Vi er så vant til små hyggekatastrofer her til lands, en smule skybrud, lidt stormvejr, og straks er vi alle i nationalt beredskab og snakker ikke om andet i fjorten dage.

Men hvad ville der egentlig ske, hvis en vaskeægte, kolossal naturkatastrofe for alvor ramte os med fuld kraft?

LÆS OGSÅLitterære sværvægtere slår streg over 15 års fjendskab

Svaret på det spørgsmål undersøger Rasmus Dahlberg nu i sin effektive, velsmurte katastrofe-thriller, kunne man kalde den, 'Solstormen'.

Når katastrofen rammer
Forfatteren, der oprindelig er historiker, har en interessant baggrund som underviser på faget katastrofehistorie ved Københavns Universitet og som medforfatter på krimiserien 'Plan B'. Og den kombination må siges at være nyttig i forhold til at skulle komponere 'Solstormen'.

Hovedperson er den ret rå, hårdkogte og barnløse single Lisbeth Storm, der arbejder som ngo for FN, og i den egenskab løbende har været udstationeret rundt om i verdens såkaldte brændpunkter, senest i Haiti.

Plottet er nu komponeret sådan, at vi efter en kort prolog befinder os i København, seks dage før katastrofen rammer os, og så tikker uret ellers lystigt hen over de næste tre uger, med en lille epilog hæftet på.

LÆS OGSÅStorroman foreviger det menneskelige drama i DDR

Først dumper vi ind i Lisbeth Storms liv - hendes relation til den tidligere papsøn, tiårige Halfdan, den brave, men fåmælte kommandørkaptajn Storm, der residerer i en ordentlig kasse ude på Uraniavej på Frederiksberg, den eneste veninde, Lisbeth har, forskeren Katrine, osv.

Lisbeth fremstår som en barsk, selvberoende single, som taget ud af Sarah Paretskys og Susanne Stauns krimier, men også som et lidt forvildet menneske, der ikke har slået rødder, ikke har fået børn, og som mere og mere udbrændt halser rundt fra katastrofe til katastrofe.

Katalysator for ændringer
Solstormen, der rammer Danmark, så meget tør vi godt røbe, lammer alt og forandrer alt - den er for så vidt katalysator for ændringer. Til det onde: En del viser sig som grumme egoister, rockere som deciderede mordere, andre blot som skræmte opportunister; men samtidig findes der eksempler på mod og modstandskraft.

Intrigen bølger på alle fronter; Lisbeth opsøges af en mystisk, mørk tidligere elsker fra Haiti. Ekskæresten Jannick, Halfdans far, forsøges gjort til syndebuk for myndighedernes mangelfulde beredskab, Katrine finder sig en ny mand - og atter en gang skal der ikke røbes for meget.

LÆS OGSÅDebutant digter avanceret om et ungt, levet liv med døden som midterakse

Dahlberg er en effektiv plotmager, man halser derudad mod slutningen, og han har tydeligvis tilstrækkelig viden til troværdigt at kunne opridse effekterne af en mulig naturkatastrofe i Danmark.

Men han er ikke just Goethe, sproget gnistrer ikke, og mange af figurerne er på grænsen til at være omvandrende papmaché-figurer: den kvikke dreng, den brave far, den forkælede veninde med et hjerte af guld, etc.

Disse svagheder opvejes dog af, at Dahlberg også er fuldkommen uprætentiøs; 'Solstormen' giver sig ikke ud for andet end den er, og på de præmisser fungerer den udmærket.