I
Søren Ulrik Thomsen er ekstremist. Ikke i politisk eller religiøs forstand, men æstetisk set: Til dels i digtene, men først og fremmest i poetikkerne går han til yderligheder; han opsøger ekstreme positioner - hvilket retorisk ses af den hyppige brug af ord som »kun«, »aldrig« og »altid«.

Ofte trækkes ekstremerne op i hårdkogte modsætningspar: Et digt skal befinde sig i »højspændingsfeltet mellem en teori og en sang«, hedder det for eksempel i poetikken 'Mit lys brænder'; og i poetikken 'En dans på gloser' skriver Thomsen om, hvordan skabelse og tilintetgørelse er intimt forbundne i den kunstneriske proces, og om hvordan skønhed og grusomhed ligger klos op ad hinanden i det færdige værk.

Det er den hårdt optrukne modsætning og den hårfine grænse mellem yderlighederne, der interesserer Thomsen; og denne æstetiske ekstremisme afsætter nogle meget tydelige figurer, som gør det til en stærkt stimulerende fornøjelse at være uenig med ham.

Også i digtene støder man på yderligheder og hårfine grænser. Et genkommende motiv er for eksempel midnatstimen, hvor ét døgn slår over i et andet: »Den sidste time er døgnets bedste./ Alt er for sent og for tidligt«, hedder det i et digt fra 'Hjemfalden'.

Det er kort sagt strenghed og skarphed, der kendetegner forfatterskabet, hvad enten det drejer sig om den tidlige, minimalistiske fase, hvor digtet skal skrives ned til næsten intet, eller om den senere, eksistentialistiske fase, hvor digtet skal skære ind til benet af tilværelsens grundvilkår.

II
Med alt dette i baghovedet bliver man næppe overrasket over titlen på Thomsens nye bog, 'Det værste og det bedste'. Enogtyve digte eller måske snarere ét langt digt i enogtyve lige store stykker (syvogtyve linjer pr. stk., inklusive mellemrum). Hvert stykke er placeret på en højreside, og Ib Spang Olsen har tegnet rundt om det og på hele venstresiden.

Og dét er til gengæld overraskende, i hvert fald for mig; Thomsen og Olsen forekommer umiddelbart at være et temmelig umage par, digterens strenghed og skarphed taget i betragtning. Ib Spang Olsens streg er alt andet end streng; den er uskarp, flosset, støjende. Hans figurer er ikke hårdt trukket op, men sitrer og vibrerer i konturerne. Og den mildhed og fabuleren, der kendetegner Olsens tegninger, vil man næppe umiddelbart forbinde med Thomsens digte.

Når man arbejder sig gennem bogen, opdager man imidlertid hurtigt, at ord og billeder fungerer vældig fint sammen. Som titlen antyder, handler bogen om det mest vidunderlige og det mest rædselsfulde i tilværelsen. Både digtstykkerne og tegningerne former sig som vældige hulter til bulter-kataloger, store pulterkamre hvor vidt forskellige fænomener og situationer er stuvet sammen. De stammer fra hverdagslivet og kærlighedslivet, fra drømme og fantasier, fra erindringen og livet nu og her, og de har ikke andet tilfælles, end at de altså tilhører kategorierne Det Værste og Det Bedste.

Det værste er for eksempel svigt, forfængelighed, naragtighed, hævntørst, had, ondskab; det bedste er blandt andet kærlighed, omsorg, liderlighed, tryghed, skønhed. »At der hele tiden har været lidt mere/ af 'det bedste' end af 'det værste' er bedst«, hedder det et sted; og bogen demonstrerer også denne pointe i sin komposition: De enogtyve opslag tager skiftevis udgangspunkt i 'det værste' og 'det bedste', men starter og slutter med 'det bedste'; dermed bliver der i alt elleve stykker 'bedst', men kun ti stykker 'værst'.

Der er hver gang en berøringsflade mellem digtstykke og tegning, en fællesmængde af fænomener og situationer. Men der er også hver gang masser af detaljer i tegningen, som ikke er i digtstykket og omvendt.

For eksempel er der af gode grunde ingen pendant i tegningen, når Thomsen kategoriserer bestemte gloser: »de værste ord er projekt og vision/ jeg blir fuldkommen udkørt ved synet af dem« - og: »ord som jernlunge, syvsang og pontifikat/ samt skarlagen, mosegris - og sarkofag/ er de bedste«. Til gengæld synes der at optræde adskillige flere nøgne damer i Olsens tegninger, end der er belæg for i digtene.

III
Det forhold, at digt og tegning altså berører hinanden, men ikke lapper fuldstændig over, er en af grundene til, at de fungerer godt sammen. En anden grund er den stilistiske forskellighed: Den flossede og støjende grafik står over for den skarpe, krystallinske poesi. Der er vel at mærke ikke tale om absolutte, skarpt afgrænsede modsætninger.

Tværtimod kaster de to stilarter på forunderlig vis lys over hinanden, hen over grænsen. Man får pludselig øje på en underliggende strenghed i Olsens tegninger, og det virker tilbage gennem hele livsværket, der ud over samarbejdet med Halfdan Rasmussen, som alle vel kender, også indbefatter samarbejde med en mængde voksenforfattere, blandt mange andre Frank Jæger - foruden en stor mængde tegninger ledsaget af egen eller ingen tekst.

Tilsvarende tydeliggør Olsens tegninger nogle træk i Thomsens poesi, der nok har været til stede før, men som nu for alvor træder frem: mildhed, varme, humor. Der har før været glimt i øjet, senest da Thomsen sidste år genudgav alle de foregående (bog)værker samlet i én kassette under titlen 'THOMSEN: Skriftlige arbejder' - den påskrift stinker af strambuks og hengemt madpakke fra halvtredserne. Thomsen står ved sin konservatisme, men har samtidig en selvironisk distance til den.

Hvad der før var lune glimt i øjet, har i den nye bog bredt sig til et decideret mildt skær. Tilværelsens barske grundvilkår er på ingen måde trådt i baggrunden, men de vidunderlige grundvilkår er trådt frem og står nu på lige fod med - eller rettere en halv fod foran de barske.
Det værste og det bedste er i øvrigt vævet sammen, også inden for det enkelte stykke, for eksempel i savnet og skuffelsen hvor fraværet af det bedste bliver til det værste; eller i nåden og miraklet hvor fraværet af det værste bliver det bedste.

Også i den hæslige, skønne virkelighed ligger det værste og det bedste side om side: »elevatorer på forblæste s-togstationer« henregnes til den førstnævnte kategori, mens »s-toget raser forbi i tredjesalshøjde« henregnes til den sidste.

Grænsen er hårfin. Og et enkelt vers krydser faktisk grænsen: »at alting stadig kan ske« optræder i ét stykke som det værste og i det efterfølgende som det bedste.

Der mærkes i digtet en kristen forestilling om uforklarlig ondskab og godhed, ligesom der mærkes en syndsbevidsthed: Man gør ikke altid det, man bør. Thomsen moraliserer altså ikke. Hvert eneste stykke ender med refrænet »det er det bedste« eller »det er det værste« med den vigtige tilføjelse »for mig«. Thomsen prædiker altså heller ikke. Selv om man med rette kan beskylde ham for at være både æstetisk ekstremist og kristen, så er han det altid kun på egne vegne.

IV
Det digteriske 'jeg', Thomsen arbejder med, har udviklet sig meget siden debuten. I de to første digtsamlinger var dette jeg en til næsten total anonymitet nedskrevet krop, der som et pulver drev omkring i gadernes væv. I løbet af 'Nye digte' og særligt i 'Hjemfalden' og 'Det skabtes vaklen' blev dette minimalistiske pulver fortættet til en knaldhård eksistentialistisk tablet; et jeg der - uden at ville være eksemplarisk - brugte sig selv som eksempel i fremstillingen af tilværelsens principielle grundvilkår.

Det betød, at det digteriske jeg måtte låne stadig flere biografiske træk fra sin forfatter. Den tendens er fortsat, og i den nye bog har det digteriske jeg akkumuleret de tidligere egenskaber og tilføjet en ny: Det er stadig en krop, der elsker storbyen (der nu også er helt af-anonymiseret og optræder som København, New York osv.); det har stadig en hård, principiel (almenmenneskelig, om man vil), eksistentiel kerne. Men det har nu også en mere tydeliggjort individualpsykologisk dimension i form af et følelsesliv og en erindring. Det er blevet en tydeligt aftegnet personlighed.

Sprogligt, stilistisk, er det umiskendeligt Thomsen: Den markante, ofte daktylisk prægede rytme med passende doser af bogtavrim og andre klangvirkninger, det omhyggelige glosevalg, de knivskarpt skrevne billeder og den smidige syntaks demonstrerer i så godt som hver eneste strofe hvor smukt og rigt et sprog, dansk kan være. Thomsens poesi har næppe før været så umiddelbar tilgængelig, som den er i denne bog, der har en mesterlig kombination af umiddelbar enkelhed og dybereliggende kompleksitet: 'Det værste og det bedste' er lige til at gå til - og ikke til at blive færdig med.