Siden Michael Chabon debuterede som 25-årig med ’Pittsburgh-mysterierne’ – en ret fremragende fortælling om en ung mands første sommer efter universitetet og hans forsøg på at slippe ud af sin dominerende fars skygge – har identitet været det tematiske omdrejningspunkt i forfatterskabet.

I den første roman var det ikke mindst seksuel og personlig identitet, det drejede sig om, men siden hen i forfatterskabet er perspektivet højnet til også at omfatte det etniske niveau.

LÆS OGSÅAmerikansk stjerneforfatter finder værdi i den kritiske nostalgi

Og de seneste to i alle henseender tunge romaner fra den nu snart halvtreds år unge forfatter – nemlig ’Den utrolige historie om Kavalier & Clay’ og ’Det Jiddische Politiforbund’ – har fokuseret på jødisk kulturel identitet med henholdsvis den moderne tegneseries tilblivelseshistorie og en fiffig kriminalistisk Kristus-fortælling som omdrejningspunkt.

Med ’Telegraph Avenue’, der udspiller sig i Oakland i Californien for ikke så frygtelig længe siden, tager han atter dette tema op og bruger det til at undersøge, hvordan vores etnicitet og dens populærkulturelle forgreninger påvirker os i omgangen med hinanden.

Smukke tabere
De centrale karakterer er to par, Gwen og Archy og Nat og Aviva, der er henholdsvis sorte og jødiske.

På tværs af kultur og køn danner de to andre duoer, idet Archy og Nat driver en forretning, der sælger brugte vinylplader (med særligt henblik på soul), mens Gwen og Aviva kører en alternativ jordemoderbiks, der i bedste hippietradition arrangerer holistiske hjemmefødsler med røgelse, musik, og hvad der ellers hører sig til.

Omkring disse fire færdes en mængde særdeles farverige personer, der alle har det tilfælles – ud over det forhold, at de måske ikke længere er helt oppe på beatet i forhold til det 21. århundredes regulært ret hårde menneskelige og erhvervsmæssige virkelighed.

De er alle en slags smukke tabere i Leonard Cohensk forstand; de nægter at se tingene rigtigt i øjnene og vil hellere smugkigge og skæve.

En af årets bedste romaner
De to mandlige hovedpersoner er kærligt skildret, selv om de er nogle værre pothoveder, der nørder rundt i en lillebitte virkelighed, de – størrelsen til trods – knap nok formår at overskue.

De er bohemer af den klassiske type, som anser husleje for en uforudset udgift og er deres drømme mere tro end noget andet.

Men de har dog tilstrækkeligt med jordforbindelse til at kunne mærke, når græsset vokser højere end plæneklipperen. Ikke mindst takket være deres hustruer, som er tegnet med kærlighed og fascination af Chabon.

LÆS OGSÅChabon har skrevet en herlig drengerøvsfortælling

Det er helt igennem fængslende læsning. For dels er Michael Chabon i stand til at skabe karakterer, der både er kulørte og i besiddelse af en realistisk kerne, dels er hans sprog så vidunderligt rigt, detaljeret og smukt, at man labber det i sig, som var det modermælk og man selv en diende baby.

Honningsøde sætninger føjer sig sammen til små og større historier, som alle indgår i den overordnede, der handler om tidens gang og vores drift med og mod den.

En af årets bedste amerikanske romaner. Og den nævnes som en stærk kandidat til det kommende års Pulitzer-pris. Forståeligt.