSÅ Falsk visdom

De gode læsere findes nemlig, f.eks. i dommerkomiteerne til Nobelprisen, Bookerprisen og en gang imellem Goncourtprisen. Men det peger på, hvorfor denne anmeldelse af Coelhos hestepære er så lang.

Coelho er vigtig som eksempel, fordi han indirekte minder os om livsnødvendigheden af, at vi alle sammen læser godt og uddanner os selv og hinanden til at være de bedst tænkelige, skarpsynede læsere - og det både af politiske og litterære årsager.