Det er en rå og upoleret, men alligevel sært veltalende stemme, der lyder i Peter Careys roman om den legendariske Ned Kelly - den australske hestetyv, politimorder og røver, der i årene 1878-80 begik en række dristige røverier og blev berømt for sin Robin Hood-agtige fremfærd.

Under den sidste kamp med politiet blev Kelly-banden udslettet, mens Ned Kelly selv iført en bizar hjemmelavet rustning blev såret og taget til fange. Den 25-årige fredløse bushranger blev efterfølgende hængt i Melbourne.

Dette farverige stof har givet anledning til både bøger og film, og nu tager den australske Peter Carey det atter op i 'Den sande historie om Kelly-banden'. Han lader Ned Kelly selv nedskrive sin historie, henvendt til den datter, han aldrig skal få at se, så hun kan kende sandheden om sin far. Han er nemlig i stigende grad besat af at fortælle sandheden - og det er hans forfatter også i sin originale fremstilling af et stykke australsk 1800-tals historie:

»Jeg mistede min egen far da jeg var 12 år gammel og jeg ved hvordan det er at blive opdraget med tavshed og løgne min kære datter lige nu er du for lille til at forstå et ord af hvad jeg skriver men den her historie er til dig og den vil ikke rumme en eneste løgn gid jeg må brænde op i helvede hvis jeg taler usandt«.

Ned kan ikke sætte kommaer, og punktummer skorter det også på. Den uuddannedes mangelfulde skriftsprog afspejles, men også hans intelligens og fornemmelse for at fortælle i et rytmisk, organisk sprog, man lynhurtigt lærer at læse og nyde for dets friskhed og uortodokse fremstillingskraft.

Oversætteren Niels Brunse har virkelig haft et arbejde her, og det er hans fortjeneste, at denne både specifikt australske kolonihistorie og mere universelle beretning om at befinde sig udenfor og være fanget af omstændighederne går så rent igennem på dansk. Både hjerteskærende og nøgternt, lige fra de detaljerede og overrumplende billeder af landskab, heste, mennesker og adfærd til møderne med overmægtige autoriteter.

---

Carey bruger det myteomspundne personstof til at fremkalde oplevelsen af at vokse op på bunden af samfundet uden muligheder for at få fodfæste og finde en respektabel plads. Tiden, før Ned blev fredløs røver, fylder størstedelen af romanen. Hans far er ud og ind af fængslet, hans mor er stolt og smuk, men ikke alt for realistisk og i øvrigt af en familie, der konstant er i politiets søgelys.

Romanen er langt hen en social fortælling om en tillidsfuld dreng med hjertet på rette sted, der som 13-årig må prøve at få en gård ud af den elendige statsjord, moderen har skaffet, mens hun forsøger at få pengene til at slå til til de mange børn ved at drive smugkro.

Hele projektet er endeløst, og hun vælger faktisk at sælge Ned til bushrangeren Harry Power, der oplærer Ned i røverhåndværket. Ned erkender, at han »er blevet købt og solgt som et selvdødt kreatur«, men derudover får hans æresbegreber ham til at hænge ved familien og især moderen.

Som voksen har han erfaret det meste, hvad angår menneskers behandling af hinanden og det brutale kolonistyres magtudøvelse og omfattende korruption. Forsøgene på at befinde sig på den rigtige side af loven mislykkes endegyldigt, da Ned skyder en politimand i selvforsvar. Han ved, at skal man overleve som fredløs, skal man have et netværk og en masse smuthuller, og dem skaffer han sig ved at dele ud til de fattige af penge, han røver i en bank. Det er i denne sidste periode af sit liv, han får sit ry som de fattiges velgører.

Carey sentimentaliserer ikke, men lader Ned nøgternt kalkulere, at betaler man folk, er de villige til at hjælpe en. Da politiet sætter en højere pris på hans hoved, holder det ikke længere.

---

Der kunne være kommet en værre kulørt og romantiserende roman ud af dette Robin Hood-stof - hele portrættet af den behjertede, kvikke uuddannede fattigmandssøn i kamp mod et system, der ikke levner ham muligheder, men presser ham ud i kriminalitet.

Men det, den virtuose stilist Peter Carey gør ved Ned, er at lade ham være både offer og helt, et australsk ikon, der artikulerer en hel befolkningsgruppes stemme - de uhørte, de fattige, foragtede irske settlere, der ved, hvad det vil sige at blive chikaneret af myndighederne og trængt af bedrestillede britiske farmere, der indhegner offentlig jord til privat brug, og som gennem korruption altid kan få retten på deres side.

Hvordan overlever man, når det ikke kan lade sig gøre på reglementeret vis, og hvordan ser der ud i hovedet på sådan et menneske? Det er det, romanen giver svar på med den overbevisende og dybt originale fortællerstemme, som forfatteren udstyrer Ned med. Det er for stemmen og tonen i bogen, at Carey har fået Bookerprisen. I øvrigt for anden gang, hvad der kun har et fortilfælde, nemlig sydafrikaneren J.M. Coetzee.

Romanen foregiver at være skrevet af et menneske, der livslangt er fanget i en fælde, men som lige til det sidste tror, at han kan overskride sin skæbne. Det gør den til en tragisk roman, men uden tragediens tyngde. Den særegne, kontante og bevægende fortællerstemme fylder romanen ud med trodsig livslyst, humor og bevægelighed. Og Ned Kelly forbliver en australsk helt - om end på en noget anden måde end i den traditionelle version.