Ikke siden Carsten Niebuhr kortlagde Kairo ned til mindste gyde, har nogen tegnet Egypten så præcist.

Her er det blot på højkant og helt aktuelt, at Alaa al-Aswany afbilder Mellemøstens myldrende, hektiske, charmerende og frygtindgydende hovedstad.

’Yacoubians Hus’ er en roman, som ingen elsker af romaner vil kunne lægge fra sig uden at elske romaner endnu højere, og som ingen elsker af Egypten vil kunne læse uden gys og tårer. Niebuhr, den danske landmåler, talte om Morgenlandet; Aswany, den egyptiske tandlæge og forfatter, taler om Morgenlandets undergang.

Bogen er på højkant, fordi den beskriver ét bestemt hus i Kairo, Yacoubians Hus, en tietagersbeboelsesejendom bygget 1934-1936 »i højklassisk, europæisk stil, med balkoner, der var pyntet med græske ansigter skåret ud i sten, med søjler, trapper og gange i ægte marmor, og med det sidste skrig i elevatormodel fra Schindler«. Romanen går ud og ind ad alle ti etager i denne ejendom på Suleiman Basha-gaden og iscenesætter dens beboere fra kælder til kvist.

Fra den relativt rige og dekadente gamle charmør Zaki Bey al-Dessouki med den etbenede tjener Abashkaron i stueetagen (læs romanens indledning her på siden); over den fortvivlet indespærrede kvinde Souad, som et sted midt i bygningen skal stå til rådighed som hustru nr. 2 for stormanden Hajj Azzam; og til tagets myldrende liv af eksistenser, som har forvandlet viktualie- og vaskerummene deroppe til et veritabelt villakvarter for subsistensløse.

Villaerne er af jern, to gange to meter, og i 1930’erne ville husets aristokratiske og udenlandske beboere end ikke bruge dem som soveværelse for tjenestefolkene: De kunne ikke »forestille sig den mulighed, at noget menneskeligt væsen skulle kunne sove på så lidt plads. I stedet reserverede de et værelse i deres store luksuslejlighed, der kunne være op til otte eller ti værelser i to etager med en indvendig trappe, til tjenerne«.

Tagets mænd
Men så kom revolutionen i 1952, og alt ændrede sig. Jødernes og udlændingenes udgang af Egypten begyndte, og lang historie kort: Taget på Yacoubians Hus er blevet til et tagsamfund, der ligner ethvert andet kvarter i Egypten med barfodede børn, der løber halvnøgne omkring, og kvinder, der får »dagen til at gå med at lave mad, sladre i solen og skændes«. Hvilket mændene ikke lægger det store i, men ser som »blot endnu et bevis på den mentale mangelfuldhed som Profeten – Gud velsigne ham og give ham fred – talte om.

Disse tagets mænd bruger hele dagen på deres bitre og udmattende kamp for at tjene til dagen og vejen, kommer trætte hjem om aftenen og længes efter at hengive sig til deres små glæder – velsmagende varm mad og nogle få piber tobak (eller hash, hvis de har pengene til det), som de enten ryger i en vandpibe for sig selv eller bliver oppe om natten for at ryge, mens de snakker med de andre på taget. Den tredje glæde er sex, og det nyder tagets beboere i fulde drag og ser ikke noget galt i at diskutere det åbent og ærligt, så længe det er den slags, der er blåstemplet af religionen«.

Her på taget finder vi bl.a. den gamle vagtmand Shazli og hans unge søn Taha al-Shazli, som gerne vil være politibetjent og giftes med sin smukke og yppige kæreste på taget, Busayna al-Sayed. En af romanens rørende og tragiske motorer er disse to unge menneskers gradvist knuste drømme i et samfund besat af sex, korruption og social undertrykkelse.

Det er de gamle mænd, hajj’er, sheiker, rige skræddere, svindlere alle til hobe, som har magten og pengene og viljen til at forvandle seksuallivet, også de unge og uskyldiges, til kvalmende transaktioner og glædesløse økonomiske forhold. Skønt det lykkes fortælleren på lun og underfundig måde at aflokke al denne handlen og betlen også en hel del humor og komik, når de snedige snyder mindre snedige.

Fra optimisme til terrorisme
En anden figur i ejendommen er den homoseksuelle chefredaktør for avisen Le Caire, fransksproget og udspændt mellem det europæiske og det østerlandske, mellem morgen- og aftenlandet ligesom hele romanen. Han hedder Hatim Rashid og køber sig til noget, han tror er kærlighed, med sin unge ven Abduh, der ellers har både kone og barn.

Chefredaktøren går som natlig elsker »i gennemsigtige galabiaer der er broderet i smukke farver, over sin nøgne krop, er glatbarberet, bruger en passende og nøje beregnet portion øjenblyant på øjenbrynene og en lille smule øjenskygge. Så børster han sit glatte hår tilbage eller lader vildfarne lokker falde ned i panden. Når han gør sig tiltrækkende, forsøger han altid på denne måde at virkeliggøre en model af den klassiske, smukke yngling«.

Alaa al-Aswany holder af sin chefredaktør såvel som af hans fattige elsker. Begge er de fanget i et spind af egne drifter og sørgelige mekanismer i et samfund, som blander religion, penge, politik, vold og korruption på farligste vis. Vi møder to islamiske præster, to sheiker af henholdsvis fundamentalistisk og opportunistisk observans. Den første kommer til at tegne unge Taha al-Shazlis vej fra optimisme til terrorisme, den anden giver dårlige råd med rigelig brug af koran- og hadith-citater til alle og enhver.

Da Golfkrigen, den første, bryder ud, har sidstnævnte sheik travlt med at rejse omkring på regimets vegne og opremse juridisk-islamiske grunde til, »at det er tilladt at søge hjælp af vestlige, kristne hære for at redde muslimer fra den kriminelle vantro Saddam Hussein«.

Sikken et hus
Disse forklaringer er lige så troværdige som dem, han mod rigelig betaling finder på for at overtale hajj Azams hustru nr. 2 til at få abort, da hun imod den kontrakt, hajjen har indgået med hendes bror, bliver gravid. Hun griner ad sheikens henvisninger til »store lærde inden for religionen« og siger bittert: »Det må have været amerikanske sheiker«. Hvordan hajjen og hans gorillaer ender med at løse problemet, kan jeg næsten ikke bære at fortælle.

Romanen stråler i alle farver, den myldrer med fascinerende Kairo-boere, som jeg kun har nævnt nogle få af, og midt i al sin gru har den en charme og naiv ligefremhed, som ikke er til at stå for.

Den egyptiske tandlæge og forfatter Alaa al-Aswany kender sine landsmænd og deres fortrængninger omtrent lige så godt, som en dansk tandlæge ved navn Panduro gjorde engang, men Aswany skriver på et niveau, som hæver ham op i verdenslitteraturen. Denne egypter er en Balzac med sans for den store menneskelige komedie.

’Yacoubians Hus’ er en af de mest solgte romaner i Mellemøsten nogensinde, og der er drejet en film over den, som i sig selv er et mesterværk. Lige siden jeg så den film på Images of the Middle East-festivalen sidste år, har jeg sukket efter romanen. Nu er den her, og ingen bliver skuffet. Sikken et hus, Yacoubians hus.