Ken Follett er i højt humør under sit korte besøg i København, og hvem ville ikke være det, hvis man havde solgt 130 millioner bøger?

Den kendte waliser er en af verdens mest læste forfattere, men ikke på grund af de thrillere han slog sig op på, men derimod på grund af historiske romaner, hvis handling bare fortsætter og fortsætter, senest i den næsten 1.000 sider lange ’Verdens vinter’, som endda kun er andet bind ud af tre, hvor Follett ruller den dramatiske historie om det 20. århundrede ud i fiktionsform.

LÆS ANMELDELSEBestsellerforfatter skriver med sukkerglaseret bid

»Det er jo både din historie og min historie, ligesom det er vores forældres historie«, siger forfatteren som forklaring på, hvorfor forfattere og historikere fra Geert Mak og Jan Guillou til Eric Hobsbawm har kastet sig over perioden.

Det var i øvrigt ved genlæsningen af Eric Hobsbawms 'Ekstremernes århundrede', at det for alvor stod klart for Follett, hvad hans nye romaner skulle handle om - perioden fra udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 til afslutningen på den kolde krig, måske de mest dramatiske 75-80 år i verdenshistorien.

LÆS OGSÅPortræt: Ken Folletts fanskare er immun overfor højpandede kritikere

Bogen bedre end tv
Men hvorfor har Follett fået langt flere læsere end indsigtsfulde historikere som Hobsbawm?

»Romaner rammer folks følelser, hvis bøgerne ellers er gode. En historiebog kan være vanskelig at læse, for den rummer ingen følelser, og læseren oplever ingen spænding i teksten, hvor de kan gå op i, hvad der nu sker med den person, de er blevet så interesserede i. Der findes historikere, som kan fortælle, så hvert kapitel har en begyndelse, en midte og en slutning, men de fleste akademikere ved for lidt om at skrive«.

LÆS OGSÅKen Follett håndterer et kæmpemæssigt puslespil

Ofte siger forfattere, at de bare vil fortælle en god historie, men har du større ambitioner end det, eftersom du tager fat på verdenshistorien?

»Jeg tænker, at folk skal have noget, de ikke kan få på tv. Drama på tv er ofte fantastisk og velskrevet, og rytmen i tv-historier er meget appellerende, og derfor skal jeg med bogen give dem noget af det, de sjældent får på tv og film, hvilket er en dybde i forståelsen. Tv er ret overfladisk, du får mindst ti gange så meget ud af at læse en time i en bog, som du får ved at se tv. Jeg vil have dem til at slukke for tv'et, og når de lægger bogen fra sig, skal de kunne sige, at det både var en god bog, og at de nu forstår noget, de ikke forstod før«, siger Ken Follett.

Onde ekstremer
I 'Verdens vinter' er det børnene af hovedpersonerne fra 'Giganternes fald', læserne følger, og to af hovedpersonerne når i løbet af historien om 1930'erne og 1940'erne frem til nogenlunde samme konklusion om udviklingen: at ekstremerne er af det onde, og at det nogenlunde var et fedt, om modstanderne dengang var kommunisterne eller nazisterne.

LÆS OGSÅSuccesforfatter sætter en mio. ord af til storværk

Men om læserne er enige med bogens personer, må de ifølge Follett selv om.

»Jeg er ikke klogere end mine læsere, og hvis man kan lære noget af historien, så bestemmer læserne selv, hvad de vil lære. Jeg skal ikke sidde med en eller anden pegepind som en anden skolelærer. Jeg bruger bare min fantasi og siger: Se her, og hvis man kan lære noget, som man kan se i afsnittet om, hvordan Hitler kom til magten, så er det, at man kan miste sin frihed meget hurtigt. Det vil mange nok også læse ind i teksten, men det behøver folk ikke mig til at pege på, for som regel er læsere ret tænksomme mennesker«.

Ingen illusioner
Forfatteren bruger cirka to år på hver af sine mammutromaner. En stor del af tiden går med research og minutiøs planlægning, men arbejdet er langtfra slut, når historierne om familierne fra England, Wales, Tyskland, Rusland og USA er skrevet.

Før bøgerne når ud til læserne, bliver de tjekket af faghistorikere. 'Giganternes fald' nåede ud til otte historikere, mens 'Verdens vinter' har været ude hos seks forskellige for at blive faktatjekket. I ingen af tilfældene har bøgerne dog været rundt om netop afdøde Eric Hobsbawm.

LÆS OGSÅFollett og Rose fortrænger krimierne

»Vi kendte faktisk hinanden perifert, fordi vi indimellem mødtes til middage hos en fælles bekendt. Jeg sendte ham også eksemplarer af mine romaner«, siger Ken Follett. Efter en lille kunstpause slår han en høj latter op og tilføjer:

»Men jeg tror ikke, han læste dem«.

Ken Follett gider ikke spekulere over, om hans egne bøger går over i historien på den måde, at de måske stadig vil blive læst om 50 år.

»Da jeg begyndte, mente Harold Robbins, at han måtte være verdens bedste forfatter, fordi han solgte mere end alle andre, men ingen læser ham i dag. Statistisk er det, hvad de fleste af os må forvente«.