Eugen Ruges roman lægger stilfærdigt fra land, stilen gør ikke meget væsen af sig, dramaet er nærmest underspillet, men så - 30-40 sider inde - er man pludselig opslugt. Begravet til hårspidserne.

Vi begynder i den nære fortid, det østlige Berlin 2001, så går det i et langt spring over Atlanten og bagud, Mexico 1956, hvor et landflygtigt ægtepar forbereder deres tilbagevenden til den endnu unge demokratiske republik.

LÆS OGSÅDrømmen om den perfekte familie skildres overbevisende i ny Vita Andersens-roman

De er partitro af den gammeldags slags, betonhoveder, men håbefulde. Så går det igen frem, til Berlin kort før Murens fald, hvor et udsnit af romanens persongalleri er forsamlet til 90-års fødselsdag.

Den dag tager vi symbolsk afsked med DDR-staten, det er en menneskelig tragedie, men højkomisk skildret. Og så tilbage igen, frem, tilbage. I tre slægtled, fire faktisk, vi får også et glimt af generationen, for hvem det hele, Muren, Stasi, die Wende, er sort middelalder.

Støt fald
Nedslagene, der er 20 i alt, beskriver altså en bue, den omtrent virkeliggjorte socialismes ballistiske bane. Først går det opad, hvis vi holder en hånd for det ene øje (øjet på undertrykkelsen, den korrumperede magt, fangelejrene), så næsten lodret ned. Fra håbefuldhedens solgnister til komplet mørke.

Der er et raffinement mere. De samme begivenheder og scener bliver beskrevet i flere omgange, men i skiftende synsvinkler. Betonhovedets synsvinkel, hans hustrus, deres søns, historikeren med en fortid i sibirisk fangelejr, hans russiske hustrus, hendes oldingemors osv. Det efterlader os med flere ubesvarede spørgsmål.

Er for eksempel bedstefar kuleskør, som 90-årig endelig indhentet af en velkendt systemfejl, paranoiaens? Eller vil hans hustru faktisk hælde gift i hans aftente?

Det er sandhedens og historieskrivningens variationsrigdom, vi her får indblik i, på statsniveau og i menneskelig skala.

Vodka, vodka
Sandelig om romanen ikke også er morsom, delvis i samme anledninger, altså takket være perspektivforskydningen og de raffinerede gentagelser. Den russiske oldemor bryder ud i sang til 90-års dagen, og det varmer jo, for er vores to folk måske ikke forbundet, og er sangen ikke ligesom et pant på venskabet?

»Vodka«, istemmer de tyske folkekommunister og højtdekorerede partifunktionærer omkvædet, ivrigt klappende, efterhånden brølende, vodka! vodka!

Et halvt hundrede sider senere og efter et par spring frem og tilbage i historien vender scenen så tilbage i oldemors perspektiv. Hendes sang er ingen drikkevise, den handler om et lille gedekid, men hvilken roller spiller dét? Opmuntret af reaktionerne hænger hun i, vers efter vers: Vot kak, vot kak - »hør dog, hør dog«!

LÆS OGSÅJohn Irving: »USA er et seksuelt undertrykt, tilbagestående og barnligt land«

Eugen Ruge er selv født i Uralbjergene i det vestlige Rusland og boede indtil 1988 i DDR.

Han kender med andre ord indgående den tysk-russiske forbindelse, der løber gennem kommunismens europæiske historie, og han kender DDR-tidens hverdagsliv og trakasserier.

Skildringens varme underside
Der gøres ingen hemmelighed af forvildelserne og selvbedraget, men det er skildringens varme underside, dens sørgmodighed og indlevelse i spildet af menneskeliv, der får romanen til at brænde sig fast.

Den tyske ugeavis Die Zeit kaldte den med henvisning til Thomas Manns romanklassiker om en tysk købmandsfamilies fald for »den store DDR-Buddenbrooks-roman«.

LÆS OGSÅDebutant digter avanceret om et ungt, levet liv med døden som midterakse

Det er store ord, men ikke for store.

Bortset fra Uwe Tellkamps moppedreng fra 2008, 'Tårnet', har jeg ikke læst noget bedre om DDR som politisk og åndelig tilstand.