Vil det lykkes den forældreløse dreng Otto, hans lille fugl Virgil og hans belæste veninde Ana at slå selve tiden ihjel? Spørgsmålet er udgangspunktet for den lange, dramatiske (dannelses)rejse, Otto og to af hans bedste venner i livet begiver sig ud på i Gertrude Kiels børneroman ’Tidsjagten’.

Romanen om Otto, der blev fundet efterladt i en skraldespand af den gamle og i bogens begyndelse døende sømand Benelbrio, er hendes første.

Slå tiden ihjel
Ubarmhjertigt ville det ikke have været at redigere en smule ud i sætningernes fabulerende friløb nogle steder, hvor det ikke helt lykkes forfatteren at give det mobbede, men ufatteligt modige barn Ottos følelser tilstrækkelig sproglig omsorg og akkuratesse.

Måske fordi romanens hovedkarakter lige så meget er tidsbegrebet i sig selv på alle ledder og kanter fra fysik til almindeligt anvendte ordspil? I hvert fald er det hele tidens svimlende fylde, der er både afsæt til handlingen og grundstoffet i meningen med den i ’Tidsjagten’.

I deres bestræbelser på at slå tiden ihjel og spolere dødens magt udsætter Otto og Ana sig selv for en rejse, der involverer havfruer, sørøvere, pyramider, slanger, astrologer, ørken og mange andre konkrete ting placeret i fantasiens egentlig uendelige og frie ramme.

Kræver sin forfatter
Naturvidenskabelige regler og folkelige udsagn om tidens gang, løb, ankomst og også ufattelige ende flettes ind i handlingen og dialogerne på lige dele finurlig og oplysende måde, mens Otto og Ana vokser i alder og ikke mindst erkendelser.

Deres indbyrdes relation forandres af oplevelserne og af tiden i den ambitiøse historie. Det kræver sin forfatter at holde styr på alt fra mundheld om tidens i vores del af verden umådeligt indflydelsesrige væsen til videnskabsbaserede informationer om for eksempel hastigheden af lys og egenskaber ved et kronometer.

Gertrude Kiel har helt styr på den del af sit stof. Og uden at den skal røbes her, skuffer romanens slutning næppe nogen forventningsfuld læser.