Fay Weldon er tilbage, havde jeg nær sagt.

Sagen er snarere, at hun aldrig har været væk.

At hendes nye skønlitterære udspil, ’En passende aftale’, netop demonstrerer, hvor krudtholdig madammen fortsat er efter mere end 30 udgivelser.

Som oftest fortællinger fra den engelske middelklassetilværelses kønnede trakasserier. Beskuet fra grotesken, turneret i mild sarkasme. Også her. Om end hun går historisk til værks i denne første bog af en planlagt trilogi om kærlighed og arv.

Medfødte privilegier
To måneder i slutningen af 1899 følger vi livet i og omkring Belgrave Square 17 i London, hvor Lord og Lady Dilberne residerer med deres voksne børn, Arthur og Rosina.

Dag for dag, time for time trækker Fay Weldon scenetæppet til side i sit lille teaterstykke, så læserne kan nærstudere biotopens rutiner på et tidspunkt, hvor familien er under hårdt pres. Formuen er spillet, drukket og horet op eller blot forduftet efter et uophørligt overforbrug.

LÆS ANMELDELSEStorbritanniens seje suppehøne buldrer afsted

Hvad gør de rige, når tornerosesøvnen slutter? Når generationers medfødte privilegier ikke længere kan holde overklasseskuden sejlende her på kanten af et nyt århundrede, hvor den klassebevidste moderne ligestillingstankegang truer selve fundamentet under de hæderkronede feudale strukturer?

Man holder facaden oppe og fremtiden fra døren ved at sætte sit giftemodne afkom til salg til højestbydende amerikanske opkomling, hvis midler trods omfanget ikke er adgangsgivende til de eftertragtede saloners sociale netværk, fordi den er gal med herkomsten.

Titler fra ’den gamle verden’ kan handles til ’den nye’. Og penge kan redde familiens traditionsbundne anseelse og dermed kreditværdighed – tror Lady og Lord Dilberne da.

Pragmatiske kvinder
Men tingene går ikke efter bogen.

De samfundsmæssige forandringstendenser er trængt langt ind i vævet. Datteren, Rosina, har iført sig reformdragten. Hun nægter at gifte sig, vil have en uddannelse eller som et minimum tage aktivt del i tidens store omvæltninger.

Arthur er sin far op ad dage – en storforbrugende svirebror, der hellere vil holde friller end forpligte sig på slægtens videreførelse.

Og under de fine stuers tiltagende opløsning tager tjenestefolkene del i rænkespillet i en strategisk udveksling af hemmeligheder for at pleje egne interesser – enten i at fastholde traditionen eller omstyrte den.

LÆS ANMELDELSEFay Weldon sludrer igen med læseren

Men i det stramt orkestrerede magtspil, hvor alle har noget på hinanden – eller noget til salg – er det i sidste ende kvinderne, der holder snoretrækket, forlenet med pragmatisme nok til at følge de nye vinde.

Og mens verden således går sin gang, er mændene trælbundet af naturen. Som æsler i seletøj slider de med pikken og dens bestandige krav på opmærksomhed – generation efter generation.

Alle får tæsk af Weldon
Lad dig ikke forlede af bogomslagets belle epoque-grafik og tro, at trivialgenren omsider har invaderet Weldon.

Som altid indgår hun en intelligent flirt med triviallitteraturens sentimentale idealisering af klassesamfundet. Denne gang i en pastiche over ’Herskab og tjenestefolk’ så sofistikeret fremstillet, at Holberg snildt kunne lære noget af forviklingshistorien.

LÆS OGSÅFay Weldon: »Feministerne har tilgivet mig«

Selv søster Woolf er mærkbar i de kamerapanorerende miljøbeskrivelser så nette i detaljen, at man mærker safran-teen stige som et dulmende tæppe over fortællingens rappe dialoger. Alle får de tæsk af Weldons kærlige syrligheder, hvis underholdningsværdi er i særklasse fra start til slut.

Utroligt, at hun stadig formår at styre fri af rutinen og holde fortælleglæden vibrerende trods 45 år i branchen.