Sidsel Falsig Pedersen overbebyrder ikke sine læsere med snak.

Efter den roste debut ’En hel dags kærlighed’ (1997) er det blevet til tre spæde novellesamlinger foruden denne nye, pivtynde roman, hvor hun med økonomaens benhårde realitetssans sparer på tidligere surrealistiske tilbøjeligheder og holder om muligt endnu mere igen med ordene.

Pendul mellem empati og irritation
Selv titlen – ’Måske går det over’ – anslår en art påholdenhed, en ydmyghed i forhold til store absolutter og folk, der gør for megen væsen af sig.

Men snublende tæt på ydmygheden ligger som bekendt martyriet og med det hypokondrien, et forhold, Sidsel Falsig Pedersen er sig såre bevidst. Det kan jo også være, at det ikke går over!

Og når man har at gøre med en hovedperson, der frygter, at folk går durk igennem hende, fordi hun ikke er »kompakt«, er vi uden tvivl ovre i det kronisk sensible.

Læseren svinger i hvert fald lystigt mellem empati og irritation, håb og mistrøstighed efter at have stiftet bekendtskab med romanens fortællende jeg: den yngre kvinde, der i romanens første kapitel småsløjt snøftende er taget på indkøb med sin kæreste og her i det intimiderende møde med omverdenen forsøger at »gøre sig så lille som muligt. Som en lillebitte klump længst inde i kroppen«.

Det mentale forsvindingsnummer lykkes tilsyneladende, alligevel farer kvinden i flint, da de støder ind i kærestens kollega, som – helt efter planen – overser hende: »Det er tredje gang vi møder hende, og hun har stadig ikke sagt goddag til mig«, skumler kvinden.

Dagens første ægteskabelige skænderi er i gang...

Tilbage i livet
Det lyder morsomt, og det er det.

Men den barnlige urimelighed, som en let feber kan få frem i de fleste, bunder her i en større sjælelig ubalance, en akut angst, der måske ikke er så akut endda.

Gennem de næste kapitler med minimalistisk sigende titler som ’Karbad’, ’Aftenkaffe’, ’Psykolog’ og ’Udflugt’ følger vi den langtidssygemeldte kvindes slowmotionbevægelse mod noget, der i det mindste ligner en erkendelse:

»Jeg vil ikke væk fra mit liv, jeg vil gerne tilbage i det, jeg ved bare ikke helt hvordan«.

LÆS ANMELDELSEDe uskrevne regler i parforholdet

Nej, det ved kæresten så heller ikke, selv om han bakser med både hendes og egne fobier og neuroser, kampklædt med peberspray og verdensmandattitude.

I modsætning til kvinden i sit liv tør han nemlig spørge om vej og bede om en pille, hvis han har hovedpine: »Han er ikke bange for andre mennesker, han er god til at få rabat, eller til at låne toilettet, også selvom det ikke er til kunder«.

Sådan praler kvinden af sin heman – med forfatterens eminente sans for at gå til biddet: For er det ikke det, der skiller menneskeheden i to – dem, der tør, og os, der ikke tør – bede om lov til at låne et fremmed toilet?

Rummeligt drama
Det imponerende ved denne undseelige roman om en unavngiven kvinde, en unavngiven mand i en unavngiven by og det, der fik mig til at læse den flere gange, er dens rummelighed.

At den på samme tid er en fiktionaliseret sygejournal, en tidløs kærlighedshistorie og et eksistentielt, måske endda politisk, drama om angstsamfundet.

LÆS OGSÅFalsig Pedersen er mester i gustne overlæg

Det er jo ikke, fordi landet fattes forfattere, der skriver om kvinder, der er ude af trit med sig selv og tiden, dens krav og tilbud. Det er vel nærmest blevet en trend.

Når det alligevel er værd at bide mærke i Sidsel Falsig Pedersens stemme i koret, skyldes det, at den er præcis og genkendelig – uden at være slidt.