Olaf Olafsson,det lyder vældig islandsk, og det er forfatteren, født 1962 i Reykjavik, da også. Samtidig er han en fremgangsrig forretningsmand i New York med direktørtitler i Sony og Timer Warner Digital. Hans uddannelsesmæssige baggrund er en universitetsgrad i fysik.

Det er ikke lige den type, der plejer at skrive romaner. Hans roman 'I sommerfuglens spor' er skrevet på engelsk med 'The Journey Home' som den mere nøgterne og præcise titel. Det er en følsom, let melankolsk, langsomt fortalt roman med indslag af poetiske, symbolladede billeder.

Den fortæller om kvinden Disa, der har et år tilbage at leve i. Hun kan ikke udsætte rejsen tilbage til Island længere, hvis hun vil møde de stykker af sin fortid, som hun har kapslet grundigt inde i sin illusionsløse sjæl.

I mange år har hun drevet et sommerhotel i England sammen med sin homoseksuelle ven, som hun mødte lige før Anden Verdenskrig, hvor hun lærte kogekunst på en London-restaurant og forelskede sig i den tyske jøde Jakob. Ham mistede hun, da han rejste hjem for at hjælpe sine forældre. De endte alle i koncentrationslejr.

Og Disa tog tilbage til Island en tid for at arbejde sig ud af sorgen som kokkepige for en velhavende familie. Hvad der skete i dette krigsår på Island, er, hvad hun skal opsøge igen, årtier efter. Der er én, hun mangler at møde.

---

Normalt er det krimier, man ikke vil afsløre for meget om, og denne roman er alt andet. Men en stor del af romanens karakter og fascination ligger i optrevlingen af Disa som person og den måde, hun takler sin fortid på.

Derfor skal jeg gå uden om, hvad der ligger i den, for nydelsen ved denne klassiske romankomposition ligger i den gradvise erkendelse af, hvad der har gjort Disa så kuldslået, så stædigt undgående enhver form for emotionalitet.

Disas erindringer fremkaldes af detaljer i hendes nuværende dagligdag, hvor hun lever som en stålsat Babette, der har transformeret hele sin lidenskab over i at drive den perfekte hotelvirksomhed med sans for alle kogekunstens finesser.

Kærlighed leder til skuffelse, har hun lært, og »håbet er selvbedragets søster«, konkluderer hun nøgternt. »Måske er uvidenhed og selvbedrag den bedste forsikring for et lykkeligt liv«, hedder det besk.

Sådanne sentenser løber hende i pennen eller tankerne, når hun skriver og tænker i forlængelse af gamle breve og møder med mennesker undervejs på den sidste rejse tilbage.

Hendes tillærte selvretfærdighed og kynisme mildnes undervejs i romanen, der giver glimt af opvæksten på Islands nordkyst, skoleliv i Reykjavik, læreår i England. Hun er blevet et brændt barn, der tilbringer det meste af sit liv med at være dygtig.

De vinger, hun fløj med en kort periode som ung, har hun klappet grundigt sammen. Det eneste, der nu kan bringe hende fra koncepterne, er en forkert omtale af hotellet i en rejseguide eller en inkompetent anmeldelse af hendes mad!

---

I en springende kronologi opruller Olafsson en kvindeskæbne med sin dvælende og intense, elegante og besnærende stemmeføring. Romanen har en snert af melankolsk sentimentalitet, lidt smag af fordums søde smerte, men den er også helt lige på og realistisk i sin skildring af miljøer og scenarier og psykiske mekanismer.

Det er en roman for dem, der kan lide langsomt at få indsigt i en person og se de forskellige livsrum vokse frem omkring et menneske.

Næste gang håber jeg, at Olaf Olafsson skriver en roman med miljø i det business-univers, han må kende ud og ind. Vi mangler forfattere med andre og videre erfaringer end litteraturlæsning og skrivekurser.