Dante gjorde det, Holberg gjorde det, og nu har også vor egen dannelsesforfatter Svend Åge Madsen sendt en helt ud på rejse i en fremmed verden, der vender vrangen ud på den velkendte. I 'Niels Klim' gik den opdragende rejse til Jordens indre, i 'Den guddommelige komedie' til Helvede.

Hvor sender mon vor egen kosmopolitiske hjemmefødning i 'Den ugudelige farce' sin Jesper hen for at vise, hvor umuligt vi har indrettet os? Selvfølgelig til mulighedernes land, Amerikas Forenede Stater, for ca. fyrre år siden, da der var krig i Vietnam, krise i Cuba og sort oprør i Sydstaterne.

Men det USA, vi møder, er nu ikke så realistisk, så det gør noget. Bare rolig, Madsen er stadig Madsen, og rejsen foregår mindst lige så meget oppe i hovederne og nede i sproget. Jesper, der spiller jazz, og af samme grund også hedder Jazz-per, slår hovedet.

Ved den lejlighed mister han ikke bevidstheden, som andre dødelige, men derimod ubevidstheden. I stedet for at ting og sager foregår neden under det skrevne ord, som efter gode gamle Freuds recept, foregår tingene ved siden af hinanden.

Det volder Madsen en del indledende besvær. Først fletter han to historier ind i hinanden med hver anden linje til den ene, hver anden til den anden. Så skriver han dem ud i to sidestillede spalter eller i underafdelingerne a, b og c. Ingen af disse arrangementer er rigtig tilfredsstillende, og efterhånden opgiver han dem heldigvis og fortæller bare løs.

---

Skulle jeg genfortælle handlingen, havde jeg brug for hele denne avisside og den næste med. Det vælter ud med bizarre indfald på stakkels Jespers vej. De interessanteste, sjoveste og mest betydningsfulde handler om religion.

Amerika er ikke bare mulighedernes land, men som bekendt også religionernes. Vor helt støder på en række forestillinger fra religionernes overdrev. En af dem er, at Gud vil have, at der skal udvikles så mange sekter som muligt, ligesom hundeavl går ud på at skabe stadig ny racer.

En anden beskrives med et billede fra radiofoniens verden. Når højtaleren er for tæt på mikrofonen, bliver den forstærkede lyd opfanget af mikrofonen, der så yderligere forstærker den, osv. Sådan kunne Gud være opstået, som et 'rundhyl'.

Men én ting er alle sekterne enige om: Mennesket er ondt. Det synes Jesper er en grim tanke, sådan at beklikke ikke bare et enkelt menneske eller en mindre gruppe, men hele menneskeheden. Nej, så foretrækker han den religion, der lærer, at menneskene er grundlæggende gode, og som har et skriftemål, hvor de ikke skal bekende deres synder, men derimod deres gode gerninger. Kommunist! Anarkist! Ateist! råber hans værter.

---

Og det kommer der mange forviklinger ud af. Et fængselsophold bliver det til. Et mord og en kriminalgåde er der også plads til. Og så er vejen beredt for den afsluttende opbyggelige legende.

Tre muslimske søstre bliver gift med tre kristne mænd. Den ene kvinde ser undrende på sin mand, der »slår kors for sig, fletter fingrene sammen, drikker blod og spiser papirbrød, i den tro at det er kød«. Der bliver krig mellem mandens og konens tilhængere.

Den anden mand ser lige så undrende på sin kone, der gemmer sit smukke ansigt bag et slør og sætter sin Guds værdighed over sine egne børns liv. Også det fører til krig. Først det tredje par finder den formel, der giver fred: »Jeg opgiver min tro og mine ritualer, til gengæld indstiller du dine«.

»Paradiset vokser i din baghave«. Sådan varierer Svend Åge Madsen Voltaires ord fra 'Candide' i sin egen udgave af tolerancens evangelium. Og således belært vender Jesper hjem til det jyske, hvorfra han havde fantaseret sig til alle de amerikanske løjer, der set herfra forekommer så besynderlige, som foregik de i selve Jordens indre.

'Den ugudelige farce' er varm, venlig og vittig. 'Madskineriet' knirker lidt i starten. Da det først er i gang, sprudler det.