En fortælling såvel som en tegning er altid udtryk for en subjektiv fortolkning - ophavsmandens udlægning.

Mens den journalistiske reportages klassiske ideal er den objektive gengivelse af kendsgerningerne, tekstens svar på et manipulationsfrit fotografi.

Så krigsreportage i form af en billedfortælling, som tegneserie - er det ikke slet og ret en selvmodsigelse?

Balkan-krigene
Spørgsmålet trænger sig på med de senere års udbredelse af tegneseriens ny subgenre, graphic journalism.

Som informationsmedie har tegneserien gjort tjeneste i mange årtier, bl.a. uundværlig over for analfabetiske målgrupper; men de første af den ny type journalistiske billedberetninger kommer i begyndelsen af 1990’erne, og i 2003 markerede Europas største årlige tegneseriefestival i Angoulême i Frankrig, at strømningen var kommet for at blive, med en udstilling om militære konflikter i tegneserier.

LÆS OGSÅGuide: Ny udstilling slår et slag for tegneseriekunsten

Tegnere som Will Eisner og Joe Kubert har været tæt på dokumentarismen i deres krigsserier, men i Angoulême så man værker af nogle af den grafiske reportages mest kendte nulevende tegnere, begge kun midaldrende: franske Emmanuel Guibert (hans beretning fra 1980’ernes Afghanistan, ’Fotografen’, udkom på dansk i 2007) og amerikansk-maltesiske Joe Sacco, hvis prisbelønnede serier om Palæstina udkom i hefter allerede fra 1993, men i 2001 blev samlet til bogen ’Palestine’, fulgt op i 2009 af 'Footnotes in Gaza'.

Ind imellem har Sacco udsendt ’Safe area Gorazde’, ’The Fixer’ og ’War’s End’, alle om Balkan-krigene.

Med hans ny opsamlingsbind 'Journalism' kommer vi igen til de palæstinensiske områder, men desuden til krigsforbryderproces i Haag, med amerikanske menige til Irak, til grusomhederne mod civilbefolkningen i Tjetjenien, flygtningelejre på Malta og ud hos det fattigste landproletariat i Indiens nordlige Uttar Pradesh-provins.

Ikke bare fluer på væggen
Overalt vælger den oprindeligt journalistuddannede Sacco at fortælle om »dem, der sjældent bliver hørt«, og han føler ingen 'alsidigheds'-forpligtelse til at afbalancere det med magthavernes synspunkt. De bliver »i reglen glimrende betjent af mainstream-medierne eller af propagandaorganer«, bemærker han i forordet.

Saccos journalistik minder især om 1970'ernes og 80'ernes 'new journalism', før der gik gonzo i den. Også fordi det er et gennemgående træk ved de korte og længere seriereportager - tidligere trykt rundt om i tidsskrifter mm. - at Sacco selv er med i billedet.

LÆS OGSÅEnestående tegneserie er et mesterværk for voksne

Journalister er ikke bare fluer på væggen, siger han: Omgivelserne reagerer på tilstedeværelsen af et tv-kamera eller en vestligt klædt mand med tolk, blok og blyant.

I hans detaljeret nøjagtige, sort-hvide streg, der samtidig understreger sin comics-'primitivitet' med kraftige konturstreger og virkningsfuld skravering, ser vi da også flere steder magthavere reagere kontant og gelejde den spinkle, rundhovedede og bebrillede tegnerjournalist bort fra de barske kendsgerninger.

Pekars kritik af Israel
Til forståelse af den opmærksomhed og de mange prisbelønninger, som Saccos reportageserier ikke mindst fra Israel har udløst i USA, kan en anden amerikansk udgivelse gøre nytte.

Den jødisk-amerikanske musikkritiker, comics-forfatter mm. Harvey Pekar - bedst kendt for den lange serie 'American Splendor' med tegninger af bl.a. Robert Crumb - nåede før sin død i juli i år sammen med den yngre tegner J.T. Waldman at artikulere et vrissent kæmpespørgsmål:

Harvey Pekar (tekst) & J.T. Waldman (tegn.)

Not the Israel My Parents Promised Me

Hill & Wang/ Farrar, Straus and Giroux, N.Y. 2012.

172 sider, s/hv., indb. 175 kroner i Boghallen på Rådhuspladsen.

Hvorfor Israel i dag ikke (længere) er det Israel, hans zionistiske forældre forjættede ham.

I Waldmans stærkt varierede tegnestil former beretningen sig som en dialog mellem tegner og forfatter, med indlagte historiske tilbageblik, fra de koloniale kalamiteter i Mellemøsten i første tredjedel af 1900-tallet og frem til nutidens gensidige optrapninger af dumstolte forhindringer for den tostatsløsning, der ellers allerede var forudsat ved Israels grundlæggelse.

Med Pekars oprigtigt skuffede kommentarer og tiltagende pessimisme er bogen en udmærket introduktion til en af vor tids mest kronisk stupide krigstrusler.

Mordet på Anna Politkovskaja
Vil man supplere Saccos billede af den tjetjenske befolknings lidelser, byder den anonyme russiske ophavsmand Igorts fransk udgivne »vidneudsagn« i 'Les Cahiers Russes' på en anden indfaldsvinkel:

Igort (tekst & tegn)

Les Cahiers Russes - la guerre oublié du Caucase

Futuropolis, Paris, 2012.

176 sider farver og s/hv., indb., 22 euro.

De begynder med mordet på journalisten Anna Politkovskaja i elevatoren til hendes lejlighed i Moskva 7. oktober 2006.

Ved flashbacks til avisuddrag, soldaterdagbøger og journalistens egne optegnelser belyses de gensidige uhyrligheder mellem oprørerne og den russiske hær, i Grosnij og omegn såvel som i Rusland, kulminerende med forsøget på forgiftning af Politkovskaja, da hun med fly var på vej for at dække den gidseltagning på en skole i Beslan, som endte med 300 gidslers død under myndighedernes klodsede 'befrielsesaktion'.

»Demokratur« under putin
To år senere fik morderne endelig has på journalisten.

I beretningen indflettes også eksempler på tsartidens - af Dostojevskij bl.a. - såvel som stalinismens sultepolitik og folkemord i 1930'erne, alt i en søgende, farvedæmpet billedstrøm på sider i et linjeret hefte (cahier), mest uden faste billedrammer og med uvisse trusler lurende derude, hvor streg og farve slipper helt op.

Her er ikke lagt skjul på den politiske stillingtagen eller på broddens sigte: det ny »demokratur« under Putin.

LÆS OGSÅÅbenhjertig graphic novel blotlægger en opvækst med incest

Er den polemiske tilrettelæggelse end tydeligere i den franske udgivelse - skabt i delvis samarbejde med Amnesty - end i de to amerikanske udgivelser, er vi stadig inden for journalistikkens grundbestræbelse: fremlæggelse af kendsgerninger til læserens bedømmelse.

I dén ambition minder bølgen af grafisk journalistik og interessen for den om en parallel udvikling i det andet billedfortællende massemedie: de seneste års kolossale interesse for dokumentarfilmens særlige potentialer, hos filmskaberne såvel som hos publikum.