Ludvig Holbergs ’Niels Klims underjordiske rejse’ udkom første gang i 1741 i Leipzig. Forfatteren var anonym og teksten på latin, hvorved Holberg skød en genvej til det dannede europæiske publikum og samtidig sejlede den danske censur agterud.

I løbet af få år var romanen oversat til en række europæiske sprog, naturligvis også dansk, hvor der efterhånden er kommet flere oversættelser. Jens Baggesens version fra 1789 er klassikeren, der har stået distancen og blev genudgivet så sent som i 2005.

Men Baggesens mange kvaliteter ufortalte er hans smukke fordanskning måske efterhånden sprogligt utidssvarende for mange potentielle læsere. I alle tilfælde er det velkomment, at der nu er kommet en nyoversættelse i kompetente hænder af Peter Zeeberg, der tidligere har givet os Saxo og Tycho Brahe i nudansk sprogdragt.

Holberg på nettet
Oversættelsen er illustreret af kunstneren Ole Sporring, der løfter arven fra J.G. Clemens’ pragtfulde kobberstik.

Det er selvsagt ikke let at ’gribe ind’ i et værk af dette format, men Sporring gør det på én gang ’naivt’ og spidsfindigt, nutidigt og tidløst, og dermed bærer han fornemt stafetten videre ved både at bevare forbindelsen bagud og gå nye veje.

LÆS OGSÅHolberg vandrer gennem ghettoen

Romanen er udsendt i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i et stort dansk-norsk digitaliseringsprojekt, der med tiden skal gøre hele Holbergs værk tilgængeligt på internettet, hvor et tekstkritisk noteapparat også vil blive offentliggjort.

’Niels Klims underjordiske rejse’ er første bind i dette projekt, og hvis dét sætter standarden fremover, lover det godt.

Drøje hug
Eneste anke må være, at man ikke har fundet plads til selv et beskedent noteapparat. Hvorfor læserne af den trykte bog f.eks. skal gå glip af ophavet og kilderne til de utallige citater fra klassiske forfattere, som Holberg fletter ind i sin tekst, er mig en gåde.

Der er små tre århundreder imellem Niels Klim og vor egen tid, men satiren er stadig vedkommende.

LÆS OGSÅHolbergs rotteræs har erotik og elegance

Ved at forvrænge velkendte europæiske samfundsforhold og anskuelser eller se en tilsvarende fornuft (eller mangel på samme) i fiktive kontrastsamfund og gennem ’fremmede’ øjne stimulerer Holberg tvivl og skepsis over for samtidens modeluner og magthavere på en måde, det ville være vanskeligere og farligere at italesætte alt for direkte.

Der er drøje hug til de barske forhold for bønderne, »stønnende under et afskyeligt slaveri«, og en hånd til kvinders ligestilling. Der er polemiske udfald mod tidens teologer, hvis højtravende skænderier om Guds attributter ville gøre dem til strafskyldige sindslidende i landet Potu frem for at udstyre dem med doktorhatte og laurbær.

Hykleri i Mardak
Genopdagelsen af religiøs tolerance er det store tværgående oplysningstræk, som Holberg på linje med andre af tidens nytænkere som Bayle, Locke og Voltaire advokerer for i skyggen af århundreders religionskrige, tvang og censur.

At tolerere betyder ikke at bifalde, som Montesquieu påpegede, men tolerancen åbner for, at nuancer trænger gennem fordomme, så vi lettere forstår frem for blot at foragte ’det fremmede’.

LÆS OGSÅHolberg-komedie er en langtrukken bagatel

Niels Klim må f.eks. erkende, at i det barbariske land Mardak (næsten et anagram for ’Danmark’), hvor hykleriet råder, er man lige så intolerant som der, hvor han selv kommer fra: »Så gik jeg rødmende derfra, og fra da af har jeg altid agiteret for tolerance og fældet mildere dom over de vildfarne«.

Det er dog ikke en erkendelse, der varer ved, og fortællingen munder ud i et ildevarslende billede på uindskrænket magt og intolerance, da Niels Klim bliver enehersker og inkarnerer og eksemplificerer de blodigste sider af Europas krigeriske historie.

Europæisk selvforståelse og selvindbildskhed
Romanens komposition er strammere og mere gennemtænkt, end de utallige pudsige og vidtløftige indfald umiddelbart kan give indtryk af.

Niels Klim rejser gennem de mange underjordiske lande med deres konfronterende værdier og vaner, der stritter i alle retninger, men værket og rejsen er også elegant spændt ud mellem en overvejende utopisk pol i bogens første dele og en dystopisk pol i de afsluttende dele.

LÆS OGSÅI Holbergs hænder er Ulysses en krigskomedie

Hovedpersonen repræsenterer i det store hele europæisk selvforståelse og selvindbildskhed, hvilket i Holbergs hænder gør ham til oplysningsprojektets ’omvendte’ rejsefører, og romanen bliver et lærestykke i tolerance af en stor humanistisk pragmatiker, der kan og tør udfordre dogmer og selvfølgeligheder uden at miste sin respekt for traditioner.

En meget fornem udgivelse af et uomgængeligt hovedværk i vor kulturarv.