Man køber en buket hvide roser – og ser med det samme, at der er en af dem som kræver særlig opmærksomhed.

Den er brun på det yderste kronblad og også lidt mindre end de andre.

Man klipper stænglen ned og fjerner forsigtigt det brune blad. Nu skulle den vel være lige så fin som de andre, men det er den ikke. Trods daglig særpleje forbliver den mindre, mindre udfoldet, mindre holdbar, mindre rose.

Sådan har jeg det lidt med Dorrit Willumsens ’Dage med slave’. Det er en kort fortælling om en midaldrende dame, ejendomsmægler, æstetiker, forfængelig, vistnok fraskilt, sart, tænksom, på vagt og dog o.k. stærk.

Hun drømmer – som alle Dorrit Willumsens kvindelige egoer – om guldlænker, spidse negle, høje hæle, blondetrusser, glitrende perfektion.

Tøs til salg
En dag får hun tilbud om et køb på gaden.

Tøs til salg. Pigebarn til salg. En pige på 54 kilo, halvtreds kroner kiloet, siger hendes ven og holder om håndleddet på en helt ung, frisk, ikke udløbet pige.

Hun er lille og spinkel og hedder Silke, eller Sille. De går på café og drikker hvidvin, ejendomsmæglerens favoritdrink.

På vej hjem går de i Føtex for at købe ind, men det første miniuheld er sket, pungen er væk.

De tager hjem, og allerede ved udgangen af første kapitel er hovedpersonen, ’jeg’, blevet overmandet:

»Jeg græder. Mit ansigt bliver ophovnet og rødt. Og til ingen nytte«.

En vinder og en taber
Det er jo en desperat handling at købe sig en slavepige. Man kan købe falske Chanel-tasker og blive hængt ud, men kan man købe 50 kilo levende kød?

Politiet vil ikke vide af sagen, og slavinden er flyttet ind.

Vi aner, at dette mærkelige forhold mellem to kvinder, en aldrende og en helt ung, vil blive mærkeligt. Det vil medføre en vinder og en taber.

Det er ikke, fordi Dorrit Willumsens hovedperson har nogen sadistiske hensigter med slavepigen. Hun håber, at hun vil forsvinde, men det gør pigen bare ikke.

Hun er tjenstvillig, som en filippinsk au pair, diskret, upåklagelig, men til stede. Som en burre i hjernen, som en hjemløs kat.

En perfekt plage
Vores hovedperson prøver at leve, som hun plejer, men uden egentligt engagement.

Hun sælger store lejligheder til de unge og lykkelige, og hun prøver at komme af med et skodhus til de mindre lykkelige, køb og salg af diverse dødt.

Den unge pige er konstant i tankerne. Hun er skiftevis perfekt og en plage. Hun ønsker sig kaniner og rotter, hun kysser naboen, og hovedpersonen begynder at blive træt. Forårstræt. Der er fugle og katteskrig – og hele tiden Sille.

Hvem er hun? Et spøgelse, en intruder, som sætter fokus på hovedpersonens liv. Hun er en hovedperson, som gradvis gør sig selv til herskerinde.

Tre glas hvidvin og migræne
Hun skal have mad, hun skal have briller, hun skal af med tandbøjlen, hun har andre idéer end de tilvante.

Hun tilbereder et lammehoved i gryden, et lille rundt hoved med små hvide tænder og en dusk hår på issen.

Hun bliver udstyret med en dyr sort skindfrakke og smyger sig i den, sorte støvler, kæde om halsen, mens hovedpersonen selv drikker tre glas hvidvin for meget og får migræne.

Sille skriver dagbog. Hun gennemskuer sin herskerinde.

»Hun er klodset og ude af balance«, står der.

»Hun er sin egen hobby«.

Og hun har for højt blodtryk og går til psykolog. Hovedpersonen er afsløret.

Det som alderdommen ikke forstår
Det er alt sammen rigtigt, for det er også kvindens egen voksende erkendelse, en erkendelse, der får hende til at falde forover som en overmoden frugt.

Sille bliver endelig sendt væk.

Da Sille er forsvundet, ser hun hende en dag igen og løber hen mod hende (»jeg ser mig selv: en midaldrende, næsten gammel kvinde, der løber hen mod det unge par«), men hælen hænger fast, og hun styrter med ansigtet mod jorden.

Blodpropper, en hånd, der ikke længere kan åbne blomsterbuketten på sengebordet.

Det er en roman om alderdom, der visner, mens ansigtet pudres, om ungdom, som alderdommen ikke forstår, om had/kærlighed, der ikke vil vedkende sig kærligheden.

Måske er Sille et barnebarn, der passer den syge?

Lavmælt insisteren
Teksten er sprød, men ikke overraskende i andet end sin lavmælte insisteren på det forfald, vi aner for tidligt.

En sygehistorie, beretning om en drøm, mens man lå på hospitalet.

Men jeg føler, at Dorrit Willumsens æstetiske teknik i al sin enkelhed for en gangs skyld falder lidt fattig ud, ikke udstrakt og gennemlyst, men depressivt repeteret.

Novelle til eftertanke, ville jeg sige.