Her i sin anden (eller er det den tredje?) ungdoms vår, skriver Bente Clod de romaner for unge, som har været inderligt savnet så længe. Bøger, der er kloge, kontante - og kropslige - foruden nutidige og fulde af musik.

De handler alle sammen om pigen Thilde, og hendes 'mor' holder hende kærligt frem mod livet, mens det store englekor foroven synger 'I Danmark er jeg født'.

Forvirret? Det er der ingen grund til. Selvom Bente Clod holder alle Storkøbenhavnske bolde i luften på samme tid, så gør hun det med lige dele elegance og diciplin. Der er klarhed og lys over Sortedammen. Miljømæssigt går det fra dér, hvor de rige bor til Maria Kirkeplads på Vesterbro. Thilde selv bor - som bekendt - i Nansensgade.

Men allermest handler det om at få vinger på Thildes dybe altstemme, og hendes noget rodede tilværelse i det hele taget. I dette tredje (og sidste?) bind 'Himmelfald' bliver hun 19 år og bevæger sig endnu et bitte nyk - dog ikke uden tilbagefald. Ved bogens slutning er hun pilskaldet og nærmest lykkelig.

---

Det er en klog kone, der skriver, og hun gør det i dur. Hun er jeg-stemmen bag Thildes udæmpelige livslyst, og kan tillade sig det lyse sind i en verden af nedture, tæsk og døde junkier; af grænseoverskridende erotik, spisevægring, angst, korsang - og benløse fugle.

Mange ting kommer på sporet i 'Himmelfald' og Bente Clod er også kontant, når hun lige erindrer om, hvad der hændte tidligere. Thildes mor - fru Jensen - bliver måske glad for en mand; den dyre veninde bliver måske glad for sig selv; vennerne på Staden er altid glade - især nu hvor den onde pusher er gjort kold; og endelig svæver Thildes frisatte alt måske ind i et kor og et rockband. Her må åndes lettet op!

Det er en usædvanlig serie på tre bøger, som Bente Clod har skrevet på kort tid. Hvorfor skal det også være så svært? Når man nu kan høre byens musik så tydeligt og se sit eget (ja, undskyld!) ungpigehjerte i det lattermilde bakspejl. Bøgerne om Thilde er skrevet med ligefrem frejdighed og under forklarelsens lys. Ikke siden Lotte Inuk skrev om pigen Regina, er der kommet bedre bøger end disse om det, der kaldes kærlighed.

Bente Clod har ramt en gylden fortælleåre i sig selv. Det er næsten trist, hvis det er slut nu. Men - som Thilde ville sige: Vi må videre!.