For en del år siden boede Cilla og Rolf Börjlind i en lejlighed på Söder i Stockholm. Indimellem bankede naboen på døren, og når de åbnede, stod den sære, berusede mand i korte bukser og seler og kiggede på dem gennem et forstørrelsesglas.

»Det er mig«, sagde han, som om Börjlinds ikke kunne se det.

Den aparte nabo, som altid insisterede på at inspicere deres altan, stod senere model til en af de mest populære figurer i tv-serien om politimanden Beck, som forfatterparret har skrevet manus til.

Hele 26 film om Martin Beck står de bag, de fleste af dem i fællesskab, men det var i første omgang Rolf Börjlind, der introducerede Becks nabo, som politimanden altid møder, mens de om aftenen står ude på hver sin altan, og som tilskuer ved man, at der kun går ganske få øjeblikke, før manden med halskraven og de gullig-orange brilleglas siger et eller andet uforskammet til Beck.

LÆS OGSÅBeck takker af efter 13 år i tjeneste

»I dag er naboen blevet meget populær, men det sjove er, at oprindelig ville producenterne af Beckfilmene slet ikke have ham med. Især de tyske producenter forstod det slet ikke. Væk med ham, sagde de. De svenske producenter vidste faktisk heller ikke rigtig, hvad de skulle mene om ham, men de bøjede sig, da jeg kæmpede for at beholde ham i manuskriptet, og i dag er han utrolig populær, også i Tyskland«, fortæller Rolf Börjlind.

Filmatiserede bøger
I denne måned er Cilla og Rolf Börjlind trådt frem i rampelyset selv. De har netop fået udgivet første bind i en planlagt trilogi, og en af årsagerne til, at de nu selv skriver, er, at film er en holdsport.

»Vi ville selv være gud«, siger Cilla Börjlind.

Sammen med sin mand og medforfatter fandt hun dog ud af, at selv gud får ikke altid sin vilje, hvad vi vender tilbage til senere.

LÆS OGSÅKommissær Beck forvandles til beskidt alkoholiker

»Vi har længe gerne villet skrive en krimi. Når man laver film, kan det nogle gange være godt, at andre også kommer med ideer, men andre gange bliver det slet ikke, som man selv havde tænkt det. Nu kan vi kommunikere direkte med publikum«, siger Cilla Börjlind.

Noget af det sidste, forfatterparret arbejdede med, før de begyndte at skrive deres roman, var Arne Dahls bøger om A-gruppen, som skulle filmatiseres.

En kold sag
»De var ret vanskelige at omdanne til film, selv om vi fik tre timer til hver bog, og vi kunne se, at det nok var bedre at skrive selv«, siger Rolf Börjlind.

Parrets trilogi handler bl.a. om datteren af en afdød politimand. Hun er nu selv en politielev, der forsøger at løse en af sin fars ’kolde’ sager.

Hendes umage partner bliver en tidligere politimand, der er gået helt i hundene og i dag går på gaden og sælger et blad svarende til Hus Forbi.

At forfatterparret allerede fra første bog dykker helt ned på samfundets bund, er ingen tilfældighed. Ligesom Maj Sjöwall og Per Wahlöö, som skrev Beckbøgerne, ser også nutidens forfatterpar kritisk på samfundet fra et venstreorienteret perspektiv.

»Vi har ønsket at beskrive et totredjedelssamfund, hvor en del af befolkningen har det godt og tjener mange penge, mens mange ikke gør«, siger Cilla Börjlind.

manusforfattere.  Rolf Börjlind er især kendt for sine manuskripter til de populære svenske Beck-film, som han begyndte at skrive i 1990'erne. Siden 2001 sammen med sin hustru Cilla Börjlind.Når man læser ’Springflod’, må man imidlertid konstatere, at der er sket en del i krimigenren, siden Sjöwall-Wahlöö skrev om ’Manden på altanen’.

Forskellen er som at se en fodboldlandskamp fra 60’erne, hvor man tror, optagelsen foregår i slowmotion, indtil man ser, at de faktisk løb så langsomt.

I ’Springflod’ går det over stok og sten. Indledningsvis dør en kvinde, fordi hun bliver gravet ned til halsen ude ved kysten, hvor tidevandet ordner resten.

Senere dukker der internationale forbrydere op, og i den svenske virkelighed bliver hjemløse mishandlet og filmet og optagelserne siden lagt på nettet. I sære hjørner af samfundet kæmper børn i bure.

»Det er ikke så mærkeligt, at krimierne ser anderledes ud i dag, for det er samfundet, der har ændret sig«, siger Cilla Börjlind.

»Forandringen sker gradvis, så man ikke reflekterer over det. I 1960’erne var vi oprørte over voldsniveauet i USA, hvor der blev slået mennesker ihjel hver anden dag. I dag forekommer der to-tre mord hver eneste dag i Sverige, og det står kun med småt i aviserne«, siger Rolf Börjlind.

Også du, Strindberg?
Jo, han og hustruen ved godt, at deres beskrivelse af f.eks. cage fighting mellem børn i skjulte rum under jorden ikke er noget, man finder i Sverige i dag.

»Men cage fighting findes i England, og derfra har vi taget det. I Sverige har der også været tale om børn, der skulle slås i netbure. Det har været i en lidt anden form, men vi tager det og fører det et skridt videre, så vi også siger: Hvad nu, hvis det udvikler sig hertil. Det er en vigtig ting, når man skriver, at man kan sætte lys på et fænomen, som findes«, siger Rolf Börjlind.

Han er selv vokset op med amerikanske krimier af den slags, der ofte benævnes som kiosklitteratur, og han ved, at en del stadig placerer alle krimier i den kategori, men det blæser han på.

»For mig er krimier stor litteratur, og hvis Strindberg havde skrevet i dag, ville han have skrevet krimier«, siger han.

»Også«, siger hans hustru.

»Ja, også krimier, for Strindberg ville jo skrive alt. Men god kriminallitteratur er lige så værdifuld som anden litteratur«.

LÆS OGSÅÆgte krimiforfatter laver effektiv tv-spænding

Her kommer Cilla Börjlind igen med en lille tilføjelse, for hun mener, at forfatterne i den finere del af litteraturen måske kan slippe af sted med at levere en dårligere historie. En historie, der ikke helt hænger sammen. Den slags går slet ikke i krimien.

I dag har de skrevet første bind af trilogien, som er solgt til foreløbig 20 lande uden for Sverige. De har skrevet bunker af tv-krimier. Hvad er det, den gode krimi skal kunne?

»Man skal spænde hanen utrolig hårdt i begyndelsen. Den indledende gåde skal være så stærk, at læseren er parat til at gå igennem ret meget for at få svaret. Jo stærkere og jo mere speciel gåden er, jo mere kan vi som forfattere også fortælle om andre ting. Man kan give karaktererne mere dybde. Men gådens attraktion ligger ikke kun i løsningen, men også i vejen derhen. Så længe gåden forbliver gådefuld, er du fortryllet«.

Knaldperle af en overraskelse
Både Cilla og Rolf Börjlind understreger, at de ikke er gået ind i krimierne, fordi mange af deres landsmænd har ramt en guldåre i udlandet.

De skriver bøger, fordi de ville se, om de kunne gennemføre projektet, men de har – som tidligere antydet – også fundet ud af, at selv om de nu selv er gud i fortællingen, er det ikke alt, de har kontrol over.

Det var nemlig slet ikke dem selv, der ville skrive en trilogi. Det var deres forlag og litterære agent, der ville have en trilogi. Ikke noget med enkeltstående titler her. Krimielskere vil have serier, og det får de så. Også fra Börjlind.

LÆS OGSÅFængslende svensk krimi-succes får premiere i aften

I dag ser forfatterne det dog som en fordel, at både de og læserne kender figurerne, når de begynder på andet og tredje bind.

På et punkt har forfatterparret imidlertid ikke givet sig. I ’Springflod’ leverer de til slut en knaldperle af en overraskelse.

Den skal ikke afsløres her, men den fik selv forfatternes redaktør til at stoppe op og sige: Nej, sådan kan I ikke gøre, men Cilla Börjlind huskede sin mands erfaringer fra Beckfilmene, så hun satte foden ned, og hendes mand nikker anerkendende under parrets besøg i København.

»I Sverige er vi bange for, at alt skal være åh, så troværdigt, men en mand som Ingmar Bergman sagde jo, at man altid skal gå hele vejen, og det gør vi«, siger han.