Som opera: Det høje C

’Førsteelskeren’ myldrer med operafigurer. Og bag dem synger Skov.

Fuck, det er en opera.

Leonora Christina Skov skriver sådan, som Lisbeth Salander ville skrige, hvis hun sang det store parti i ’Kvinder, der hader mænd’, en opera af Stieg Larsson efter idé af Richard Wagner.

Det er sidste akt hele tiden, Brünnhilde brøler konstant sin dødsarie, vindstyrken ligger stabilt mellem orkan og ragnarok, personerne bevæger sig omkring på papiret med samme elegance og finmotorik som kæmpe kraner, der løfter containere.

Fortissimo fra første linje
Det er en stil, en genre, et valg, det er med vilje, går jeg fucking ud fra.

Det groteske og hyperbolske, det gigantisk grinende, det voldsomt forskruede. ’Førsteelskeren’ lyder som en punkopera, hvor forte fortissimo trykkes af fra første linje og scene, der er sat på »Vesterbro, den 19. april 2012«. Valkyrien, som hedder Veronika, skriger:

»Fucker? Ja, det er dig, jeg taler til, Nat Kaminski. Du behøver ikke at se dig uskyldigt omkring og sige mig? Er det mig, du kalder fucker? Må jeg så bede om kammertonen, Veronica! For nej, du må ikke bede om en skid. Bed for dit liv, hvis du absolut skal ligne den uskyldighed, du aldrig har været, i hvert fald ikke sammen med mig, som du hævdede at elske«.

Genialt stof
Veronica Lind Weinberg er sanger, sådan rigtigt i romanen altså. Hun er medlem af bandet Schneewittchen and the Bipolars, og hun har (haft?) et forhold til forfatteren Nathan Z. Kaminski.

Denne ’førsteelsker’ har haft gigantisk succes med en stribe erotiske romaner, hvoraf den første hed ’Moderkomplekset’. Nu er han halvgammel og på ynkelig kunstnerisk nedtur, hvad Veronica sådan set fryder sig over, for han har stadig flere elskerinder i sengen, end Don Juan har i Spanien.

Men Veronica er ramt af en ondartet tropesygdom: Hun elsker ham, og derfor forærer hun ham et GENIALT stof, sin egen historie.

Den lyder sådan her, i neddæmpet form: »Jeg har fundet ud af, at min morfar deponerede min mormor på sindssygehospitalet i Vordinghul, fordi hun var ham utro og muligvis lidt til en side, men sgu da ikke noget, der krævede forvaring«.

Sikker LCS
Nu har vi så en hel hær af mødre, mormødre, onkler og tanter på scenen, det vælter med gotiske grisefarme og skumle seksualforbrydere med samme logik, som når tre hundrede Don Kosakker uvist af hvilken grund pludselig træder ud af kulissen i ’Rosenkavaleren’.

LÆS OGSÅLeonora Christina Skov: Nutiden er gotisk

Men pyt, det er opera, man lukker øjnene og lytter til musikken, som Leonora Christina Skov sætning for sætning komponerer temmelig sikkert i genren LCS.

Men skulle hun selv synge et parti, ville det nok være Donna Elvira: Don Juans ekselskerinde og dødsfjende i operaen, der bærer hans formastelige navn.

Som litteratur: Det dybe go'Nat

Der er mange meninger og lidt litteratur i ’Førsteelskeren’.

Fuck, det er en andagtsbog.

Leonora Christina Skov skriver med så meget morale, at man skulle tro, Indre Mission var lykkedes med product placement på Politikens Forlag. Det er salvelsesfuldt på sin egen frække måde.

Noget af handlingen er skitseret i hosstående operaanmeldelse. Men det er også en roman, en bog, hvis kønt kulørte tråde flettes sammen med en flid, som var det korssting og strapudemaj, mens den konstante tone af ’hårdkogt sild’ ikke på nogen måde overdøver, at det er frøken knold i nakken, som her er ude i ærinder:

Mænd er nogle opblæste, piksvingende klaphatte, navnlig når de manifesterer sig som forfattere. Det vidner kun om bogbranchens bundløse råddenskab, når hele anmelderkorpset »synkronsvømmer (...) rundt i lovprisninger og træder vande i de samme oppustede superlativer«.

Meningsfissen forfølger
Det er sjovt sagt, og der er meget om snakken.

Men det er et stof til kritik og kronik og meningsmageri, et stof, som bliver temmelig trivielt, når det udkomponeres over fire hundrede sider, hvor »mænd« er »mænd«, og »kvinder« er »kvinder« og ’Førsteelskeren’, titelpersonen, forfatteren Nathan Z. Kaminski alias Nat skriver sådan her i en komisk e-mail-bog (’Debat-mand’):

»Som bekendt har jeg været personligt forfulgt af en særligt forkrampet meningsfisse de sidste par år. Hendes navn kender både du og jeg, så lad os nøjes med at sige, at hun er forfatter og anmelder og feminist og selverklæret lesbisk, ikke videre begavet eller velskrivende, men køn på en lidt vulgær måde. Røde læber, stramme kjoler, for store bryster, alle ligheder med en faktisk person er selvfølgelig fuldstændig tilfældige«.

LÆS DEBATKvinder betaler en høj pris, når de blander sig i debatten

Kan ikke komme til for meninger
Selvironien og selvoptagetheden er skæg nok hos Skov, og det er ikke helt løgn, når bogens bagside forkynder, at vi har at gøre med »et hårdtslående og vittigt portræt af fire mennesker, der er for desillusionerede til at leve og for selvoptagede til at dø«.

Men forfatteren kan bare slet ikke komme til for sig selv og alle sine egne meninger. Selv om disse meninger er pakket ind i masser af fedt og punket sprog med syg komik og flabet sex, så skærer meningerne også personerne så meget ud i pap, at de ikke har en chance for at være meget andet end klicheer om »mænd« og »kvinder«.

Alt er en gros, meget lidt er en détail.

Pastichen og parodien kunne man så selvfølgelig bare leve med og nyde som, ja, en form for opera og programmusik. Men selve programmet er næsten ikke til at leve med: at der skal sættes grænser for, hvad litteraturen må og ikke må, og hvem der skal have lov at skrive eller skrige den.

Det er ikke bare bornert, det er dybt go’Nat, Kaminski.