Jeg kan lige så godt sige det med det samme:

Jeg har sjældent læst en så overbevisende og fængende indledning på en kriminalroman som den, Arne Dahl præsterer i sin seneste roman om den brogede, men effektive specialstyrke i det svenske politi med det gennemtænkte navn A-gruppen.

Den sidder ganske enkelt lige i skabet med sin på en gang litterært overlegne gestaltning af den alvidende fortæller og sin fejende filmiske panorering fra den ene person til den anden.

Den bringer både tankerne i retning af den klassiske borgerlige roman, Orson Welles’ film ’Touch of Evil’ og Annelise Reenbergs meta-folkekomedie ’Den gamle mølle på Mols’ samt selvfølgelig Maj Sjöwall og Per Wahlöös legendariske og skoledannende krimiserie ’Roman om en forbrydelse’, der udkom i årene fra 1965 til 1975.

Infamt spændende
Men uden i noget omfang at stille sig an eller prale med sin egen bevidsthed om genre og forudsætninger.

Nej. Den gør det, fordi det er den rigtige måde at starte historien på og slå tonen an.

For når en roman hedder noget så finlitterært og symbolistisk som ’Himmeløje’, så må begyndelsen på den nødvendigvis være en sproglig bevægelse, der mimer et helikoptermonteret kamera, og som zoomer ud og ind.

Og fordi romanen starter så uendeligt stærkt, er det svært at slippe den igen.

Thi den er, som Harald Mogensen plejede at sige, infamt spændende og dertil en skarp og gennemreflekteret kritik af et Folkehjem, hvor Olof Palmes spøgelse vandrer hvileløst omkring og spørger sig selv, hvad fanden der egentlig gik galt.

Snor sig som en ål
For hvordan er det trygge Sverige blevet til et sted, hvor unge piger frivilligt sulter sig ihjel, hvor vanvittige seriemordere huserer, og hvor råddenskab i de demokratiske institutioner truer med at forvandle det socialdemokratiske mønstersamfund til sit eget vrangbillede?

Det giver romanen nu ikke nogen forklaring på.

Til gengæld fortæller den en grum historie, der handler om en seriemorder med hang til anorektiske unge kvinder, en forsvunden politichef og en international liga, der med plastickirurgiens hjælp virkeliggør rige mænds drømme om at have sex med deres helt særlige drømmebillede.

Og den gør det med en sådan panache, at det næsten ikke er til at bære.

Hele tiden bugter og snor handlingen sig som en ål i en håndvask, samtidig med at der hele tiden sættes nye skibe i søen plotmæssigt.

Krimiernes Laudrup
Arne Dahl er nemlig ikke alene en dreven litterat med genrefornemmelse og kendskab til litteraturhistoriens klassikere.

Han er også en opfindsom intrigemager, som bruger alle tricks og finter for at forlyste sin læser.

Som en krimigenrens svar på Michael Laudrup eksekverer han ubesværet og uendelig elegant sin historie og binder til sidst enderne sammen i en smuk sløjfe.

Uden at det virker fortænkt. Det er altså de færreste, som formår det.

En sjælden fornøjelse
Af den og mange andre grunde har det været en sjælden fornøjelse at følge alle personerne fra A-gruppen, lære dem at kende og få indblik i deres professionelle og private liv.

Men nu er det overstået. Gruppen skal opløses, og Dahl har produceret den tibindsserie, svenske krimiforfattere åbenbart skal skrive for at blive taget alvorligt.

Og det er et hovedværk i skandinavisk kriminallitteratur. Rytterstatuen er hjemme.

P.S. Der er allerede udkommet et bind 11, som hedder ’Elva’. Det er bestilt hjem fra Sverige, og så såre det er landet og læst, vender jeg tilbage med nyt fra A-gruppen.