I en af sine tidligere bøger skriver Hans Otto Jørgensen, at en sand sætning er en sætning, der har henvendelsen i sig, og som avler nye sætninger. Jørgensen er sætningens mester.

Sprængfyldte sætninger
Når man læser hans prosa, støder man hele tiden på sætninger, som er så sprængfyldte og overvældende, at man må grine eller gispe lidt af fryd.

Hør f.eks. her: »Når ved mandens begravelse et opgejlet monster indfinder sig i periferien af følget, er det så afdødes hemmelige laster, der materialiserer sig, eller hvad«.

Eller denne her, om maleren Helene Schjerfbecks uafrystelige portrætter af sit eget døende ansigt: »Og når man har set hendes selvportrætter fra de unge dage [...], er det så meget desto grummere at se ikke kun døden, men også kunstneren triumfere«.

Side om side med sådanne meget ordrige tankekoncentrater findes de mere ordknappe og mundrette, men ikke mindre frydefulde sætninger: »Men død, det var han, og kisten tom«. »Det er ikke vejr til stråhat, helvede, det er vejr til sydvest«. »Hun synger bedst, når Erik samtidig spiller mundharmonika i hendes kusse«.

LÆS OGSÅ Rektor: »Distraktion er lige så vigtigt som inspiration«

Og så de er der de helt umiskendelige Hans Otto Jørgensen'ske konstruktioner, de selvstændiggjorte at-sætninger med deres fremhævende gentagelse: »Ja, vi vil høre om det søde, at der er den sødme«.

»Natsværmerne [...] er skæve af lys, men det er den desperation, der driver dem, at de skal hen til det lys«. »Det er det, at hun trods sin alder har den arrogance. At hun besidder den, så helt og holdent besidder«.

Et stilleben af genremix
'Springer' er et genremix af kortprosa, dialog, optegnelser, erindringsstykker. Et muligt samlebegreb - eller rettere to mulige samlebegreber - for de meget forskellige tekster kunne være 'portræt' og 'stilleben'. Vi får portrætter af (virkelige og fiktive) personer, og vi får portrætter af genstande.

I bogens midte, under overskriften MY FATHER IN MEMORY, finder vi endog en stribe fotografier af arrangerede genstande, fra Master Yoda's hoved i grøn plastic over konkylier, sten, garnnisser, rustent metal til spritkonserveret hønsehoved i sylteglas.

Små vragstykker af levet liv, som arkæologiske fund fra det stykke slægts- og danmarkshistorie, det er blevet Jørgensens lod at grave i. Princippet er raritetskabinettet.

Én lang tekststrøm
Hans Otto Jørgensen skriver ikke værker, men arbejder konstant på én og samme tekststrøm, hvor et vist repertoire af landskab, personer, historier og temaer, med klangbund i forfatterens eget liv, gentages og varieres i skiftende mønstre og tonearter. Eller drøvtygges igen og igen.

Der er historierne og personerne fra det jyske bondeland, hvor Jørgensen voksede op, med det hårde, fysiske slid som ubønhørlig leveregel.

Der er et western- og gangsteragtigt galleri af personer, som befolker samme landskab og giver det et anstrøg af Klondike og road movie.

LÆS OGSÅ Hans Otto Jørgensen serverer åle-ruskomsnusk

Der er forfatteren, som brydes med kunsten og sproget og kroppen og erindringerne.

Der er politisk kritik: usentimentale, men rørende portrætter af kvindelige systemofre som den indiske flygtning Zeet og den russisk-litauiske Laima, universitetslektor i skandinavistik under Sovjetunionen.

Uddøende landbosprog
Ingen har som Jørgensen taget vare på det uddøende landbosprog: »at gødske i et syvmarksskifte«, at »hjunte hen over de toppede pikninger«.

I 'Springer' får vi ligefrem et helt digt skrevet på Jeppe Aakjær-jysk, et kvad om et jaget rakkerpar, der bliver så meget desto mere rørende, som deres sørgelige historie fremtræder flimrende gennem det jyske skriftsprogs Verfremdungs-filter: »De kom longvajs fræ, men ku ingen stejer blyve/ å så bløv de hæn som tyve«.

Højdynamisk vekslen
Det er en sproglig fryd at læse Hans Otto Jørgensen. Sproget og stilen spænder fra landbomål over det syret surreelle til konceptkunstens faktualitet, med en højdynamisk vekslen mellem 'høj' og 'lav' stil, mellem ordknap enkelhed og ordrig fantasi, mellem det djærvt naturalistiske og køligt leksikalske, mellem det arkaiske og det moderne.

Der er så meget energi i dét sprog - og så fortætter den sig jævnligt til de der mesterlige sætninger, som man bare har lyst til at samle på og varme sig ved.