Alistair MacLeod er en slags insiderlitterat: professor i engelsk i Ontario, Canada, lærer og mentor for mange forfattere, selv ophavsmand til to efter sigende gode novellesamlinger og nu i sin forholdsvis høje alder (han er født 1936) også romanforfatter.

'Ingen større ulykke', som han udgav for snart fire år siden, og som nu foreligger på dansk i Henrik Stamer Hedins udmærkede oversættelse, handler om skotske indvandrere i Canada. I 1779 slår en lille flok af MacDonald-klanen sig ned på øen Cape Breton lige øst for Nova Scotia, og dens efterkommere bliver selv en hel klan, clann Chalum Ruaidh. Navnet er gælisk og betyder 'røde Calums børn' efter den rødhårede stamfar.

Historien fortælles i vore dage af tandlægen Alexander MacDonald. Det sker i springende tilbageblik, der logisk nok koncentrerer sig mest om Alexanders eget liv og de episoder, han har set med egne øjne. Netop fordi han er veluddannet og velbjerget, træder slægtens hårde liv som fiskere, minearbejdere og håndværkere desto tydeligere frem.

Romanen begynder med, at Alexander besøger sin storebror Calum, der er et alkoholiseret vrag på et uhumsk logi i Toronto. Den ender med at fortælle, hvorfor Calum er blevet som han er, og på de sidste sider slutter hans livsløb i en på samme tid stærk og underspillet scene.

---

Bogen er en blanding af slægtssaga, kollektivroman og individuel case story, en genreblanding altså, men sproget er klassisk fortællende, og tandlægen MacDonald har vist en hel del træk til fælles med forfatteren MacLeod. De mange indstrøede bemærkninger og sange på gælisk kæler for nostalgien og rammer sikkert et blødt punkt i forfatterens eget hjerte, men jeg må indrømme, at jeg indimellem ganske idiosynkratisk har ønsket at MacLeod, bare hver tredje gang, ville klappe gælerne i...

Titlen stammer fra et citat fra et brev, som den engelske general Wolfe skrev om sine skotske soldater i Canada i 1750'erne, da englænderne sloges med franskmændene om det store område. Wolfe værdsatte sine højlænderes mod og hårdførhed, men stolede ikke rigtig på deres loyalitet, så han bemærkede: »... og det er ingen større ulykke, hvis de falder«.

Briternes ringeagt for de keltiske andenrangsmennesker (som også irere har mærket og skrevet bøger om) er åbenbart et skjult historielag i det ellers så velfungerende canadiske nutidssamfund, og at de skotske minearbejdere, som storebror Calum har været en slags anfører for, også nærer et traditionelt had til de fransk-canadiske kolleger, det er yderligere med til at forplumre sameksistensen. God litteratur kan afdække den slags ømfindtligheder, bedre end tørre sociologiske analyser kan.

'Ingen større ulykke' er blevet belønnet med den megastore IMPAC-pris i 2001, men det gør den i mine øjne ikke til megastor kunst. Den er værd at læse, og den er velkommen som et bidrag fra den canadiske litteratur, vi ikke så tit hører nyt fra i Danmark, men ingen sensation.