Måske er Strid det bedste, der er sket dansk tegneserie siden Claus Deleuran. Og det siger ikke så lidt, hvis vi nu tilslutter os kåringen af Deleurans 'Rejsen til Saturn' som alle tiders bedste danske tegneserie.

Strid gav et skud adrenalin i hjertekulen på et medie med hjertestop. Der udkommer næsten ingen album i Danmark længere, og avisernes spalter (denne avis) er en oase i en alt for langstrakt ørken.

Strid kom ind fra det yderste venstre og sparkede omkring sig med platheder, terror og revolutionsromantik, så Lars Hedegaard, Carsten Jensen og hundrede læserbrevsskribenter måtte kalde til orden. Strid genopvakte den begavede politiske satire, der i et land fyldt til randen med konsensus var slumret lige så meget hen som tegneseriemediet.

Men Strid er ikke kun strid. Han er en gudbenådet tegneseriefortæller. Han udnytter mediets muligheder for mange parallelle stemmer. I spændingerne mellem tekst, billede og forløb får han med små midler sat kostelige spil i gang og ofte med et vådt øje for det hjertelige.

Der er 'kun' 300 striber i bogen, så nogle er valgt fra, og det er synd. For selv, når der var tomgang, var niveauet højt. Jeg savner striben fra 12. september, dagen efter I ved nok. I lang tid var han den eneste humorist/satiriker, der overhovedet turde tage fat om det ubegribelige. »Alting forsvinder«, sagde han, »nu er min blyant også blevet væk«, sluttede han og lod den sidste rude stå tom - så vidt jeg husker.

Ikke alle elsker Strid. Men vi, der gør, savner ham dobbelt i Den Levende. Derfor iler jeg med at holde kæft og bringer et par striber i stedet.